Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Döner röck brö

Updated
Stöner

Brant Bjork og Nick Olivieri fra Kyuss loller rundt med en ny legekammerat, og det gør de særdeles godt på deres anden plade. . 

Kunstner
Titel
Totally...
Dato
06-05-2022
Genre
Trackliste
1. Party March
2. A Million Beers
3. Strawberry Creek - Dirty Feet
4. Spacedude & The Burn
5. Stöner Theme
6. Turn it Around Now
7. Driving Miss Lazy
8. Great American Sage
Karakter
4

Jeg himlede med øjnene da jeg hørte det første minuts tid af de tidligere Kyuss-folk, Brant Bjork og Nick Olivieris nye plade. Endnu et pøllet og uldent stoner/ørkenrock projekt der bare fungerer som eftermiddagspind for en genre der for længst fik diagnosen bonghjerne. Jeg kan for så vidt meget godt lide genren, det bliver bare hurtigt ensformigt, og derfor bliver musik som Stöners efterhånden nærmere et beroligende middel end et stimulus.  

Men på ‘Totally…’ har Stöner faktisk fat i noget. Debutpladen ‘Stoners Rule’ er et eksempel på det ovenstående, et beroligende middel, fordi den mangler det stjernestøv som nogen har kastet over bandet på ‘Totally…’. Og det stjernestøv er efter min vurdering sammenspillet og masser af mættet fedt. Tag for eksempel albumåbneren ‘Party March’, hvor de første to minutter på overfladen bare er småkageformskåren stonerrock, men når C-stykket kommer, opstår der noget magisk, og til det må jeg lige drage en gammel parallel. 

 

Det gode groove

‘Totally...’ minder mig nemlig på mange måder om Jimi Hendrix’ Band of Gypsys fra 1970. På den plade er det naturligvis en fornøjelse at høre Hendrix’ hjerne udfolde sig over gribebrættet, men det er faktisk kun halvdelen af glæden. Det er nemlig mindst lige så fedt at høre den rytmiske symbiose mellem Buddy Miles på Trommer og Billy Cox på bas, der groover så fedt sammen, at man ikke bliver træt af at høre de samme riffs blive jammet over 10 minutter. Og det er næsten derhenne ad, vi er med ‘Totally’,  da det faktisk næsten er lige meget hvilke riffs de spiller, for deres groove og funk på pladen er så svedigt. Bevares, riffene er gode, men udførelsen af Bjork, Olivieri og groove-maskinen, Ryan Güt, er hvad der gør det storartet. Så det er ikke bare C-stykket i ‘Party March’ alene, der afspejler dette, for pladen er spækket med dette. Så efter første gennemlytning, kan det ikke aflæres, og så svinger hele pladen. 

 

Snasket og lækkert

Ligesom Clutch ligger Stöner på, hvad man kunne kalde ‘N.I.B’ på Black Sabbath-spektrummet: altså den lidt gladere og bluesrockede ende. Men der, hvor Stöner skiller sig ud fra et band som Clutch, er, at Clutch har en vis masseappel over sig, med sit jumpy og bluegrassede og ZZ-top inspirerede stoner rock. Der er Stöner derimod, lige så snasket og fedtet i deres lyd og udtryk, som den dryppende deep pan pepperoni pizza på albumcoveret. 

Derudover er det selvfølgelig dejligt uhøjtideligt. Stöner tager tykt pis på sig selv og genren, i stort set alle henseender. Bandnavn, albumtitel, albumcover, de beskidte og komisk støvede, bluesede riffs og den wonky guitarlyd. Vokalen er også sådan lidt underligt talende på en lidt Frank Zappask måde. Det hele er åbenlyst meget fjollet, hvilket ikke nødvendigvis er noget nyt i genren, men Stöner gør det bedre og mere gennemført… Ja, vel nærmest holistisk. Det er også med til at sætte forventningerne ned, og på den måde er det lettere at lade sig rive med i deres funky fastfoodkoma.