Copenhell 23: Hellraiser-boogie i festens navn
Populær
Billy F Gibbons er ånden i ZZ Top, og det lod sig slet skjule i denne times sonderinger af den rustne white-man-blues, han selv lagde grunden til for et halvt århundrede tilbage.
2. More-More-More
3. Rollin' and Tumblin' (stand.)
4. Beerdrinkers & Hellraisers (ZZ Top)
5. Gimme All Your Lovin (ZZ Top)
6. X
7. X
8. Thunderbird (ZZ Top)
9. Sharp Dressed Man (ZZ Top)
10. Brown Sugar (ZZ Top)
11. Tube Snake Boogie (ZZ Top)
12. La Grange (ZZ Top)
Selvom 'Gimme All Your Lovin' og 'Sharp Dressed Man' var fast inventar i MTV-rotationen, og der viste sig et par af deres ikoniske bandbilleder med matchende skæg og store hot rods i klistermærke-form i barndommens tyggegummi-pakker, så skulle der dog gå mange år, før jeg for første og eneste gang fik set det der lille, gamle band fra Texas. Mere præcist Sweden Rock 2019, mens trioen fortsat var intakt hele vejen siden den passende betitlede 'ZZ Top's First Album' så dagens lys i 1971.
En bedrift i sig selv, ikke mindst i lyset af det radikale fokus på deres image, der for alvor tog fart ved udgivelsen af 'Eliminator'-pladen i 1983.Selvom synthen blev mere gennemtrængende over en årrække, så er deres dedikation til den klassiske blues-tradition dog forblevet intakt. Det er da naturligvis også samme eftersmag, Gibbons efterlader her på egen hånd i dag. Desværre uden at præsentere sine såkaldte BFG's, men det skal dog ikke underminere den energi, de i fællesskab gengav et mindre udpluk af ZZ Top-klassikerne med her på Helviti.
I matchende, sandfarvede kedeldragter og pastelblå spader indtog de scenen til en højtunet udgave af 'Got Me Under Pressure', og det tog ikke mange minutter at konstatere, at trommeslageren havde større baggrund i hard rockens end i shufflens kunst. Et aftryk, der gennemgående gjorde koncerten til en mere direkte og hårdtslående en af slagsen end den, jeg oplevede på Sweden Rock, gudskelov uden at stjæle noget fra det klassiske ZZ Top-feel.
Der gøres da absolut heller intet ud af at nævne dem undervejs, eller i det hele taget tale til publikum – men Gibbons har nu heller aldrig været den store kommunikator. Han taler igennem sine strenge, og det samme gør sig gældende i dag, hvor hans største udfordring i virkeligheden er netop det, at hans stemme ikke gør det store væsen af sig. Ikke blot holder han sig fra at henvende sig andet end meget kortvarigt til sit publikum, men vokalen er også lagt så lavt, at den ofte drukner i mixet. Det tager lidt fra hitparadens sing-along-kvaliteter, men omvendt tager det så intet fra det blues'ede feel, der stadig bløder ud af Gibbons' fingre.
Stærkest stod frontmanden selv i soli-øjeblikke som monster-hittet 'Gimme All Your Lovin' og den overlegent indfølte 'La Grange', men selvom Gibbons er det indlysende trækplaster, så er det dog helheden, der får det til at spille så meget, som det gør her i aften. Bassisten er måske lidt anonym i tonen, men han får dog demonstreret, at han også godt kan matche den andenstemme, som hans forgænger stod for de foregående 50 år, ikke mindst i et gyngende sejt take på 'Tres Hombres'-klassikeren 'Beerdrinkers & Hellraisers'. 'Sharp Dressed Man' får vi ligeledes i en tungere version, mens 'Tube Snake Boogie' får os tilbage på det mere hyggeligt støvede Texas-spor sent i sættet.
At negligere kvaliteterne ved en Billy F Gibbons-koncert som denne svarer til at negligere bluesens rødder. Det kan godt være, at vokalen kunne have stået skarpere, men fokuset var som det alle dage har været i ZZ Top, powertrio-formatet og den loyalt, støvede sans for den hårde boogie-rock. Intet backing track, ingen visuals, og i det hele taget meget lidt til at aflede os fra de tre musikere, der alle kan sit kram. Det skulle da lige være en lige lovligt rå lyd, når Gibbons momentvis trækker de mere delikate bends ud af fingerspidserne.
Så små sko skal vi dog ikke gå i, og omvendt er der nu også noget forfriskende herligt over at se, at en 73-årig legendarisk guitarist stadig har så meget jordforbindelse, at der også efterlades plads til mere vittige øjeblikke – som, da han fx midt i 'Sharp Dressed Man'-soloen vender sin guitar på hovedet og demonstrerer det store ”ØL”-klistermærke på bagsiden.
Vi er et væld af øldrikkere og Hellraisere herude, og hvis ikke alene for hans historiske bidrag til bluesrockens traditioner, så var denne blot endnu en vidunderlig bekræftelse på, hvor stærkt Gibbons stadig ånder for de bekymringsfrie glæder i livet, såsom at give os oplevelsen af at stå og høre en times ZZ Top-klassikere med en fadøl i hånden – så behøver vi heller ikke være mere krævende.