Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2018: Dansk disko-succes

Populær
Updated
Copenhell 2018: Dansk disko-succes
Copenhell 2018: Dansk disko-succes
Copenhell 2018: Dansk disko-succes
Copenhell 2018: Dansk disko-succes
Copenhell 2018: Dansk disko-succes
Copenhell 2018: Dansk disko-succes
Copenhell 2018: Dansk disko-succes

MØL tog et solidt jerngreb om Copenhell og sikrede den midnatsmesse, de fleste sandsynligvis havde håbet på.

Kunstner
Dato
21-06-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
4

Der har nok været en del spekulation i, hvordan MØL blev hentet ind som erstatning for Skindred og pludselig skulle spille midnat på Pandæmonium i stedet for Zeal & Ardor. Det virkede på papiret som en sær ændring, især i betragtning af at Zeal & Ardor ville have gjort sig godt på den lille scene, badet i månelys og store forventninger.

Der skulle nu ikke gå mange minutter, før det stod helt klart, at MØL unægteligt gjorde sig mindst lige så godt i mørket. Den atmosfæriske black metal var noget nær den perfekte afslutning på dagen, eller alternativt opvarmning til Soulfly. Som mange andre tilsvarende bands, der tidligere har stået på den intime scene ved midnat, spillede MØL en flot og intens koncert, der gav kuldegysninger og gåsehud.

Badet i et konstant neonfarvet lys, der skabte flere disko-associationer, end hvad godt var, fængede danskerne publikum, tryllebandt og gav først slip, da sidste akkord havde fortonet sig, og Kim Song havde krænget sjælen ud. Den intense forsanger er efterhånden blevet et kendetegn for MØL. Den vanlige ekspertise og intensitet, der i aftenens anledning var kombineret med en sårbarhed og taknemmelighed overfor de mange fremmødte. Det klædte bandet og gav dem en menneskelighed, der stod i kontrast til det kolde, mørke der er at finde i deres lyrik og generelle udtryk.

Aftenens koncert var ikke kun en opvisning i, hvordan man holder en insisterende midnatsmesse. Det var også en fremvisning af et band med mange facetter. Den shoegazede black metal havde en naturlig overvægt, men de heavy- og core-elementer, der trods alt er at finde i MØLs kompositioner, fremstod også tydelige. Især fordi lyden på Pandæmonium var rigtig god, selvom trommerne måtte justeres løbende. Det gav et klart indtryk af, at MØL er så meget mere musikalsk, end hvad én genre kan dække over. Det var  samtidig kilden til mindre irritation. Det var et sært brud, at blive vækket fra den trancelignende black metal-tilstand af luftige breakdowns.

Hovedfokus var naturligt på materialet fra 'Jord', der udkom tidligere i år. Selvom publikum indledningsvis var forholdsvist små, lykkedes det bandet at få trukket folk til og fastholde i et jerngreb, der stod i stærk kontrast til de nærmest varme og vedkommende diskolys. En flot koncert fra et af Danmarks mere interessante bands.