Bluesmaestroens brave kamp
Populær
Trods et apatisk publikum hev boogierock-kongen George Thorogood alligevel en arbejdssejr hjem i Amager Bio.
Dér stod man, en torsdag aften i Amager Bio. Klar til at blive kørt ned af George Thorogoods slide-guitartog. Klar til liderlig boogie med fra den hvide bluesmand og hans band The Destroyers. Og hvis du undrer dig over, at George får spalteplads i dette zine, burde du også undre dig over, at AC/DC gør…
I slutningen af 70’erne ledte Delaware-lømlen blues-revival-bølge nummer rigtig mange, og det gjorde han med en slide-beklædt fuckfinger, der fik post-punkens hårde negle til at hoppe med på vognen.
Thoro-hvem?
Du har jo set Terminator 2, så du kender ”Bad to the Bone”, som figurerer i en vis barscene, men det er Thorogoods selvbetitlede debutalbum fra 1977, der er hans sande genistreg. Balstyrisk blues, som man burde få smæk med en kvægstok for ikke at eje.
Og når en koncert indeholder tre sange fra dén plade, kan det umuligt gået galt. Om det så er den Bo Diddley’ske ”Ride on Josephine”, maratonudgaven af John Lee Hookers bibelske ”One Bourbon, One Scotch, One Beer” eller soundtracket til at blive kastet ud af baren med hovedet først, ”Madison Blues”.
George Thorogood spiller i sandhed festrock, hvad atter en bibelsk betitlet alkoholikerhymne ”I Drink Alone”s titel alene understreger, og derfor var det ret frustrerende, at det, der skulle have været en summende brandert af en koncert, lidt for ofte føltes som en karklud i fjæset.
Takket være et apatisk publikum, der hverken fangede Georges jokes eller levede med, når han jokkede ud på scenekanten for at få en reaktion, stod man konstant og krummede tæerne en smule.
Bluesmaestroen måtte kæmpe en brav kamp, men han vandt den. Især når hans spillelyst overskyggede det frustrerende apatiske publikum, som i den whiskeyskæve fortolkning af Hank Williams’ ”Move It on Over” eller den morsomme taberhymne ”Get a Haircut”.
Men man forlod alligevel Amager Bio med en tilfreds fornemmelse, snarere end en overvældet. Desværre.