RF'14: Narcissistisk svinetrip

Populær
RF'14: Narcissistisk svinetrip

En på alle måder meningsløs og ubehagelig klaustrofobisk koncertoplevelse

Kunstner
Dato
04-07-2014
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
1

Amerikanske Black Pus alias trommeslageren Brian Chippendale (Lightning Bolt) stod for festivalens hidtil mest bizarre indslag: et énmands-hvirvelvindssæt af intenst trommeslageri, elektroniske pedaler og en forvrænget vokal. Fredag aften på intimscenen Gloria. Manden iført en mystisk maske med inspiration fra mexikanske wrestlere. Og inde bag den...  tjaaaeh, den lader vi lige psykiatrien vurdere. 

Musikken? Syret støjrock-smadder med freejazz-elementer, så langt ude og grænsesøgende avantgardistisk, som det vist kan blive ... !?

På sin vis helt udenfor kategori, og kun for de allermest forrykte.

Nysgerigheden og anmelderhvervet trak undertegnede til, men at stå inde i det hjernesmaskende støjinferno i Glorias mørke. mens aftensolen bagte, og fredagsfesten blev kørt i stilling udenfor, virkede decideret meningsløst. En på alle måder ubehagelig klaustrofobisk koncertoplevelse.

Det grænsesøgende er ikke i sig selv en kvalitet – og ikke nødvendigvis næring til fælesskabsfølelsen. Allermest stod Black Pus for et narcissistisk svinetrip, som blev alt sværere at kapere, når man samtidig ihukommer alt det, Roskilde Festival IKKE har haft øjnene op for i årets udbud. Bands, som kan samle, glæde og forene. Modsat Black Pus' nihilistiske humørdræbende støjæstetik.

Jeg blev hverken ansporet, provokeret eller bevidsthedsudfordret af dette Black Pus. Det var bare en ren elendighed, og den kan ligesom sagtens vente til på mandag.

Den ene stjerne er for den mystiske multimands, trods alt, respektindgydende og hyperintense simultanarbejde ved gryder, pedaler og mikrofon.