Majestætiske Motorpsycho
Updated
Det er ikke kun på plade, at trioen fra Trondheim imponerer. I sidste uges nummer af HeavyJam anmeldte vi lidt forsinket denne Trondheim-trios tolvte studieudspil, "Little Lucid Moments", og det var i forbindelse med denne udgivelse, at en fem ugers turné gennem Europa denne søndag aften endelig havde fundet vejen frem til Københavns Lille Vega, hvor turnéens sidste koncert skulle blive en dejlig fucker af en velspillet maratonseance.
Den let progressive "Serpentine" lagde aftenen for, og med dens noget bløde melodiske stil virkede det som en perfekt start for et sommerophedet publikum.
Publikum skrålede entusiastisk med på omkvædet af en perfekt fremført "Demon Box"-hittet, "Nothing to Say", men det var som om forsamlingen af nordmænd og danske fans ikke var i det storslåede hjørne denne aften, og der fandt en underlig udvandring sted, da der efter halvanden times tid for første gang denne aften blev pejlet ind på det nyeste materiale i skikkelse af balladen, "Year Zero (a damage report)". Således blev en kun trekvartfuld sal blev groft reduceret. Bevares, uret havde slået tolv, og en ny uge var i realiteten begyndt, men hvem kan og gider dog forblive i virkeligheden, når forstærkerne er SÅ rødglødende?
[img]http://heavyjam.dk/img/2335-t.jpg[/img]Fred være med det. Vi der blev, fik næsten en time mere af oprigtig livsfuld spilleglæde, da der kort tid efter blev tunet ind på første ekstranummer, den tyve minutter lange "Lucid Little Moments". Den nyligt motorpsykotiske ansatte troldemand på tønderne, Kenneth Kapstad, forenede her jazzinspirerede rytmer med progressive Phil Collins håndled, som i samspil med de motorpsykotiske veteraner, Hans Magnus Ryans støjende guitar og Bent Sæthers markante bassgange, udtrykker en perfekt form for kontrolleret rastløshed.
Motorpsychos styrke på en scene registreres dog ikke udelukkende på de indbyrdes fortrinligheder instrumenterne imellem, men kommer i høj grad også til udtryk via bandets elastiske bagkatalog. De tolv studiealbums samt de adskillige ep'er og b-sider har væsensforskelle, som gør, at sangene - når de bliver opført live og sporadisk fra en næsten tyve år lang karriere - belyser og fremhæver respektive egenskaber hos hver Motorpsycho-epoke. I Lille Vega blev der vekselvirket så meget mellem genrerne, at man ikke kunne undgå at finde sætlistens tre timers lange dagsorden konstant forfriskende.
Den let progressive "Serpentine" lagde aftenen for, og med dens noget bløde melodiske stil virkede det som en perfekt start for et sommerophedet publikum.
Publikum skrålede entusiastisk med på omkvædet af en perfekt fremført "Demon Box"-hittet, "Nothing to Say", men det var som om forsamlingen af nordmænd og danske fans ikke var i det storslåede hjørne denne aften, og der fandt en underlig udvandring sted, da der efter halvanden times tid for første gang denne aften blev pejlet ind på det nyeste materiale i skikkelse af balladen, "Year Zero (a damage report)". Således blev en kun trekvartfuld sal blev groft reduceret. Bevares, uret havde slået tolv, og en ny uge var i realiteten begyndt, men hvem kan og gider dog forblive i virkeligheden, når forstærkerne er SÅ rødglødende?
[img]http://heavyjam.dk/img/2335-t.jpg[/img]Fred være med det. Vi der blev, fik næsten en time mere af oprigtig livsfuld spilleglæde, da der kort tid efter blev tunet ind på første ekstranummer, den tyve minutter lange "Lucid Little Moments". Den nyligt motorpsykotiske ansatte troldemand på tønderne, Kenneth Kapstad, forenede her jazzinspirerede rytmer med progressive Phil Collins håndled, som i samspil med de motorpsykotiske veteraner, Hans Magnus Ryans støjende guitar og Bent Sæthers markante bassgange, udtrykker en perfekt form for kontrolleret rastløshed.
Motorpsychos styrke på en scene registreres dog ikke udelukkende på de indbyrdes fortrinligheder instrumenterne imellem, men kommer i høj grad også til udtryk via bandets elastiske bagkatalog. De tolv studiealbums samt de adskillige ep'er og b-sider har væsensforskelle, som gør, at sangene - når de bliver opført live og sporadisk fra en næsten tyve år lang karriere - belyser og fremhæver respektive egenskaber hos hver Motorpsycho-epoke. I Lille Vega blev der vekselvirket så meget mellem genrerne, at man ikke kunne undgå at finde sætlistens tre timers lange dagsorden konstant forfriskende.
