Kompetent, men kedeligt kaos
Populær
Children of Bodom ved, hvad de vil, og det gør de sådan set upåklageligt. Men som lytter må man også acceptere deres præmis, og det er lettere sagt end gjort.
2. My Bodom (I Am the Only One)
3. Morrigan
4. Horns
5. Prayer for the Afflicted
6. I Worship Chaos
7. Hold Your Tongue
8. Suicide Bomber
9. All for Nothing
10. Widdershins
Children of Bodom har længe stået som et af den finske metalscenes største og mest pålidelige navne. Med guitarist, sanger og sangskriver Alexi Laiho i front har de i snart 20 år leveret melodisk dødsmetal, der også har trukket på både power, thrash og symfonisk metal. De har trofast og udholdende kværnet studiealbum, liveplader, ep’er og opsamlinger ud, og med heftig turnévirksomhed har de opbygget en fanskare, der har gjort dem til et af Finlands bedst sælgende metalbands.
’I Worship Chaos’ udkom tilbage i oktober og er Children of Bodoms niende album siden debuten ’Something Wild’ fra 1997. Alexi Laiho har taget sig af alt guitararbejdet, da andenguitaristen Roope Latvala (der blev en del af gruppen under ’Hate Crew Deathroll’-touren i 2003) forlod bandet før indspilningerne, og det er dermed første gang, Children of Bodom har indspillet som kvartet. Her nogle måneder efter udgivelsen af ’I Worship Chaos’ har bandet så netop annonceret, at Latvalas permanente erstatning er Daniel Freyberg, der har en fortid i melodød-bandet Norther og desuden er aktiv i finske Naildown.
Habilt håndværk
Children of Bodom har styr på deres håndværk, og der er sådan set ikke en finger at sætte på udførelsen. De har fået assistance fra den faste samarbejdspartner Mikko Karmilla, der som enten lydtekniker eller producer har fulgt bandet igennem næsten hele karrieren, samt Hypocrisy-frontmand Peter Tägtgren, der også har været inde over tidligere album, blandt andet som producer på fan-favoritten ’Follow the Reaper’. Bandet spiller kompetent og holder sig til den formel, som de har fundet ud af fungerer. Man kan sige, at mens de med det gulgrå artwork til ’I Worship Chaos’ efterhånden har været hele farveskalaen igennem, har musikken ikke forandret sig synderligt.
Man fornemmer, hvor Children of Bodom vil hen allerede fra den hæsblæsende åbner ’I Hurt’. Der bliver riffet løs i hurtigt tempo, før en forløsning kommer i form af et omkvæd i halvt tempo, som man kan råbe med på efter få lyt. Efterfølgeren ’My Bodom (I Am the Only One)’ har et stramt markeret vers, og efter en rivende rundtur i en klassisk thrashy gung-da-gung-da-rytme kommer der igen et forløsende omkvæd skabt efter cirka samme opskrift.
Det er kompetent sat sammen, men det er også kedeligt. Bedre går det for sig i den hurtige ’Horns’, hvis thrashende mellemstykke minder om den fandenivoldske energi, som Lamb of God lægger for dagen, mens pladens bedste nummer til gengæld er den efterfølgende ’Prayer for the Afflicted’, som har op til flere karakteristika fra en powerballade: Den er langsommere, storslået og bæres frem af et (meget) melodisk guitartema fra Laiho og indeholder desuden albummets vel nok bedste omkvæd. Så glemmer vi i øvrigt bare den cheesy keyboardintro.
Postuleret ondskab
Netop keyboardet er som regel centrum for en længere diskussion i metal. Children of Bodom har deres lyd, og Janne Wirmans symfoniske keyboard er en fast integreret del af den lyd. Wirman tilføjer et distinkt klangligt overskud til lydbilledet, når han understøtter resten af gruppen, som tilfældet er i ’Prayer for the Afflicted’, men han kan også fremstå som overgearet virtuos, når han skejer ud i hæsblæsende sololøb. Det er dette – skal vi kalde det festlige – virkemiddel, der sandsynligvis fremkalder meget forskellige reaktioner hos lyttere.
Wirmans keyboardsoloer er et æstetisk vilkår, man må acceptere, når man sætter sig og lytter til Children of Bodom, men det kan være svært at forlige sig med. For mens Wirman har evnerne til at løfte bandet det ekstra, så får de febrilsk hurtige soloer også bandet til at lyde, som om de er fanget i et metalcirkus. Den ondskab, der kommunikeres gennem artworket, growlvokalen og den øvrige tyngde, synes pludselig meget postuleret frem for reel. Det er også en fælde, som Laiho selv falder i fra tid til anden – soloparløbet, som han og Wirman afslutter sangen ’Hold Your Tongue’ med, bliver så muntert, at den metalliske gejst, der end måtte være, falder til jorden som et offer for deres dødbringende tandem.
’I Worship Chaos’ er derfor 45 minutters fermt håndværk, der lægger sig mellem det både groovy og gøglede. Det er både kompetent og lettere kedeligt, men materialet vil med al sandsynlighed stadig tilfredsstille bandets fanbase og passe fortrinligt til en headbangerfest på en sommerfestival.