Deathcore-galore
Populær
Fem bands, én aften, ét spillested og en masse musikalske oplevelser – primært gode.
Hvor signifikant kan man egentlig ændre på et koncert-arrangement, før folk får nok? Meget, lader det til. Tirsdagens fem koncerter på Gimle var blevet rykket flere gange. Indledningsvist var det sat en lørdag – og inkluderede Lorna Shore. Verden gik bananas, arrengementet blev flyttet flere gange og lang tid efter, stod vi så endelig med fødderne solidt plantet på et af Danmarks mest behagelige spillesteder. Væk var weekendfesten, væk var Lorna Shore, men det skortede ikke på publikum eller gode musikalske oplevelser.
Attitude over ansigtsmaling
Nuvel, aftenens første band, The Convalescense, var langt fra en interessant oplevelse. Lyden var rodet, og især bandets samples druknede momentvist. Det i en sådan grad, at man ønskede sekstetten fra Ohio helt havde glemt den del af det musikalske univers derhjemme.
Bandet har uden tvivl kompetencerne, hvilket deres udgivelser også afspejler. Det blev bare ikke fremvist specielt godt tirsdag aften. Den gore-orienterede og semi-teatralske tilgange til deathcore var nok mere komisk at se og høre på, end nødvendigt. Især når bandet dykkede dybt i bagkataloget. Bedst var fremførelsen af ’79 years’ og ’No Survivors’, begge af nyere dato.
Det var ikke den fantastiske start man kunne håbe på. Det blev nærmest lidt trist, da bandet, iført farlig ansigtsmaling, pænt spurgte efter et sted at sove. Forhåbentlig lykkedes dén del af aftenen for The Convalescense.
Efter den semi-interessante oplevelse var Varials lige præcist det der var behov for. Et skud energi fra et band der vil fremad. Forsanger Mitchell Rogers indtog scenen med masser af attitude og kompetencer. Ikke så meget pis, bare tæv for alle pengene, mens de to guitarister, James Hohenwarter og Shane Lyons, leverede det ene spændstige hardcore-godstogsriff efter det andet – prægtigt.
Som The Convalescense, var det Varials første besøg i Danmark, men det skræmte ikke det unge band. Vi fik løftet både kvalitetsniveauet, temperatur og knæhøjde betragteligt med numre som ’Romance’, den smadrede ’.50’ og ’Stigmata’. Leveret til perfektion, hvilket medførte en livlig pit. En effektiv koncert, der smagte af mere og fungerede som perfekt opvarmning for Bodysnatcher.
Aftenens bedste koncerter?
Kyle Medina skulle ikke brumme meget for at sætte publikum i gang. Der var benzin på gulvet, der fremstod letantændeligt – parat til mere hardcore. Mere mosh, mere dans og tungere breakdowns. Alt sammen noget Bodyshatcher er mere end leveringsdygtige i. Som det eneste band virkede kvartetten dog lidt tirsdagstrætte. De første numre blev leveret på rutinen, mens sidste halvdel af showet sprudlede. Sandsynligvis påvirket af et særdeles positivt publikum, der drev bandet frem.
’Behind the Crowd’, ’Twelve/seventeen’ og den afsluttende ‘King of the Rats’ eleverede Bodysnatchers og deres del af aftenens extravaganza op på et nyt niveau af intensitet og aggression. Præcist hvad vi forventede af Melbourne-bandet.
Imens Chris Whited pillede trommerne af scenen og publikum fik lidt frisk luft, sluttede aftenens mere hardcore-orienterede indslag, mens Chealsea Grins vægbeklædning varslede det kommende skifte mod deathcoren.
Sidst forsanger Tom Barber og resten af kvartetten gæstede Danmark, var det som support for As I Lay Dying i 2019. En udmærket koncert, hvor Barber dog virkede en smule fraværende. Det var han absolut ikke tirsdag aften – og koncerten var sandsynligvis den bedste Utah-bandet har leveret på dansk jord.
Selvom indledningsvise problemer med monitoren fik sendt Barber ud et noget usammenhængende og kaotisk dialog med publikum, gav det kun koncerten et personligt aftryk. Hertil må man give manden, at han vokalmæssigt er vanvittig dygtig. Skal man hive fortiden frem, var det overlegent som Barber leverede sin vokal, fuldstændigt uden backingtrack – hvilket man især savnede, da Lorna Shore, med Will Ramos i front, tidligere på året gæstede Danmark.
Hertil fik vi sen setliste, der nok var et par numre for lang, men ellers spækket med stærke kompositioner. ’Dead Rose’, ’Flood Lungs’ fremført live for første gang, ’The Isnis’ og naturligvis den brutale ’Hostage’, der afsluttede koncerten. Fremragende fremført, hvilket også medførte mosh, circle pit og wall of death til perfektion.
Chealsea Grin leverede som var de hovednavnet og gav publikum en prægtig koncertoplevelse.
Professionelt antiklimax
Carnifex har været med siden deathcoren var ung. Med undtagelse af en mindre pause, har kvintetten fra Californien hærget i 17 år. Det i sig selv er ganske imponerende. Som sidste navn på plakaten tirsdag aften, var bandet dog noget udfordret. Til dels var folk nærmest mættede. Fem koncerter i streg er mange. Til dels havde klokken slået 22:00, hvilket sandsynligvis havde sin effekt. Alt andet lige var publikum svundet ind, og gulvet foran scenen føltes tom ved koncertstart.
Her kommer 17 års erfaring til sin ret. Frontmand Scott Ian Lewis formåede i løbet af de første numre at hive det tilbageværende publikum ind i salen, ind på gulvet og skabte en energi, der blev fastholdt. Især indledende numre som ’Slit Wrist Savior’, ’Lie to My Face’ og ’A Winter in Remorse’ gav fornyet energi og momentum.
Seksten numre blev det til, afsluttet af ’Hell Chose Me’ og så var det ellers slut. Carnifex levede op til favoritværdigheden og lukkede Gimle ned med maner. Men kvintetten stod svært på scenen, især i forlængelse af den foregående magtdemonstration fra Chelasea Grin. Selvom Carnifex leverede professionelt, fængede publikum og knoklede for en sejr, var det en antiklimaktisk koncert. Der opstod aldrig den samme intensitet som koncerten før, Lewis fangede ikke publikum lige så nemt, selvom han forsøgte – måske en indledende monitor-udfordring havde hjulpet?
Roskilde og Gimle viste sig fra bedste side – og til trods for at være blevet rykket flere gange, fik vi en ’core-pakke af bands, der stort set alle leverede og gav publikum en flot oplevelse. Dem ser vi gerne flere af.