AC/DC = Formidabel Fest/Forudsigeligt Show

Populær
AC/DC = Formidabel Fest/Forudsigeligt Show

AC/DC fortrinlige koncert i Parken skæmmedes af bøvede publikummer, for mange sange fra ”Black Ice” og Brian Johnsons sørgeligt slidte stemmebånd.

Kunstner
Titel
AC/DC i Parken, fredag den 19. juni, 2009
Spillested
Dato
19-06-2009
Genre
Trackliste
AC/DC’s sætliste i Parken, den 19.06:

1. Rock ’n’ Roll Train
2. Hell Ain’t a Bad Place to Be
3. Back in Black
4. Big Jack
5. Dirty Deeds Done Dirt Cheap
6. Shot Down in Flames
7. Thunderstruck
8. Black Ice
9. The Jack
10. Hells Bells
11. Shoot to Thrill
12. War Machine
13. Dog Eat Dog
14. Anything Goes
15. You Shook Me All Night Long
16. T.N.T.
17. Whole Lotta Rosie
18. Let There Be Rock
(Angus Young guitarsolo)
-------------------
19. Highway to Hell
20. For Those About to Rock (We Salute You)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Takket være en håndfuld forfærdelige koncertoplevelser i Danmarks nationalarena, Parken, havde denne anmelder ikke skruet forventningerne til AC/DCs optræden særlig højt i vejret. Og alle de værste elementer ved en stadionkoncert, var da også præsente, da de evigt festlige lømmelrockere lagde vejen forbi fredag aften.

Deres mavesure udsendte nævner i flæng; forfærdelig ekspedition ved ølhanerne (man havde sat 16 mennesker til at betjene 10.000 publikummer på plænen, og man løb tør for øl?!); fulde ”tilskuere”, der havde travlere med at fotografere sidemanden med mobilen og spille på oppustelig plastikguitar end at følge med i, hvad der foregik på scenen etc. etc.

Ja, man kom i tvivl om, om det var Grøn Koncert eller AC/DC, man var havnet til. Men sorgerne druknede delvist, da den efterhånden meget omtalte, underholdende og underlødige introvideo rullede over scenens lærred klokken kvart i ti.

Et kæmpe tog (med Angus Young som chauffør) rullede pludselig frem fra bagtæppet, og AC/DC tordnede ud i ”Highway to Hell version 3.0”, som de selv kalder ”Rock ’n’ Roll Train”. Jatak.

Bundliderlige leveringer

At en AC/DC-koncert består af lige dele show og lige dele musik, bør ikke overraske, hvis man da har tjekket en af de mange live-dvd’er, d’herrer efterhånden har lagt navn til. Men heldigvis har vi hér ikke at gøre med musikalske dilettanter, der er nødt til at lade show overdøve musik (Kiss, HOST!, Kiss).

Læg hertil de – efter Parkens standard – rigtigt gode akustiske forhold (man havde sat ekstra højtalertårn op midt på plænen, og det hjalp!), hvor hvert eneste af tøndebasker Phil Rudds umenneskeligt præcise punches stod klart og gik lige i ølvommen.

Og så stod man dér, midt på plænen i det 48.000 mand store mylder, og hyldede AC/DCs danske genkomst efter hele 13 år, som udover Rudd, blev holdt sammen Malcolm Young, der unægtelig ligner en, der blev født med en Gibson på maven og bassist Cliff Williams, der ligner en fra Status Quo uden at være det.

Et utroligt højt niveau blev holdt med altid geniale ”Shoot to Thrill” en bundliderlig levering af ”The Jack”, en tidlig ”Back in Black” og aftenens eneste rigtige overraskelse ”Dog Eat Dog”.

Og netop dét var problemet – man havde gættet hver eneste akkord, inden den blev spillet. Men det er jo for helvede, sådan AC/DC altid har fungeret!? Jo, ja, bevares, bevares.

Problemerne

En reel svaghed i australiernes velsmurte futtog, som man bliver nødt til at påpege, var (og er) Brian Johnsons efterhånden sørgeligt slidte stemmebånd, der ganske vist allerede begyndte at skratte ubehageligt for snart ti år siden, men det VAR nu altså ekstra svært at abstrahere fra hans åbenlyse kamp med halsen under især ”Thunderstruck”. Godt, han trods alt stadig har fuldemandscharmen.

Der var også det evigt tilbagevendende problem med ølsalget – man kunne godt glemme at få en eneste dråbe inden for vesten, med mindre man ikke havde noget imod at stå med ryggen til scenen i seks-syv sange… Havde man nu lagt de hele fem (!) sange fra halvkedelige ”Black Ice” oven i hinanden, kunne man have brugt dét hul til ølpause. Men nej, de var flettet ind mellem de andre klassikere undervejs.

Altså, når man kører greatest hits-kavalkaden, er det en gåde, hvordan man kan udelade ”Problem Child” til fordel for overflødigheden ”Big Jack” eller ”Sin City” for ”War Machine” eller ”Anything Goes” for ”Moneytalks” for dén sags skyld.

En anden gåde er, hvad der foregik i hovedet på de koncertgæster, der havde betalt 700 kroner for en billet, rejst hele vejen fra Jylland for så at stå i en vodkabrandert og tage ”stemningsbilleder” med mobilen og sms’e, mens det hele stod på???

Redningen

Men hvad fanden. Alle disse minusser glemte man jo, da Angus Young blev eleveret på et podium i midten af arenaen under – ja, du gættede rigtigt – ”Let There Be Rock”, og påbegyndte en maratonsolo, der vel strakte sig over 10 minutter. Han kunne sgu stadig, den lille mand, selvom håret er ved at forsvinde og selvom skoleuniformen efterhånden sidder løst på den hærgede krop.

Faktum er, at når AC/DC for alvor lagde fra, så fungerede de som manifestationen af nosserne i rock’n’roll, på trods af, at Bon Scott ikke er med os længere, og på trods af sætlistens til tider nærmest pinagtige forudsigelighed.

Nogle gange lignede det en levende dvd, men suverænt spillet og forbandet festligt var det sgu hele vejen igennem!