Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metallica vælter Preussen

Populær
Updated
Metallica vælter Preussen
En del af Mathias Nielsens sommerferie gik bl.a til Tyskland og fire af Metallicas turnéstop. Efter ”koncerten med verdens dårligste lyd” i Parken for tre uger siden, havde undertegnede sat forventningerne ekstra højt op til Metallicas forventede triumftog gennem det lange nakkehårs hjemland, Tyskland.

Metallica varslede denne gang fire (!) koncerter i Tyskland. Men nu er Tyskland jo immervæk et af Europas største og mest centrale lande, og når "St. Anger" albummet samme sted så gik hen og lå nummer 1 på hitlisten i hele seks uger (i DK var det vist kun i én uge, inden Helmut Lottis "Greatest Hits" slog den væk), så er det vel nok bevis nok for, at Metallica har en pænt stor fanskare i tyskernes land.

Opvarmningsbandene var de samme som i København (Slipknot og Lostprophets), dvs. svenske In Flames åbnede i stedet for Lostprophets på det sidste show i Bremen.


Maskebal og tabte profeter

Selvom tyskerne tog bedre imod Lostprophets end danskerne gjorde, så lignede de under alle koncerterne et band, der var ved at være godt trætte af rollen som ”lortebandet der bare skal overstås” før Slipknot og Metallica. Men når man er vant til at spille for fuldt hus og savlende fans på den anden side af Nordsøen, så er der vel ikke noget at sige til, at man får hjemve efter at have spillet ti koncerter foran gabende, ligeglade tyskere og nordboer. Men det lykkedes da for Lostprophets at få noget, der lignede et bifald ud af publikum.

Derimod må man nok efterhånden erkende, at Slipknot har fundet sig meget godt til rette mellem Metallica og Lostprophets. På trods af, at bandet stadig sidder lidt fast idet de spiller præcis det samme sæt hver eneste aften, så lød de på alle punkter bedre sammenspillede end i Parken. Uden overdrivelse, var ca. 40 % af de, der befandt sig i front-pitten, Slipknots fans ("Maggots"), og det er en speciel ting at se så mange fans der mestendels kommer for opvarmningsbandets skyld, når det er Metallica der spiller. Slipknot satte - under hver eneste af de fire koncerter i Tyskland – voldsomt gang i mosh-pitten foran og i ”open-air” uden ekko lyder Slipknot altså hundrede gange bedre, selvom der stadigvæk var en hel del instrumenter at råde bod på.

Ved det sidste af de fire shows, havde In Flames overtaget Lostprophets’ plads som det første opvarmningsband. Det var i særdeleshed rart med lidt nyt på spisesedlen, efter at de udbrændte Lostprophets havde åbnet ballet de andre aftener.
Alligevel var det ikke helt toppen, for In Flames kæmpede voldsomt med lyden under deres sæt. I starten var det ret svært overhovedet at kende sangene fra hinanden. Men det var helt tydeligt, at In Flames ville have været et langt bedre og mere oplagt valg frem for Lostprophets som åbner for Metallica/Slipknot… Publikum var langt mere med end de var under Lostprophets, og der blev headbanget i takt til "Only For The Weak" og alle de andre – efterhånden klassikere – der blev luftet i det 45 minutter lange sæt. Så det var til at leve med lydproblemerne.


Metallica über alles?

Når man nu havde fået bevist under Slipknots sæt, at der altså var kanon lyd på det åbne stadion i Ludwigshafen – og at der oven i købet var 30 grader varmt (!), hvem ville så ikke have regnet med, at Metallica kørte den hjem denne sommeraften?
Der blev til en hvis grad også spillet til den store guldmedalje denne aften. Nogenlunde samme sætliste som i Parken, bortset fra at "I Disappear" var skiftet ud med "No Leaf Clover" og "The Wait" var blevet kongeligt erstattet af "Jump In The Fire". Det lettere forfaldne stadion i Ludwigshafen var måske bare ikke de bedste omgivelser man kunne tænke sig…

Dét blev der til gengæld rettet op på to dage senere, da Ebbe Sands hjemmebane - og værtssted for den nylig overståede Champions League-finale - Arena auf Schalke blev indtaget. Et enormt stadion, endog med tag på! Ved samme lejlighed blev det bevist, at det ikke var pga. taget i Parken, at lyden var elendig, for mage til Arena auf Schalkes perfekte omgivelser og lydforhold skal man lede længe efter!

Der var især også ekstra fut under Slipknot denne aften og da Metallica satte trumf på og spillede sig igennem et perfekt sammensat sæt, var det næsten ikke til at begribe. Det var til at leve med den noget kedelige "I Disappear" når vi til gengæld fik "Metal Militia" (!!!) lige før den nye showafslutter "Seek And Destroy". Lars Ulrich var i øvrigt uhyre velspillende denne aften. Kun mangelen på "For Whom The Bell Tolls" og inklusionen af "I Disappear" holder denne koncert fra at være til et klokkerent 666!

"For Whom The Bell Tolls" manglede i Gelsenkirchen. Det gjorde den til gengæld ikke på det abnormt store olympiske stadion i det helt sydlige Tyskland, München. Sjældent bliver man præsenteret for to voldsomme smadder-klassikere, "Damage, Inc." OG "Dyers Eve" på én og samme aften. Det var tilfældet i München, hvor det også var en ekstraordinær fornemmelse at høre hele det olympiske stadion brøle med på "The Memory Remains". Under de to sidste numre inviterede Lars sønniken, Myles (iført høreværn, naturligvis) op ved siden af trommesættet. Han lider ingenlunde af sceneskræk og overtog også farmands ”kasten trommestikker ud til publikum”. Måske ser vi om ti år Myles i bandet ”Mini Metallica”?

Sidste aften på tysker-touren foregik i Bremen på det knap så voldsomme (i forhold til de to foregående) stadion, Weserstadion. Og her var det, det for alvor blev interessant. For i modsætning til de andre aftener, havde Metallica vendt op og ned på alting. Det var en komplet forandret sætliste vi blev præsenteret for. Efter at Ennio Morricones klassiske "Ecstasy of Gold" havde lydt til scenerne fra "The Good, The Bad & The Ugly" var det ikke "Blackened", men derimod "Breadfan" efterfulgt af "Creeping Death"m bandet bragede ud i. Pu-ha for en mavepumpende start!

Resten af sættet var fyldt med godbidder såsom "Leper Messiah", "Fight Fire With Fire" og "Holier Than Thou", for blot at nævne et par stykker. Tyskland-turnéen og den forrygende aften i Bremen afsluttedes af "Blackened" samt Lars Ulrichs ord om, at ”Metallica vender tilbage næste år med et nyt album og en ny turné”.

Afslutningsvis, gælder det vel bare om at understrege, at Metallica stadigvæk kan, og at de bliver MEGET bedre, når koncertoplevelsen ikke ødelægges af dårlig lyd. Og når nu Don Ø tager over 100 kr. ekstra pr. billet i forhold til i alle andre lande (ca. € 50 for en billet i Tyskland, Sverige, Frankrig, Holland m.fl.), burde de fire millioner, han skrabede ind i Parken så ikke kunne anvendes til at forbedre lydforholdene???


[u]Metallica’s sætliste i Ludwigshafen, den 08.06:[/u]

Blackened
Fuel
Sad But True
Welcome Home (Sanitarium)
Wherever I May Roam
Frantic
King Nothing
St. Anger
Creeping Death
Fade To Black
Battery
--------
No Leaf Clover
Nothing Else Matters
Master of Puppets
One
Enter Sandman
--------
Jump In The Fire
Seek And Destroy


[u]Metallica’s sætliste i Gelsenkirchen, den 10.06:[/u]

Blackened
Fuel
The Four Horsemen
Fade To Black
Frantic
Holier Than Thou
I Disappear
St. Anger
Sad But True
Creeping Death
Battery
--------
Wherever I May Roam
Nothing Else Matters
Master of Puppets
One
Enter Sandman
--------
Metal Militia
Seek And Destroy


[u]Metallica’s sætliste i München, den 13.06:[/u]

Blackened
Fuel
For Whom The Bell Tolls
Fade To Black
Frantic
The Memory Remains
Wherever I May Roam
St. Anger
Sad But True
Creeping Death
Damage Inc.
--------
Harvester Of Sorrow
Nothing Else Matters
Master of Puppets
One
Enter Sandman
--------
Dyers Eve
Seek And Destroy


[u]Metallica’s sætliste i Bremen, den 16.06:[/u]

Breadfan
Creeping Death
Wherever I May Roam
Leper Messiah
The Memory Remains
Frantic
Holier Than Thou
No Leaf Clover
Fade To Black
Master of Puppets
Fight Fire With Fire
--------
St. Anger
Nothing Else Matters
Sad But True
One
Enter Sandman
--------
The Wait
Blackened

Kunstner
Dato
04-06-2016
Genre
Karakter
666