symphonic post-apocalyptic reindeer-grinding christ-abusing extreme war pagan fennoscandian metal
Populær
Finnerne har ry for at være nogle deprimerede og triste typer, der helst spiller hockey og begår selvmord, når de da ikke har flere metalbands per capita, end noget andet land i verden. Men efter at have set Hevi Reissu, er det ikke så blåt/hvidt endda.
Vi har just fejret et år med restriktioner, og med al den tid til rådighed har danskerne kastet sig ud i hjemmeklipninger, surdejsbrød og fællessang. Med kun én ud af tre i banken har jeg således haft rigeligt med tid at bruge på at gennemføre internettet. Takket være dette, er jeg nu blevet bekendt med en overset perle.
Der foregår noget i kælderen under Lotvonens rensdyrslagteri. Noget der får renerne til at begå selvmord. Er det en gammel samisk begravelsesplads? En shamanistisk kult der har påkaldt en ældgammel og ondsindet kraft, der driver dyrene til unaturlige handlinger? Nej, det er såmænd bare fire unge mænd, der spiller metal. Mød Turo Moilanen, Lotvonen, Jyrki ”Jynkky” Kalevi og Pasi, der alle er i midten af tyverne og har spillet sammen i tolv år.
De lever og ånder for metal og alt andet er såmænd bare tidsfordriv, indtil de får deres store gennembrud. Det, der binder dem sammen, er deres ved filmens start endnu ikke navngivne band. Metal er for dem ikke blot musik; det er en livsstil, der gennemsyrer deres dagligdag, deres drømme og ikke mindst, deres ubrydelige bånd. Hver især repræsenterer de en stereotyp inden for ekstremmetallen, men på en måde så man øjeblikkeligt fatter sympati for de fire vidt forskellige personligheder.
Når man ligner et underligt heavy metal band
Den patologisk generte forsanger Turo arbejder på et plejehjem og henslæber sine dage med at sukke efter byens blomsterhandler Miia og blive mobbet for sit lange hår. Guitaristen, Lotvonen, bor og arbejder på sine forældres rensdyrslagteri. Han er ikke så kvik i optrækket men drømmer i lighed med størstedelen af de andre, om at spille for et publikum og kan finde musik i alt. Pasi, bassisten, arbejder på det lokale bibliotek, der kan bryste sig af Skandinaviens største metalsamling. Han er en bleg, alvorlig type, som muligvis er den klogeste, men bestemt ikke den mest normale. Sidst, men ikke mindst, har vi Jynkky på trommer. Historien melder intet om, hvad han ellers foretager sig, men han er gruppens optimist, limen der holder gruppen sammen og en vovemodig drømmer.
Meget tidligt i filmen, bliver der sat kryds ved den første af mange stereotyper om den gennemsnitlige metaludøver. En ung, hvid mand i et røvsygt job et sted i provinsen, drømmende om det store gennembrud. Men når man som vores fire hovedpersoner kun spiller covers, og coverbands er vist kun noget for dem, der spiller i dem, er der langt fra øveren under rensdyrslagteriet til verdens scener. Vi kender alle til den pinlige forælder, der blander sig for meget, og takket være en far med et begrænset kendskab til kvindelig anatomi, sparkes præmissen for første del af filmen i gang: der skal skrives et originalt riff. Herfra går det slag i slag med klichéer om metaltekster, bassister med eidetisk hukommelse for plankede riffs og hvor hårdt det kan være at blive taget seriøst, når man ikke spiller hockey og jagter damer. Riffet åbenbarer sig på den mest brutale og banale facon, og sammen med Turos tekst om andres fækalier er deres første demo endelig en realitet; de har begået en solid omgang “symphonic post-apocalyptic reindeer-grinding Christ-abusing extreme war pagan fennoscandian metal”. Ved et vanvittigt lykketræf har chefen for den norske metalfestival ”Northern Damnation”, Frank Massegrav, indfundet sig på matriklen, og efter en lille hændelse, der involverer litervis af rensdyrblod, skifter demobåndet hænder.
">
Når man er et underligt heavy metal band
En fjer bliver til fem høns, og takket være en åbenmundet og begejstret Miia kommer det byen for øre, at bandet har landet en koncert på den største festival på den nordlige halvkugle. Stemningen vender, og pludselig er der anerkendelse i stedet for øgenavne og hån, og de får tilbudt koncert på byens hotel. Skulle man sidde og savne lidt flere kærlige stik til metalkulturen, kan man roligt læne sig tilbage og tælle på fingrene: Diskussionen om hvordan man finder et godt navn til sit band går hånd i hånd med udfordringen ved at finde et ordentligt transportmiddel, og vi bliver heller ikke snydt for hverken ulæselige bandlogoer eller nyfundne identiteter – alle de store har jo et kunstnernavn. Bandet får et navn, Impaled Rektum, byens fotofælde står for deres første band-billede og verden ligger for deres fødder. Kun Turo ved, at de ikke skal optræde på festivalen, og til deres første show, hvor hele byen dukker op, falder korthuset sammen. Naturligvis går intet som ønsket, og efterfølgende meddeler frontmanden, at han dropper ud af bandet. Det kunne nemt være afslutningen for vores uheldige antihelte, men i et ømt øjeblik bliver vi mindet om, at kriterierne for succes er anderledes for en undergrundsmetaller end for alle andre. Ydermere bliver der i en scene, der i et øjeblik skruer ned for komikken og op for den personlige fortælling, sat en stor, fed streg under, at venskabet er den anden bærende kraft i filmen.
Men ingen film uden drama og i forlængelse af en vidunderlig og ildevarslende peptalk skifter filmen stemning fra ukuelig optimisme til sorgfyldt resignation, komplet med Dio-citater og nedtagne plakater. Endnu en gang bliver drømmen skrinlagt, men hvor det øvrige cast førhen har været portrætteret temmelig endimensionelt, kommer der endelig lidt fyld på. Miia spiller rollen som agitator perfekt, og vi bevidner en hyper maskulin forandring i den førhen så spage frontmand. Man kan diskutere om ikke ”homo” er en smule passé som skældsord, men jeg bifalder måden, hvorpå instruktørerne gør op med den primitive reaktion på ting, vi ikke forstår. En stjålen varevogn og en bortført patient fra Turos job senere er de resterende medlemmer af Impaled Rektum på vej mod ’Northern Damnation’. Modstanden kommer i form af et personligt involveret lokalpoliti, en håndfuld særdeles våbenglade grænsevagter og de lokale vejforhold. Endnu engang kommer vi til, hvad der ligner vejs ende, men har jeg lært noget af filmen, må det være, at uanset hvor sort tingene end måtte se ud, er der stadig ikke noget så sort som de hjerter, der banker for metallen.
Efter en heroisk og risikofyldt beslutning får Impaled Rektum hjælp fra uventet kant til at nå festivalen, hvor de bliver mødt af en imponeret Frank Massegrav, der inviterer dem til at optræde, og resten af filmen går med at afvikle et par løse ender, holde et løfte og levere et passende call back til tidligere i filmen. Med tanke på de utallige lovbrud der er begået undervejs i filmen, er afslutningen ganske passende, men stemningen er forløsende, og jeg har følt mig både underholdt og i godt selskab.
Hurra for underlige heavy metal bands
Filmen er proppet til randen med klichéer om metal og metallere, og de bliver alle udstillet på skarp, men kærlig vis. Som for eksempel da Frank Massegrav skal introducere Impaled Rektum og ikke siger genren rigtigt – til bandets store ærgrelse. Scenen hvor Lotvonen bliver inspireret til at skrive riffet til ’Flooding Secretions’. Eller da bassisten viser de andre det logo, han har tegnet, og ingen af dem kan læse det. Jeg kunne blive ved og ved om plankede riffs og pivede elvere, for selvom filmen følger en skabelon, vi har set mange gange før, så er æstetikken altså metal. Og Finland på bøhlandet. En buddy comedy om at finde motivation til at forfølge sine drømme er ikke nyskabende, men tematisk er det sikker grund, og skuespillerne er dygtige nok til, at jeg tror på dem. For eksempel er Jouni, byens dameglade smørtenor, rendyrket Karsten Kørelærer til Turos Polle, og sidstnævntes milde personlighed skaber øjeblikkelig rammerne for, hvem vi skal holde med.
På nogle punkter er filmen dog enormt forudsigelig. Der er nogle ting ved den, der er FOR åbenlyse filmklichéer: blandt andet de unuancerede optegninger mellem god og ond og den førnævnte manglende karakterdybde i de vigtige biroller. Det er ikke Tarkovsky det her, men det prøver den heller ikke på at være. Til gengæld er ‘Hevi Reissu’ en hæderlig niche-komedie med flere gode grin, og jeg tror på den her film på samme måde, som jeg tror på Impaled Rektums gør-det-selv attitude. Som mangeårig metalfan er det sjovt at se sit subkulturelle tilhørsforhold blotlagt, komplet med fordomme, der rent faktisk passer og samtidig understreger, at farlige metallere altså også bare er mennesker. Filmen besidder den samme charme og tilgang til tingene som 'Wayne’s World', og til trods for den klassiske fortælling sad jeg stadig flere gange og ventede i spænding på at se, hvordan de ville komme ud af kniben. Elsker du, når metalkulturen bliver omsat til film, men er ’Lords of Chaos’ ikke noget for dig, så bør du unde dig selv at (gen)se ’Hevi Reissu’.