Bravt kæmpet i regnen

Populær
Bravt kæmpet i regnen

For lidt hård rock og for meget regn lagde en dæmper på en ellers velspillet koncert.

Kunstner
Spillested
Dato
01-06-2012
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Ikke mange danske bands er så bredt favnende som D-A-D, som har bevist bredden ved for nyligt at spille en støttekoncert i Ungdomshuset for derefter at spille på plænen i Tivoli for et helt andet publikum. Det beskriver i hvert fald meget godt kopunkernes karriere fra den københavnske undergrund til de danske og udenlandske stadioner og en status som fast indslag på radioens P4. Musikalsk har bandet bevæget sig fra en skæv og humoristisk afart af hårdrocken til en mere mainstream metervarerock. Det fik bandets metalliske tilhørere til at vende dem ryggen i mange år, men så kom 'DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK' sidste efterår, og den var så rocket, at mange frafaldne rockører vendte tilbage.

At dømme efter den tætpakkede plænes reaktion på musikken, så er det netop når D-A-D spiller hårdrock, at de er bedst. Koncerten lagde nemlig ud med 'A New Age Moving In' fra den nye, 'Jihad' og 'Isn't That Wild' som virkelig satte gang i publikum. Derefter gik de fire gutter i gang med at spille nogle af de mere poppede numre, og stemningen faldt et par tænder, for så at stige igen mod slutningen, med 'I Wan't What She's Got' og 'Bad Craziness'.

Silende regn og lavt lydniveau

Det er måske ikke helt retfærdigt at give musikken skylden for stemningssvingningerne hos publikummet, for regnen silede ned, og der var bestemt ikke tale om en mild sommerbyge, men tunge og iskolde novemberdråber. Så ikke nok med at folk i bogstaveligste forstand blev kølet ned af regnen, de søgte også tilflugt under en skov af paraplyer, der hverken gjorde noget godt for udsynet til scenen eller for stemningen.

Når det er sagt, var det bestemt bravt kæmpet af D-A-D. Lyden var for det meste hæderlig, selvom sangen til tider faldt for langt i baggrunden, og så var den selvfølgelig for lav - sådan er vilkårene nu engang i Tivoli. Flankeret af showmanden Stigs Pedersen og hans genialt åndssvage tostrengs-basser, der kommer i nærmest alle farver og former, dirigerede frontmand Jesper Binzer drevent og tilbagelænet med tilskuerne, og opfordrede dem til at råbe højere end PA-anlægget, når det nu engang ikke måtte spille højere. Showet var med andre ord i orden, men flere hårdrocknumre og mindre regn havde nok løftet koncertoplevelsen betydeligt.