Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2018: Gakket cover-fest

Populær
Updated
Copenhell 2018: Gakket cover-fest
Copenhell 2018: Gakket cover-fest
Copenhell 2018: Gakket cover-fest
Copenhell 2018: Gakket cover-fest
Copenhell 2018: Gakket cover-fest
Copenhell 2018: Gakket cover-fest

Red Warszawa spillede udelukkende covernumre og leverede den fjollede fest, som folk var kommet for. Kønt var det ikke.

Kunstner
Dato
20-06-2018
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

De er efterhånden blevet en institution på Copenhell. Red Warszawa, som for mere end et årti siden leverede soundtracket til alverdens efterskoler med deres ironiske heavy metal fyret op af billige øl og tvivlsom hash.

Nu er det 2018 og selv Red Warszawa er måske blevet trætte af deres gamle schlagere, for i år skulle der ske noget nyt. Ud med alt originalt materiale og ind med masser af covernumre – det ene dummere end det andet.

Men man må give bandet, ført an af Lækre Jens og Hævi Henning (kun iført alt for små underbukser, bh og militærhjelm), at de trods alt heller ikke på nogen måde tager sig selv seriøst. Og hvorfor skulle andre så gøre det?

Og som en lille kommentar til deres evige tilbagevenden lagde Lækre Jens – iført et slags fæ-stormtrooper-kostume med to horn (et for hjertet, et for pikken, som han sagde) – ud med at manifestere, at “Vi kan godt love, at vi kommer hvert år, om vi så skal booke os selv!” hvorefter han krøllede mikrofonstativet sammen og proklamerede “Hvad skal jeg med det her stativ? Det er sgu for heteroseksuelle!”.

Så var stilen ligesom lagt. Og straks slog bandet over i 'Kids in America' der blev skrålet i tusind stykker, indtil resten af banden – som jo faktisk spiller ganske stramt – gøglede helt ud og røg over i 'Like a Virgin', der fik Lækre Jens til efterfølgende at spørge, om “det var for sexet?” og uden at afkræve et svar kastede et par papvine ud til dagens med længder største og mest berusede crowd. “Drik dem for helvede!” beordrede han som den stiveste af verdens utallige stive onkler.

“Vi er nået til 70'erne, der, hvor alle de gode sange tabte i Melodi Grand Prix” råbte Lækre Jens og satte i gang med 'Moonlight Shadow', inden det var blevet tid til en smule selvransagelse. “Vi ville gerne spille noget Rasmus Seebach, men det er for svært, så vi spiller Tommy!”, og senere gik der ellers video, video i det hele, mens bandet holdt et misundelsværdigt hårdt greb i deres publikum.

“Vi skal have noget mere hævi! Og hvad er mere hævi end Povl Kjøller?”, skreg Lækre Jens, hvorefter en fuldkommen overgearet black metal-version af 'Jeg er så glad for min cykel” bragede ud over Pandamødom-scenen (det er min egen joke ...).

“De er dummere end nogensinde ... eller bedre?” sagde en ukendt mand ved min side – og det er der vel noget sandhed i.

Skal man vurdere det musikalsk, så kan det ikke blive til mere end én stjerne, men skal festen vurderes – og det, som de i virkeligheden er sat i verden for – så var det helt i top. At bedømme ud fra folkets reaktion. Musikken døde, men festen overlevede.

Det må altså blive noget med at mødes et sted på midten – og så kan vi alle nok se frem til igen at diskutere, hvor fedt det er, at Copenhell bliver ved med at hive dem ind igen til næste år.