Sejlivede Sepultura
Populær
Sepultura har lavet dokumentaren ’Endurance’, der flot gennemgår bandets karriere fra den spæde start. Max og Igor Cavalera mangler, men filmen er stadig virkelig god.
Det er de færreste, der ikke kender Sepultura. Bandet, der var kæmpestore i halvfemserne og mistede deres forsanger på det værst tænkelige tidspunkt. 22 år efter det brud står Sepultura dog stadig, og de har lavet en dokumentar med navnet ’Endurance’. En glimrende fortælling om et band, der startede i det små, blev kæmpestore, smed det hele på gulvet, men nægtede at give op og derfor har kæmpet videre i over to årtier.
Filmen starter med en introduktion af Corey Taylor fra Slipknot, Lars Ulrich fra Metallica og Phil Anselmo fra Pantera. Store navne taler om, hvor vigtige Sepultura var i starten af halvfemserne, samtidig med at de lavede deres helt egen lyd. Derefter et hurtigt tilbageblik på turen ud i Brasiliens regnskove, hvor de indspillede en musikvideo under ’Roots’-æraen i 1996, og så bliver der abrupt skiftet til et studie, hvor de indspiller ’Kairos’ fra 2011.
Der tales om turnélivet i USA, hvor de bl.a. fester med Vinnie Paul fra Pantera/Damageplan. De er meget åbne om, hvor hårdt det er at turnere så meget og være så meget og langt væk fra familierne. Særligt trommeslageren har det hårdt med at være væk fra familien, og et af filmens gode og hårde øjeblikke er der, hvor han konfronterer resten af bandet med det, og Andreas Kisser fortæller om de ofre, man bringer til torvs som musiker på landevejen. Scott Ian fra Anthrax reflekterer også over, hvor meget tid man reelt tilbringer sammen med sine bandmedlemmer, og at det pres ofte er årsagen til, at bands går fra hinanden. Det sker da også med trommeslager Jean Dolabella fra Sepultura, der kort efter turnéen for 'Kairos' tværs over USA forlader bandet.
På den måde illustrerer filmen ganske nøgternt og ærligt, de udfordringer Sepultura har haft siden bruddet med forsanger og bandstifter Max Cavalera i 1996. Samt udfordringen med at fylde pladsen som trommeslager, siden broderen Igor Cavelera forlod bandet 10 år senere i 2006. Med Dolabellas afgang fem år senere introduceres den unge protege Eloy Casagrande, der nu har spillet trommer på seneste to plader, ’The Mediator Between Head and Hands Must Be the Heart’ og ’Machine Messiah’.
Og så åbner filmen sig for alvor ved at gå tilbage til rødderne. Tilbage til den oprindelige leadguitarist Jairo Guedz, der fortæller om den spæde start, hvor han gik med i bandet på den betingelse, at de fyrede den oprindelige forsanger Wagner Lamounier, der derefter dannede Sarcófago, og så måtte Max Cavalera tage mikrofonen, samtidig med at han spillede rytmeguitar. Og hvordan de alle var så unge dengang, hvor der kun var demoer, fanzines og et fuldstændig urealistisk mål om på et tidspunkt at spille i hovedstaden Sao Paulo. Dybdegående interviews med netop Jairo Guedz, Andreas Kisser, der afløste Guedz, Paulo Jr. Og deres venner fra dengang. Den klassiske fortælling om, hvor usle kår og hvor naive drømme de havde. Ingen havde forestillet sig, hvad der skulle ske ganske få år senere. Ikke mindst takket være duoen Andreas Kisser og Max Cavalera og skiftet fra dødsmetal til thrash metal på ’Scizophrenia’ i 1987. Kissers evner som guitarist og komponist hyldes da også i filmen af bl.a. Phil Campbell fra Motörhead og Dave Ellefson fra Megadeth.
Derefter bliver de samlet op af Roadrunner Records, udgiver ’Beneath the Remains’ i 1989, og resten af Sepulturas karriere er velkendt historie, hvor de med især ’Chaos A.D’ fra 1993 og ’Roots’ fra 1996 var så stort et navn, at de bed Metallica og Iron Maiden i haserne rent popularitetsmæssigt. Desværre brød de så med forsangeren og ansigtet udadtil, Max Cavalera, på det værst tænkelige tidspunkt. De havde lige fået det helt store gennembrud.
Dette altødelæggende brud bliver sobert gennemgået i filmen. Andreas Kisser fortæller om den gang, Gloria blev deres manager, inden hun blev kærester med Max Cavalera, hvordan de indspillede ’Arise’ i Morrisound Studios i Florida, ’Arise’-turnéen, der for alvor fik Sepultura på landkortet internationalt, og videre til indspilningerne af ’Chaos A.D’, hvor bandet blev så selvbevidste om deres ophav, at de begyndte at inkorporere traditionelle brasilianske instrumenter i deres sange, samt ikke mindst synge om de udfordringer, der er i Brasilien med politivold, politisk korruption og naturligvis stammekulturerne i regnskovene. En kæmpe udvikling, som Corey Taylor, Lars Ulrich og Scott Ian også kommenterer på.
Men omkring ’Roots’ går det galt. Max Cavalera distancerer sig fra bandet sammen med manager og nu kæreste Gloria. Han rejser i separat bus og markedsføres som den eneste. Bandet mister den interne kemi, der har været omdrejningspunktet for samtlige pladers tilblivelse, og da Glorias kontrakt udløbe,r vil de andre medlemmer, inklusive Max’ bror Igor, ikke genforhandle og forlænge. Bruddet sker på det værst tænkelige tidspunkt, og Sepultura er tvunget til at genfinde sig selv. Fra at have stået på tærsklen til at blive lige så store som Metallica og Slayer til at skulle starte fuldstændig forfra med Derrick Green som ny forsanger, som end ikke pladeselskabet brød sig om.
For Sepultura var det derfor op ad bakke med alt og alle. Fans. Pladeselskab. Medier. Alle. Derrick Green og Sepultura skulle i den grad genvinde alles tillid, og i 10 år kæmpede de med plader og turnéer. Det endte med at slide trommeslager Igor Cavalera op, så han forlod bandet i 2006, og dermed er Cavalera-brødrene fortid i Sepultura. Noget, der i den grad bliver reflekteret over af Andreas Kisser og Paulo Jr. i filmen. Hele perioden op til det første brud med Max og den efterfølgende periode fortælles nøgternt og med masser af detaljer, klip fra dengang og interviews med manageren, der tog over efter Gloria.
Trods udskiftninger og dalende popularitet kæmper Sepultura videre. Andreas Kisser, Paulo Jr. og Derrick Green har hårdnakket stået ved sig selv og deres overbevisning i årtier ,og den stålsatte vilje skinner igennem i dokumentaren. Filmen fortæller Sepulturas version af begyndelsen, berømmelsen, bruddet og kampen for at komme tilbage på scenen. ’Endurance’ er absolut værd at se, hvis man er bare det mindste interesseret i Sepultura. Det hele foregår på deres modersmål, hvilket kun bidrager til den autenticitet, som filmen oser af. Desværre mangler Max og Igor Cavalera. Det er lidt en amputeret oplevelse, når to så vigtige brikker har nægtet at deltage i filmen. De har sågar forsøgt at spænde ben for filmen ved at kræve, at musik fra Max’ periode i bandet ikke er med. Det lykkedes heldigvis ikke. Andreas Kissers fortælling om bruddet er også så afbalanceret, at man faktisk har svært ved at forestille sig, hvordan der kunne laves noget drama ud af de udtalelser.
Denne anmelder har et svagt hjerte for dokumentarer, der kommer helt ind under huden på bands. Der findes nogle gode af slagsen med eksempelvis Cannibal Corpse, At the Gates, Iron Maiden og naturligvis Metallicas ’Some Kind of Monster’, der hver især på godt og ondt frem- og udstiller et band helt fra begyndelsen og frem til tidspunktet for filmens tilblivelse. Sepulturas ’Endurance’ er en glimrende dokumentar, der skildrer historien og de skelsættende begivenheder. Hvor er det en skam, at Max og Igor ikke har medvirket. Det havde givet filmen en ekstra dimension og sendt filmen på raketfart op gennem karakterskalaen. Som ’Endurance’ er nu, så er det 100 minutters god Sepultura-historie, man bestemt ikke bør snyde sig selv for. Hermed anbefalet!
Filmen vises i Cinemateket i København lørdag d. 15. september kl. 21.45.