Brasilianske thrashmestre

Brasilianske thrashmestre

Sepultura understregede med en overbevisende koncert, at de har lavet nogle af thrash-genrens bedste sange.

Kunstner
Dato
07-06-2012
Genre
Trackliste
1. Dark Wood of Error
2. Refuse/Resist
3. Kairos
4. Relentless
5. Dead Embryonic Cells
6. Convicted in Life
7. Dialog
8. Attitude
9. What I Do!
10. Choke
11. Mask
12. Septic Schizo/Escape to the Void
13. Sepulnation
14. Subtraction
15. Territory
16. Inner Self
17. Polícia
18. Arise

Ekstranumre:
19. Ratamahatta
20. Roots Bloody Roots
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det er bestemt ikke lydniveauet, der sender en til tælling på Sweden Rock, ikke desto mindre fik man thrash for fuld udblæsning lige i fjæset, da Sepultura fyrede den bedste koncert af på den solskinsrige torsdag. Det startede muligvis lidt tamt i det, og en smule skepsis er man vel stadig over Cavaleras-brødrenes mangel i Sepultura. En skepsis der i den grad bliver sat på plads, når først frontmand Derrick Green folder sig ud på scenen.

Manden der ligner en crackgangster taget ud af tv serien 'The Wire', er simpelthen den sorteste ondskab man finder på metalscenen. Efterhånden har han været sanger i Sepultura i længere tid end Max Cavalera, og hverken Max eller brormand Igor er savnet, når man først man overværer, hvor suverænt Derrick Green og den nye trommebasker Eloy Casegrande fremfører alle klassikerne fra 'Arise' og 'Chaos A.D.'. Og klassikerne kom i flæng sammen med numrene fra det nye hårdtslående album.

Rustfrit stål


'Dead Embronic Cells' blev sendt afsted efter et lille kvarter, hvor man ikke kom i tvivl om at Sepeultura var kommet for at levere varen for alvor.

Paulo er godt nok blevet gråhåret, men basspillet er bestemt ikke blevet rustent i det. Desværre var det temmelig svært, for ikke at sige umuligt, at høre bassen, fordi lydniveauet generelt er så lavt under hele festivalen. Så det blev hele vejen igennem Andreas Kisser morderiske guitar der fyldte hele lyden under koncerten. Han demonstrerede fuldstændig hvorfor han var substitut for Anthrax sidste år. Manden er for helvede fænomenal på en guitar hvis nogen skulle være i tvivl!

Policia!

Og var nogen egentlig i tvivl, blev de gjort til skamme i den sidste halve time af koncerten. 'Arise', 'Territory', og endda 'Policia' blev sendt ud over scenekanten, så alle tilstedeværende uundgåeligt måtte svinge nakken rundt. Lige dér blev det cementeret, hvorfor Sepultura på mange måder overgår de fleste thrashbands i verden. Magen til dræbende riffs skal sgu godt lede længe efter!

Kombineret med den nye trommeslager Eloy Casagrande, der må være det brasilianske svar på thrashmetallens Ronaldhino, kom en overbevisende trommesolo der sad ligeså perfekt som et frispark fra midterlinjen der ramte lige ind i målet. Begejstringen blev ikke mindre af et fedt fremført covernummer af Ministrys 'Just One Fix', der sendte en ellers beskeden mohspit i selvsving.

Drop junglegøgleriet

Desværre blev det aldrig til 'Troops of Doom', der umiddelbart må siges at være Sepulturasangen over dem alle. Man havde håbet på den som afsluttende nummer efter en fin koncert: I stedet kom 'Ratamahatta', hvor Green hev den store tromme frem, og baskede løs mens han brummede brutalt. 'Roots' afsluttede seancen, og selvom det passede publikum ganske godt, så er det album og junglevokalen altså forbeholdt Max Cavalera, og i sig selv faktisk temmelig tamt og tørt, i for hold til 80'ernes overfede thrashplader.

Ærgerlig afslutning pǻ en koncert hvor spilleglæden i bandet og gejsten blandt publikum gjorde det til torsdagens bedste koncert.