Anmelder Versus Helte
Populær
Nogle anmeldelser kræver mod, andre behøver undskyldninger, og så er der dem, hvor øjnene må lukkes og svinkeærinder benyttes - Pretty Maids i Amager Bio krævede lidt af det hele. Samt pæne ord!
Pretty Maids!
"Du bliver nødt til at skrive – jeg kan simpelthen ikke give dem en dårlig anmeldelse". Omtrent sådan udtrykte en anden Devilution-skribent sig til denne anmelder midtvejs i Pretty Maids-koncerten torsdag i Amager Bio.
Og så stod man der! For kunne jeg gøre det? Kunne jeg skrive noget ondt om Pretty Maids – bandet der fik mig til at høre heavy metal? Ville det være at betragte som fadermord, blasfemi og måske endda hybris?
Ja, det ville det!
Hvis altså, det var nødvendigt. Men det var det Pretty Maids'skelov ikke efter min ydmyge mening. Bevares, det var ikke fantastisk. Ikke det største nogensinde, men trods den af-og-til manglende respekt omkring Horsens-bandet, er det (i min verden) at betragte som et faktum, at de har kastet masser af solide heavy metal-skæringer ud gennem årene. Og det alene kan sagtens redde en koncert.
At trække på et stærkt bagkatalog
Numre som 'Back to Back' og 'Red, Hot and Heavy', 'Love Games', 'Rodeo' samt adskillige hymner fra dette års stærke 'Pandemonium'-plade var i den grad med til at holde et højt niveau. Selvom ikke alt blev fremført perfekt, vokalen måske var en anelse anstrengt, enkelte soloer ikke sad i skabet og at lyden haltede en anelse - men god rock’n’roll var det nu alligevel.
Samtidig kan man heller ikke krybe udenom, at Pretty Maids altid starter et stykke op af karakterskalaen, fordi de med rynker og alderen i mente, er det hyldest til genren. Fordi de bliver ved, fordi de tror på deres musik og tro mod dem selv, og ikke mindst fordi de har kæmpet og holdt sig oven vande trods talrige nedture – årets fighterpræmie går igen til Hammer, Atkins og co.
Og mens jeg stadig prøver at skrive mig vej ud af, at denne koncert heller ikke fortjener topbedømmelsen, vil jeg straks skifte spor, og i stedet rose den seneste og fornævnte plade. Godt nok udstiller de numre fra den skive, at bandet har haft svært ved at holde standarden højt i alle årene siden de glade firsere, men omvendt er det en succes for dem, at har mulighed for krydderi på sætlisten med en håndfuld sange, der ikke alene fungerer som fyld indtil klassikerne fra plader som 'Red, Hot and Heavy' og 'Future World'.
Sidst til det første
Alene om at larme var Pretty Maids i øvrigt ikke, og derfor falder der også et par ord om Freak Kitchen, den småfjollede svenske trio, der aldrig helt er slået igennem, men som absolut er værd at bruge koncerttid på.
Forsanger og Guitarist Matthias Eklundh er i sig selv en oplevelse, selv når han holder sig fra det musikalske. Lige tilpas overgearet og med en smule showmandship, krydret med dansk/svensk og tåbelige udsagn, stod han bag storartet underholdning i pauserne – han svinger i øvrigt også øksen aldeles fremragende, og synger udmærket. Lidt afhængigt af hvilken type sanger man foretrækker, kan bassist Christer Örtefors dog godt beskyldes for at varetage den post bedre i bandet, uanset om han lægger baggrundsvokal på eller er helt i front (jeg hælder i hvert fald til hans mere storladne stemme).
De får det hele med
Hvis det skal beskrives for ikke-kendere, befinder sig Freak Kitchen sig et sted i heavy metalgenren, men med progressive, funkede og/eller melodiske tiltag fra hard rocken, såvel som meget hårde staccato-riffs – det svinger dog meget mellem, alt efter hvilket nummer, de lige sparker røv med. Det betyder selvfølgelig variation, men måske også lidt forvirringen. Koncerten i Amager Bio blev i hvert fald underligt fragmenteret og usammenhængende, selvom Matthias Eklundhs galskab kunne binde en del sammen, mellem numrene.
Dog er det flueknepperi (eller hvad det nu hedder), og vigtigst af alt, så leverede Freak Kitchen en musikalsk og teknisk pragtpræstation, og man kan dårligt beskylde dem for manglende vilje og nærvær, trods de hæsblæsende strenge og trommestiks-udfoldelser.