AC/DC uden gnist
Populær
Foran 55.000 festglade mennesker forvandlede rocklegenderne Dyrskuepladsen til party i provinsen, men kun momentvis løftede koncerten sig op på det magiske niveau, takket være den altid fremragende Angus Young.
2. Shoot to Thrill
3. Hell Ain't a Bad Place to Be
4. Back in Black
5. Play Ball
6. Dirty Deeds Done Dirt Cheap
7. Thunderstruck
8. High Voltage
9. Rock 'n' Roll Train
10. Hells Bells
11. Baptism by Fire
12. You Shook Me All Night Long
13. Sin City
14. Shot Down in Flames
15. Have a Drink on Me
16. T.N.T.
17. Whole Lotta Rosie
18. Let There Be Rock
Ekstra:
19. Highway to Hell
20. For Those About to Rock (We Salute You)
For arrangørerne bag Roskilde Festival må det have været en ambivalent oplevelse at se AC/DC på Dyrskuepladsen. Det legendariske band, der kun er to år fra at have eksisteret lige så længe som festivalen, har været øverst på ønskelisten i årevis. Og de er nærmest det eneste ikoniske navn i rockhistorien (af dem, der har eksisteret og været i live samtidig med festivalen), der mangler at spille under den orange teltdug.
Det vil de formodentlig blive ved med. Deres produktion er for stor til Roskilde, fortalte festivalens talsperson Christina Bilde tilbage i december, da onsdagens koncert blev offentliggjort.
Økonomisk kan det heller ikke svare sig, når bandet kan sælge 55.000 billetter på kun to timer. Faktisk omsatte AC/DC for næsten en milliard kroner på en halv dag, da billetterne til de 25 koncerter i Europa over sommeren blev sat simultant til salg til en ens pris på cirka 700 kroner.
Det må lune godt på kistebunden, selvom den må være dyb efter 200 millioner solgte plader på fire årtier.
AC/DC mangler næppe noget. Ligesom de andre giganter i deres liga, McCartney, Springsteen, Stones og Metallica heller ikke gør. Alligevel har alle de andre optrådt på den berømte festival og skrevet sig ind i dens historie.
Men ikke AC/DC. Klodens største rockband går ikke på kompromis. Så det klingede pænt hult, da Brian Johnson efter åbneren ’Rock or Bust’ proklamerede, at det endelig var lykkedes dem at komme til at spille på Roskilde Festival-pladsen.
Et par uger for sent, kunne man jo mene, og desværre uden to af verdens bedste rockmusikere, Malcolm Young og Phil Rudd. Jovist, nevøen Stevie Young og den hårdtslående Chris Slade løfter opgaven glimrende, men fremstod som anonyme skygger ved siden af de to tidligere medlemmer og personligheder.
65-årige Cliff Williams gjorde heller ikke meget væsen af sig. Brian Johnson og Angus Young skiftedes til at stå i rampelyset. Og nok spillede de fem musikere fremragende sammen, men dynamik og nærvær var der ikke meget af imellem dem. Stemme var der heller ikke meget af hos den evigt hæse Johnson, der lidt for ofte tabte både pusten og ordene.
Men de går professionelt til den. De giver den hele armen, Johnson og ikke mindst Young, der under og efter ’Let There Be Rock’ trådte i karakter og demonstrerede, hvorfor han er rockmusikkens mest autentiske inkarnation af bluesens sjæl. Nok fremstod hans hænder svulmende gennem linsen på storskærmen, men magien væltede ud af fingrene, når strengene blev vredet enestående rundt.
Han har selvfølgelig også prøvet det nogle gange før. 14 ud af de 19 numre, de spillede i Horsens for fem år siden, blev gentaget. De svage numre fra ’Black Ice’ var byttet ud med de endnu svagere numre fra ’Rock or Bust’. De fremragende numre ’Sin City’ og ’Have a Drink on Me’ fik vi til gengæld i stedet for klassikerne ’Big Jack’ og ’The Jack’ – sidstnævnte, hvor Angus altid stripper og viser røv. Det slap vi så for denne gang.
AC/DC har et bagkatalog med utallige suveræne sange. Dem får vi aldrig at høre. Vi får aldrig overraskelser serveret. Samme sætliste. Samme show 25 gange i Europa. AC/DC går ikke på kompromis. De serverer showet, så ingen føler sig fremmedgjort blandt de mange publikummer, der skal ud og hygge sig, se giraffen og synge med på ’Thunderstruck’, ’Back in Black’, ’Hells Bells’ og alle de andre kendinge, mens konfetti og fyrværkeri brager løs.
Sådan er forretningen og festen sikret. Det virker. Ølbodene havde svært ved at følge med i gæsternes tørstige tempo. Folket hyggede sig. Utallige branderter væltede rundt. Lyden af sniffende næser summede konstant fra toiletterne. Nogle blev ført ud på en båre, bagateller blev til slagsmål, så andre havde blod sprøjtende ud af ansigtet. Sådan er en koncert med de gamle helte altid en garanti for en særlig atmosfære. Som et party i provinsen, hvor musikken ufortrødent spiller videre.
Momentvis løftede den sig, så ånden var til stede under numre som ’Shot Down in Flames’ og ’High Voltage’. Men de helt store gnister var der langt imellem under de 120 minutter, der bag facaden fremstod som et deja-vu på vej mod en endelig kortslutning.