Da metallen var ung
Target-bossen Michael Hvolgaard Andersens bogudgivelse af sit starthalvfemserzine Emanzipation Magazine er et flot monument over en mere uskyldsren metalfortid.
Når man tænker på især den ekstreme metals historie, er det påfaldende, hvor unge en række af de centrale aktører var. Chuck Schuldiner var 20, da Death udgav debutalbummet, Euronymous 19, da Mayhem udgav ’Deathcrush’, Varg Vikernes 19 på tidspunktet for Burzums debut, James Hetfield 20 og Lars Ulrich 19 ved udgivelsen af ’Kill ’Em All’, Cronos 18, da Venoms ’Welcome to Hell’ udkom. Og man kunne blive ved.
Den unge alder gælder ikke kun musikerne, men også de unge mennesker, der lavede fanzines, der i den grad var centrale aktører i skabelsen af metalkulturen i 80’erne og 90’erne. Peter Mesnickow var 13, da han udgav et enkelt nummer af zinet Death Light, redaktørerne af legendariske Blackthorn var lige omkring de 20, da magasinet startede, Metalion 18, da Slayer Magazines første nummer udkom. Det var i de hjemmelavede magasiner, man læste interviewene med de mere ukendte og ekstreme bands, og det var her, man – modsat de større, annoncefinansierede ”rigtige” magasiner på glittet papir – læste mere uvildige anmeldelser af demoer, af større udgivelser og af obskur undergrundsmetal. Længe før internettet fandtes både tapetrading og magasiner som uformelle, uofficielle netværk, der knyttede den internationale undergrundsscene sammen på tværs af landegrænser, skabte hype og spredte de nyeste tendenser med lynets, eller i hvert fald postetatens hast.
Hvor unge de egentlig var, bliver slående mærkbart, når man læser Michael Hvolgaard Andersens ’Please Return My Stamps’. Her ser man Andersen som et stort barn interviewe udenlandske musikere, der lige er blevet voksne, og danske musikere, som selv er store børn. Der er en dirrende uskyld over fotografierne, og begyndelsen af 90’erne, min egen barndom, føles som en mærkværdigt fjern og fremmed fortid, også selvom jeg selv har gennemlevet den tid.
Bogen samler samtlige den danske metal-svengalis zine Emancipations fire numre fra begyndelsen af 90’erne i bogform. Bogen er desuden udvidet med et 61 sider langt forord fyldt med fotos og flyers og breve, hvor Andersen ser tilbage på tiden som fanzineredaktør, sin spæde start som labelboss (i dag er han som bekendt direktør for Target Group og et virvar af underlabels) og frontmand i et utal af bands, fra Withering Surface over Thorium og Corpse Vomit til Empire Drowns.
DIY- og entreprenørånd
Når man blader i bogen, bliver man først og fremmest slået af den dedikation og DIY-ånd, der ligger bag sådan et magasin. En teenager, der arrangerer interview, sørger for annoncer, sørger for distribution, sørger for anmeldereksemplarer. Og så er der indtastningen af magasinets tekst på en Amiga, den møjsommelige layoutproces, alle fotokopierne taget på diverse uddannelsesinstitutioners kopimaskiner (godt hjulpet på vej af en af undervisernes glemte kopikort, fortæller Andersen i forordet), alle turene til posthuset, alt muligt, jeg har glemt. Da jeg var i den alder, kunne jeg finde ud af at spille fodbold, spille computer og spille pik. Og købe plader for mine surt tjente penge.
Andersen er kendt som en entreprenant type på den danske metalscene. Og entreprenant var han allerede dengang. Han kører med aviser og arbejder hos en slagter for at få råd til at købe plader og kassettebånd og frimærker til tapetrading og for at finansiere magasinet, han tager blade med for at sælge dem til koncerter i hovedstaden, han knytter kontakter og opbygger netværk, bliver radiovært, musiker, pladeselskabsboss og meget mere. Men det entreprenante er forenet med en brændende interesse for og glæde ved metal, en imponerende dedikation, som stråler ud af bogen. Han har tydeligvis gjort sin altoverskyggende interesse til sin levevej.
Og man tilgiver ham, at der er påfaldende mange halve reklamer i forordet: Så foreslår han, at læseren da lige kigger forbi Zeppelin Bar (som han også er involveret i) og ser hans gamle koncertbilletter, der hænger derinde. Så reklamerer han for Næstved Metalfestival, så for DeathCoast i Esbjerg, så er der et større antal teasere for en kommende bog. Og så videre, og så videre. Han er lige på nippet til at fremstå som en påtrængende gadesælger, men manden har jo altså gemt alle de åndssvage koncertbilletter, fordi de betyder noget for ham, og han virker, som om han oprigtigt synes, det er fedt med alle de festivaler, og på en eller anden lykkes det ham at være dedikeret og charmerende nok til, at læseren tilgiver alt det krejleri og mere tænker på det som en integreret del af en personlighed end som utidige salgsforsøg – som om han ikke kan finde ud af at lade være med at dele sin egen glæde ved de utallige projekter.
Portræt af en person
Ligesom zines ideelt set manifestere skaberens personlighed, gør forordet det her i bogen, og på den måde er det indirekte med til at tegne et billede af Andersen.
Som bog betragtet er ’Please Return My Stamps’ ikke uden mangler. Der er mange sproglige fejl og meget Danglish i Andersens lange forord. Nogle gange forklares specifikt danske referencer for den udenlandske læser, men lige så ofte slet ikke; her virker det, som om man ikke har gjort sig det klart, hvem man egentlig henvender sig til. Det er på den ene side helt i fanzinets ånd, men bogmediet er et lidt andet.
Og hvis jeg var Andersens forlagsredaktør (han har ikke haft en), havde jeg bedt ham uddybe sine pointer i forordet. Han skriver for eksempel flere steder, at for ham ændrede undergrunden sig markant omkring 1994, uden at han helt forklarer hvorfor. Og han går meget let hen over forældrenes død af langvarigt alkoholmisbrug med en kæk kommentar om, at han da også godt selv kan lide en lille en og måske burde være mere varsom, men hey, bajere er jo dejligt. Forordet skøjter fra emne til emne og går ikke helt i dybden, fordi der hele tiden er en ny anekdote, der trænger sig på, eller en gammel ven, der skal nævnes, eller som det lyder adskillige gange: ”but that is another story”. Det kunne godt både have været mere stringent og dybdegående, men Andersen er tydeligvis ikke typen, der dvæler længe ved smertepunkterne. Man får indtryk af en mand, der hele tiden vil videre, hvilket på den ene side ikke er helt i tråd med et nostalgiprojekt som dette – hvorfor ikke dvæle lidt mere ved fortiden? – men på den anden side jo også siger noget om bogens forfatter.
Forordet lykkes i hvert fald med at tegne et billede af en nørdet, buttet, genert (måske er en grundlæggende generthed grunden til Andersens tilbageholdenhed i forordet?) teenager med en altoverskyggende interesse, og af et provinsliv i Næstved med de periodiske ulemper, det nu engang må indebære. Har man oplevet Andersen på slap line, er det svært at forestille sig ham ung og genert. Men det er, som om metallen er med til at give den unge Andersen en identitet, danne ham som menneske og give ham den personlighed, som man higer sådan efter i sin pure provinsungdom; det bliver en verden, han selv kan være med til at skabe, og som har den fordel, at der ikke er særlig langt til idolerne, der interviewes, som for eksempel Paradise Lost, der dukker op i flere numre af Emanzipation.
Et monument over en svunden tid
Det er især som zine-udgivelse, at bogen har sine styrker. Her står interview med store bands side om side med lokale bands, der for længst er glemt af alle andre end medlemmerne selv, og med bands, der siden blev verdensstjerner. Interviewene er sjældent dybdegående, som det er standarden i nyere zines som Bardo Methodology, Call From the Grave eller The Sinister Flame; i stedet står de som øjebliksbilleder af en periode, hvor den ekstreme metal endnu er ung, gerne vil have en kold bajer og er lige på nippet til at overtage verden, men i øvrigt ikke er specielt god til at reflektere.
Det stærke ved øjebliksbillederne gælder også anmeldelsessiderne, der – både for fuldlængdealbum og demoers vedkommende – er fyldt med klassikere siden om side med kultplader og udgivelser, der fuldt fortjent er endt på historiens møddinger. Mange nyere fanzine-bogudgivelser udelader pladeanmeldelserne, fordi de ikke er aktuelle, men heldigvis ikke denne. For de gamle anmeldelser er jo uvurderlige kilder til, hvordan de forskellige album faktisk blev modtaget i deres samtid, og dermed til metalhistorien som helhed.
Her markerer Andersen sig ret tidligt som en for genren nuanceret anmelder, der både er kritisk og kan finde positive elementer ved mange af de udgivelser, han ikke er helt oppe at køre over. Han har – modsat mange andre danske zines og magasiner – tidligt en fornemmelse for black metal og Göteborg-død, ved godt, at Bay Area-thrash er håbløst forældet i 1993, og kan se en værdi i progressiv metal, som er sjælden i den type zine (men som sjovt nok var ret udbredt i tilsvarende danske som fx Sacroformity). Her virker Andersen som en ung mand med fingeren på pulsen, og at lade blikket glide hen over anmeldelserne er næsten som at se metalhistorien udfolde sig for øjnene af en. Det klæder også Andersen, at han ikke har bortcensureret sin bizart positive anmeldelse af et Quorthon-soloalbum. Det ville jeg selv have gjort, hvis jeg havde den slags lig i lasten.
Som zine når Emanzipation ikke udenlandske forbilleder som Istens høje niveau, men mindre kan gøre det. Det er også i 2022 et forfriskende og uhøjtideligt zine, det sidste eksemplificeret ved de mange fjollede ølanmeldelser (der var en tid, hvor en Hof eller en Grøn Tuborg var de bedste øl i hele verden, og en Heineken var eksotisk), hvor øllene som oftest vurderes ud fra, om de også er drikkelige, når de ikke er kolde.
På trods af svaghederne er ’Please Return My Stamps’ en forbilledlig fanzineudgivelse – magasinerne er optrykt med farvefotos efter Andersens master, der er en fin trykkvalitet, og intet er udeladt fra dem (selvom man savner det mininummer af magasinet, der nævnes i forordet). Vurderet som zineudgivelse er bogen et flot monument over en svunden tid og en svunden kultur og en for længst forgangen uskyld.