Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Jazzpunk-sejr i det kommunale

Updated
svintvivler-2022-20-48-1667662151

Den kommunale kulturprotektionisme står som aftenens ubestridte sejrherre, efter fremragende koncerter med avant-jazzede Svin og post-hardcorens hverdagshelte Tvivler.

Kunstner
Titel
+ Svin
Spillested
Dato
04-11-2022
Trackliste
1. Michael Strunge som neoliberal
2. Dagdrømmer
3. Der er for få borgerlige i det her land
4. Mænd, der hader dyr
5. Richard Rorty på klinikken
6. Ex-medlem af menneskeheden
7. Sabotage
8. Vold
9. Almanak
10. Træfælder
11. Jeg bor her jo bare
Fotograf
Mads Ogstrup Nielsen
Forfatter
Karakter
4

Det er ikke ofte vi har besøgt Klein – det spillested, der deler lokaler med kulturhuset og biblioteket Karens Minde i Sydhavnen, men denne aften har Jazz Club Loco alligevel arrangeret dobbeltkoncert.
Både klubbens navn, omgivelserne og de frivillige giver indtryk af noget ganske andet end det, vi skulle opleve denne aften.
For, som Svins trommeslager Thomas Eiler sagde, da vores udsendte efter showet betroede ham, at jazz ikke ligefrem var spidskompetencen, ville “folk, der kan lide jazz, nok heller ikke synes vi spiller det.”
Genrekonventioner kaster vi på porten – det gider vi ikke beskæftige også med. Det gør vi til gengæld med Svin.

svintvivler 2022 5

Spillevrede
Tre mand med varierende grader af skæg og briller indtog den lille, fine scene i mørkt træ og stillede sig op foran det grønne bagtæppe med alskens habengut. Lars Bech Pilgaard i højre side med en godt brugt elguitar og et pedalbræt, der ikke fik lov at holde mange pauser. I venstre side Henrik Pultz Melbye med en saxofon, der var endnu mere baldret end Pilgaards guitar, en synthesizerpult, og et spændende stykke maskineri, vi senere skulle få afsløret var et såkaldt “electronic wind instrument” – eller EWI i daglig tale, men som mest af alt lignede verdens største e-cigaret. Og i midten, manden med allermest skæg, Thomas Eiler, der havde fået lov at låne Tvivlers trommesæt og havde draperet spændende sager, man kunne banke på udover det og placeret en hel sæk fuld af yderligere trommestikker og pakkenelikker til formålet bagved.

Fuld åbenhed: Jeg havde læst min kollegas anmeldelse af Svin, og noteret hans begejstring, men jeg havde ærligt talt ikke lyttet til musikken. For ordet jazz blev nævnt og der stod også noget med funk, og jeg orkede det ikke. Det var både godt og skidt. Skidt, fordi jeg ikke havde hørt det før, hvilket er tåbeligt, men godt, fordi jeg blev så overrasket over trioen, at jeg nærmest ikke kunne samle min underkæbe op fra det nydelige parketgulv på Klein.

Som anmelder skriver man mange noter i løbet af en koncert, og som det moderne menneske jeg er, gør jeg det på min telefon. Når man samtidig insisterer på at stå allerforrest for at få så meget ud af musikken som muligt, kan det sende et uheldigt signal. Jeg troede da også et par gange, at Eilers lynende øjne var sendt i min retning, i den tro, at jeg havde travlt med sms’er. Det gik dog langsomt op for mig, at det vi så blot var en mand, der var så langt inde i sin musik, at determinationen prægede hele hans udtryk, og at det piratagtigt skulende ydre viste hvor meget han elskede det han lavede. Men er du vimmer, han så gal ud.

I skarp kontrast i øvrigt til guitarist Pilgaard, der måske var det gladeste menneske, der nogensinde har spillet guitar på en scene. Svin er dødsensalvorlige om deres musik, men er hamrende ironiske når det kommer til dem selv. Derfor kredsede Eilers scenesnak også om vores evne til at danse, om vi var bange for at kunne lugte bandet, hvis vi kom tættere på og – da de spillede sidste nummer “en fucking banger af en lortesang”.

Det var et rent instrumentalt sæt, og det gik faktisk først op for mig, da vi var to tredjedele igennem. Det var så tight, dronet, forskelligartet og syret, at det slet ikke var en nødvendighed og lige så dygtige som Svin er, lige så DIY-kreative er de. Hvem skulle have vidst, at en dankort er perfekt til at holde en dronende tangent nede, så man kan styre sin synth og sin sax samtidig? Hvem skulle have vidst, at et støbejernsgrydelåg giver en fremragende lyd, når den placeres på gulvtammen? Og hvem skulle have vidst, at man kunne køre en saxofon gennem ligeså mange effektpedaler som en guitar?
Eilers teknik med at skabe bulder ved at slå med trommestikkernes håndtag var også noget, jeg ikke havde lagt mærke til før, og sådan blev koncerten ved.
Jazzfan er jeg ikke. Men Svin-fan blev jeg. Som det tørt blev bemærket, efter det tungeste musikstykke jeg har hørt længe: “Det er så typisk jazz, ikke?”

svintvivler 2022 19

Sur, sortklædt og… smilende?
Vanen tro indtog Morten Clausen den centrale plads på scenen, ligesom vi så sidst vi oplevede Tvivler.  Forrest og i midten sidder han og det giver god mening, for den hårdtarbejdende trommeslager er det perfekte ansigt på Tvivler. Med familien i publikum – udrustet med store høreværn – var den evigt smilende mand endnu mere i stødet end vanligt, og det siger ikke så lidt.
Hvor Thomas Eilers kærlighed til musikken kom til udtryk som ufortyndet vrede er Clausen et kæmpemæssigt smil hver gang han slår (hårdt) i trommerne og som kontrast til det sortklædte image i bandet er det perfekt.
For selvom Tvivler, som altid, er dystert, vrængende og sarkastisk er det samtidig også en perfekt ventil til at komme af med frustrationerne, hvilket denne skribents nu rustne stemmebånd kan skrive under på.
Flankeret af bassist Morten Ogstrup Nielsen i venstre side og Thomas Feltheim i højre, var den instrumentale del af Tvivler helt i fokus. Thomas Burø var igen forvist til bagkanten, hvilket også lader til at passe ham glimrende. Kleins scene var dog til den mindre side, hvilket gjorde det hele lidt mere sammenklemt, men også lod os komme helt tæt på musikken.

Lyden på Klein var generelt i top, omend Tvivler lige skulle spilles til, og der skulle skrues op for både Feltheim og Burø. Men hvis fordommene holder, er jazzentusiaster også lydfanatikere, og så kan man vel også sagtens forvente gode omgivelser. For eksempel var Ogstrups baslinje på ‘Richard Rorty på klinikken’ mesterlig. Både i lyd og udførelse.
Et enkelt større kiks var dog, da Feltheims guitar røg helt ud lige inden allersidste track ‘Jeg bor her jo bare’, der ellers er den klimaktiske afslutning på et hæsblæsende katarsisk show, hvilket desværre fik lidt af gassen til at gå af ballonen.

I pausen inden Tvivler gik på, faldt jeg i snak med en af de frivillige bartendere, der ofte var med til afviklingen af koncerter på stedet, og hun var meget spændt på at høre den sortklædte kvartet. Hun havde lige måttet trække vejret og læse videre, da hun i foromtalen havde set Tvivler tale om, at “vor tid er moden til fascister”, men da hun kunne forvisse sig om, at de også syntes det var en dårlig ting, var hun mere end klar på at lytte.
Det var en fantastisk samtale, ligesom det var skønt at se ud over publikum og både kunne spotte unge mænd med langt hår og skæg iført langærmede bandshirts og  unge kvinder i denim-jumpsuits, men også et guldbrudepar hvor herren var iført pæn skjorte og sixpence og adskillige kvinder i det, vi måske kan kalde “Politiken Plus-segmentet”.
Og alle havde de en fremragende oplevelse med både Svin og Tvivler. Bartenderen var også ganske begejstret efter showets afslutning, og selvom Burø i bedste punkånd havde spyttet på både gulv, loft og bagtæppe, var der ingen sure miner at spore.
Som han også sagde, da Feltheims guitar kom op at køre igen: “Lyder det godt nok? Hvem ved? Vi er bare et punkband”.

Den helt store vinder denne aften, var Klein og det faktum, at vi lever i et land, hvor man kan arrangere punkkoncert på et bibliotek og få pensionsmodne jazzfans og hårde, unge typer til at have en fest sammen for 100 kroner. Lad os fejre det.

Menu