Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Søges: Variation

Populær
Updated
Søges: Variation
Opvarmernes smadrede lyd og guitarer stod i kontrast til den efterfølgende toplyd i et The Haunteds rutineprægede show. Slow Death Factory er opkaldt efter en sang fra Illdisposeds roste album "Submit". Kvintetten består da også af 3 medlemmer, der var med til at indspille denne mindeværdige skive: Morten Gilsted, Lasse Bak og Rolf Hansen.

Stilen er én del Illdisposed anno 1995, og som det lød på The Rock denne torsdag aften: en del Crowbar. En stil for voksne mennesker, hvor alt foregår i et tungt tempo, og der er meget langt mellem de hurtigere stykker med fuld trampen i Rolfs stortrommer.

De unge "kids" på metal-scenen vil måske mene det gik for langsomt, men publikum med begyndende ølmave og tyndt hår på toppen nikker straks anerkendende med til musikken. Slow Death Factory er trucker-dødsrock, når det er allerbedst. De har fat i en god stil der.

Desværre blev det hurtigt lidt ensformigt, for når man havde hørt 4 numre, var det hele ligesom hørt. Måske var det lyden, der var lidt fesen og ikke helt optimal. Hvilket især lod sig høre, da The Haunted gik på i fantastisk lyd. En større variation i trommespillet ville nok klæde 'fabrikken' eller flere ting a la rytmeskiftene i "Underdog in Losertown".

Guitardestruktion

Søren K (ex-Barcode) har en hardcore-agtig vokal, der måske ikke lyder som det oplagte valg, set i lyset af de andre medlemmers baggrund, men det basser perfekt til musikken. Han var i det vittige hjørne undervejs med nonne- og bøssejokes, mens guitaristerne stod for lidt kliche-humor, da de gav forklaring på hvorfor der blev skiftet guitarer til sidste nummer (med elendig lyd til følge): de skulle selvfølgelig smadres i ægte rock'n'roll-stil.

Selvom lyden ikke var helt med bandet, og undertegnede klager lidt over ensformighed, så kan følgende link ikke anbefales nok: Slow Death Factory. Her kan gruppens nye album downloades, kvit og frit, og her virker musikken mere varieret og lyden med Tue Madsens kvalitetsstempel er i top. Slow Death Factory har sit eget udtryk, og der skal kun en lille smule held og lidt arbejde med koncerterne, til at det bliver til meget mere end det allerede er.

Rutine på godt og ondt

Som nævnt bragede lyden fra svenske The Haunted fantastisk ud til et feststemt og thrash-metal parat publikum. Især baslyden var fed og godt fremme i lydbilledet, så Jonas Björlers fremragende spil stod frem. Peter Dolving lagde fedt ud, men efter publikumspleaseren "The Medication" synes hans stemme at blive mere og mere slidt. Han gav den dog fuld skrue på bedste vis alligevel og hans vokal er så fed, at lidt rustpletter ikke er altødelæggende.

Der var godt gang i publikum fra start, men som luften var gået lidt af ballonen hos Peter, så syntes den også at gøre det i mængden foran scenen. Det var et godt show, men der blev kørt lidt rutine i den, og som tilfældet var med vores danske helte, der opvarmede, blev det lidt ensformigt i længden.

Rutine er både positivt og negativt. For der var reelt ingen slinger i valser i den instrumentale ende, alt blev fremført fejlfrit, og det er jo fedt. Men det kan også føles som om, der bare bliver kørt "sikkert hjem". Man fik en god oplevelse, men heller ikke en, der vil blive husket længe.

Kunstner
Spillested
Genre
Karakter
3