Coke, brandert og ballonfest på Enghavevej
Populær
En veloplagt Rob Zombie og hans band fik Store Vega til at slippe bryster og balloner fri i halvanden times metallisk halbal i det muntre horrorland.
Stående med sine lange lokker og nittebeklædte ben med det ene på monitoren løfter han sin mægtige frynsede arm helt op og peger determineret i fuldt tilbagelænet udstrækning mod den proppede balkon. Som om han bare ved det. “You're my flasher for the evening”, signalerer han implicit. En blond dame løfter op i sine sorte top og lader sommerens mest omtalte kropsdele være til frit skue.
Vi er kun halvvejs inde i første nummer 'Teenage Nosferatu Pussy'. Rob Zombie er motherfucking på, som han selv ville sige. Det ringede derfor ikke helt hult, da han efterfølgende spurgte, om vi var klar til et ordentligt rockshow? Det var det velbesøgte Store Vega med på. Og det var det, vi fik. På en måde.
Hey Ho, Let's Go!
Denne anmelders forhold til zombiens musik er et svagt minde fra fortiden, som med garanti var helt forsvundet, hvis ikke han også havde lavet en række horrorfilm. Blandt andre 'House of a 1000 Dead Corpses' og 'The Devil's Reject'. Seje titler. Det forstår han. Knap så mindeværdigt indhold. Ligeså er det med musikken. Metal fra en æra, hvor navnlig Static-X, Powerman 5000 og Marilyn Manson var på deres højeste.
Det var mildest talt pinagtigt, da Zombie godt nok introducerede sit forrige band White Zombies hit 'Thunder Kiss '65' ved at fortælle, at vi nu ville få en meget lang version af et nummer, men øhh... hvad skete der? Først en forventet lang åbning, for det er nummeret skabt til. Men det holder ikke til, at man spiller hele The Ramones' 'Blitzkrieg Bop' og noget, der lød som starten på 'Pretty Woman', midt inde i det hele. Frygteligt billige tricks og lemfældig omgang med det måske bedste nummer, som Rob selv har været med til at lave.
Javist var det festligt. Publikum elskede Zombie. Han kunne ikke gøre noget forkert. Han kunne få alle til at råbe “Rob, motherfucker”, når han villle. Det kan han godt lide. For han er en mand, der elsker sig selv. Men tilsyneladende ikke sin egen musik – udover de øvrige hits 'Dragula', 'Superbeast' og 'More Human Than Human' (White Zombie). Der blev derfor spillet rigtig mange covernumre. James Browns 'Get Up (I Feel Like Being a) Sex Machine' var vel på sin plads, men en bundskraber, når man også er nødt til at hive 'Enter Sandman' frem. Omend kun starten, så var baren straks fuld igen.
Solo på miniguitar
“Han lugtede virkelig meget,” fortalte fotografen. “Måske graver han sit tøj ned, eller også er det håret?” lød en mulig forklaring. Eftersom Rob Zombie skiftede overtøj mellem hvert nummer, så må stanken falde tilbage på håret og givetvis også hans dårlige samvittighed over at have afblæst sit interview med Devilution tidligere på dagen, blot en time før det skulle finde sted. Uden nogen grund. Sygdom var det næppe, som han hoppede og sparkede på scenen.
Lige så energiske og på var bandet, hvor især den kappeklædte og two-face-malede guitarist John Five, kendt fra Marilyn Manson og The David Lee Roth Band, var i overmåde godt spillehumør. Så meget, at han gav en solo alene på scenen. Da han havde liret et stykke tid uden retning, kom Rob Zombie tilbage med en lille miniguitar til ham. Som han på imponerende vis vred et fedt tungt riff ud af.
I samme øjeblik kom en dværg gående forbi med en drink og et overlegent stort “FUCK OFF” skrevet på ryggen. Alt imens det hele stadig væltede rundt i kæmpeballoner i alle regnbuens farver, sluppet løs tidligere i showet under 'Sick Bubblegum'. Horror og disko(teks)fest på et gulv af metal.
Ingen ild
Sceneudsmykningen var barberet ned til et stort bagtæppe med King Kong. Koncerten havde modsat Vegas omtale intet spor over sig af “forestilling” eller "pyroteknik", som han ellers er kendt for. Dog rammer “totaloplevelse” måske nogenlunde, afhængig af ens egen fantasi.
"Jeg kom ud uforløst," fortalte en ældre, skuffet fyr i en psykedelisk Blues Pills t-shirt til fotografen, lige efter showet var slut. Han var fan af Rob Zombie, men denne gang en af de få utilfredse. Tilsyneladende havde det heller ikke hjulpet, at han måtte balancere mellem en ordentlig alkohol og cokebrandert gennem hele koncerten. "Først sejler man, og så er du bare helt strammet op og alt for skarp til at lade dig rive med," forklarede han. Og demonstrerede med stor indlevelse, hvordan han symptomatisk for aftenen havde kæmpet med at finde sin stabilitet.
Musikken til trods er Rob Zombie en crowdpleaser med sikre kort på lommen. De store balloner kom igen og igen op på scenen, hvor han endda flere gange brillerede med at balancere en af dem på sin finger.
“Skriv, at det var højdepunktet for koncerten,” bemærkede fotografen. Det var det.