Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '19: Den bløde opstart i sommerheden

Updated
_R7A7952 copy
_R7A8038 copy
_B2A6377 copy
_B2A6357 copy
_R7A7910 copy

Groovy retro-stoner hænger på træerne, og 1000mods gjorde ikke meget for at bevise, at de skilte sig ud fra resten af flokken.- Men det gled nu stadig ned sammen med dagens første fadøl.

Kunstner
Dato
19-06-2019
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
2

Groovy power-akkorder. Slikkede soloer. Guitaren i fokus. De syrede stonerfills besad en ubekymret nostalgi efter den tid, hvor Kyuss ændrede stonerscenen, og længslen efter RIFFET – dét riff der ændrer HELE verden – ikke lod sig skjule. Hvis så bare 1000mods havde de riffs, der kunne bære det.

Det er svært at miskreditere bands for rent faktisk at have deres håndværk i orden. 1000mods groovede. Følte. Var indlevende uden at miste fokus. Kæmpede i det store og hele for at gøre deres relativt snævre lydbillede mere interessant, end man i forvejen havde taget det for at være.

Det i sig selv kan man ikke klandre dem for. Erfaringen skinnede tydeligt igennem i de flydende overgange, omend man på ingen måde kommer uden om, at grækerne altovervejende fokuserede på guitarens ædle dyder.

Med andre ord: Søger du et bredere musikalsk lydbillede, end guitaristen kan levere, så ville 1000mods muligvis ikke gøre meget for dig.

Det var således samspillet mellem guitaristerne Giannis og Giorgis, der holdt gejsten oppe og afspejlede en nerve med dybe rødder i rockens grundskole, men det gled bare ikke rigtig ned, når 1000mods ikke gjorde det mindste for at komme ud over scenekanten. Samspillet fortabte sig flere gange i følelseslir, og selvom det virkede effektivt i den kontante 'Claws' og den tungt opbyggende 'Vidage', var det meget nemt at miste fokus, når bandet ikke havde større interesse i at byde nye lyttere velkommen til deres univers.

Vi var ganske vist selv indviede, men omstændighederne talte heller ikke i grækernes favør. Solen bagte, og den tilstræbte tyngde smeltede i den idylliske sommerhede. Solen forpurrede den støvede ånd og riffene blev udvandede – ikke mindst når 1000mods ikke gjorde mere for at at starte festen.

Forbrøler Danis trøje refererede ubekymret til Black Flag, men hvor var oprøret? Hvor var vildskaben?
Hvad kunne 1000mods give os, som 1000 andre retroprægede stonerbands ikke kunne give os?

Svar udbedes, men bevares. 1000mods gled stadig fortrinligt ned sammen med dagens første fadøl i godt selskab, og så var Copenhell ellers sparket blidt i gang.