Når også det næstbedste er verdensklasse

Populær
Når også det næstbedste er verdensklasse

Med en koncertåbning af en anden verden blæste Black Star Riders al tvivl af banen søndag aften i Amager  Bio i noget, der nærmer sig årets koncert.

Spillested
Dato
17-11-2013
Trackliste
1. All Hell Breaks Loose
2. Are You Ready
3. Bloodshot
4. Bad Reputation
5. Before The War
6. Jailbreak
7. Hoodoo Voodoo
8. Massacre
9. Kingdom Of The Lost
10. Hey Judas
11. Southbound
12. Kissin' The Ground
13. Valley Of The Stones
14. Emerald
15. Bound For Glory
16. Cowboy Song
17. Boys Are Back In Town

Ekstra:
18. Whiskey In The Jar
19. Rosalie (Cowgirl's Song)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Tvivlen er kommet Black Star Riders til gode. Og selv ryddede Thin Lizzys flabede lillebror al tvivl til side med en af de mere heftige, hæsblæsende og overbevisende koncertåbninger i mange år. Fire højenergiske hardrockere på stribe lagde det band, der egentlig var Thin Lizzy for blot et år siden, fra land med. Og uhyre effektivt. Helt fremme og ud over scenekanten fra første sekund, og så var stilen lagt.

Black Star Riders var kommet for at erobre nyt land. Og gjorde det - med den legende og flabede selvfølgelighed, som Thin Lizzy også optrådte med i Phil Lynotts tid.

BSR kom for at rocke og for at feste med os. Feste igennem. Og ja, når man kun har ét album på bagen, som kun i enkelte momenter tangerer Thin Lizzys bedste, så skal man være skarp, når man hakker sætlisten til.

Og med den start måtte kadencen falde lidt undervejs. Og det gjorde den desværre ved BSR's egne numre. Men kun enkelte af dem. Koncertens femte nummer, 'Before The War', var et sådant. Men det var var så her, sætlistesnedkeren havde været ultraskarp. For han havde da bare lige lagt 'Jailbreak' lige i røven, og så var gildet helt oppe at ringe igen.

Vi kunne ikke undgå 'Jailbreak' og 'The Boys Are Back In Town', men heldigvis var der ikke mange flere af de nærmest uundgåelige Lizzy-klassikere, som vi har hørt alt for meget. I stedet fik vi eminente og højpotente genhør med 'Bad Reputation' (JA!) 'Massacre' (JA x 2!!!), en fin levering af 'Southbound', en fed 'Cowboy Song' og en meget meget stærk og nærværende 'Whiskey In The Jar'.

Men Lizzy-numrene var ikke højdepunkterne. Det var derimod de skarpeste skæringer fra BSR's egne hænder: 'Hey Judas', 'Kingdom Of The Lost' og en fantastisk, forrygende fest i 'Bound For Glory', som om noget er dét BSR-nummer, som til enhver tid vil kunne optimere ethvert af de klassiske Thin Lizzy-album.

Sanger Ricky Warwick er ingen Phil Lynott. Det er ingen, selvsagt. Men den vilde knægt fra Belfast er noget nær det tætteste, vi kommer. Fordi han er en potent gadedreng. Fordi han har et fantastisk tag i publikum. Og fordi han tekstmæssigt nærmer sig mesteren temmelig fint. Lyt især til dobbelttydighederne på 'Hey Judas'.

Damon Johnson er ingen Brian Robertson. Men han er eddermaneme tæt på. Meget, meget tæt på. Og meget tæt på at være den bedste leadguitarist, Lizzy har haft både under og efter Lynott.

Scott Gorham er til gengæld Scott Gorham. THE sideman over dem alle. Men ikke kun det - også en yderst kapabel leadguitarist i sit eget navn.

Marco Mendoza er ikke en bassist som Lynott, selv om han virkelig gør, hvad han kan for at nærme sig de basløb, som Lynott perfektionerede. Teknisk set er Mendoza klasser over Lynott, men han mangler både lyden og feelingen. Men det skal ikke ligge ham til last.

Jimmy DeGrasso er ikke og bliver aldrig Brian Downey, og på en eller anden måde er hans trommespil det eneste forkerte ved BSR. Fordi det ikke er Brian Downeys trommespil. Grasso giver den gas, er sikkerheden selv, men hvor ville det klæde bandet, hvis han udviklede sit spil hen i retning af at kunne skabe det groove, som Mesteren af den Sejeste Shuffle, Mister Brian Downey, var og er eksponent for.

Søndag aften fik vi det næstbedste. Men det næstbedste var i høj grad også verdensklasse. Nu skal Black Star Riders bare spille og turnere videre for fulde hammer, lære hinanden endnu bedre at kende, og så, kære venner, er den der lige pludselig.

Oplægget fik vi søndag. Med dén helt forrygende koncertstart og de tre højdepunkter, som var bandets egne numre, så er årets hard rock-åbenbaring mere end godt på vej. Det er godt nu. Det bliver endnu bedre.