Copenhell '22: Cirklen blev sluttet på Gehenna
Populær
Orm fik æren af at lukke og slukke for dette års Copenhell, og det var det helt rigtige valg. Cirklen blev sluttet derude i skoven, hvor Orm fik det sidste ord.
2. Ny sang
Gehenna er en rigtig fin scene. Det er også en rigtig fin plade. Som er skrevet af det band, som Orm er opstået ud af: By the Patient. Og dermed fik vi sluttet mere end en cirkel, da Orm fik og tog det sidste ord på årets Copenhell og løb af med vores hjerter.
At Gehenna var et særdeles godt match til Orms anmelderroste black metal, tror jeg ikke, at nogen, der var til koncerten, var i tvivl om. Jeg vil vove et øje og påstå, at Gehenna fik sit bedste match overhovedet denne lørdag nat i selskab med Orm. 
Orm har høstet velfortjente roser og priser for deres seneste udgivelse, Ir, som de også fremførte for sidste gang i dens fulde længde på Hotel Cecil for nogle måneder siden. Heldigvis er de ikke færdige med pladen og de lagde således ud med 'Klippens lyse hal' fra 'Ir' – et nummer på henved 25 minutter. Bandet sagde for nylig farvel til deres originale bassist, og i aften havde vi Malthe Yde Tiufkær, der normalt slår sine folder i Wulfaz, med i stedet. Han gjorde det aldeles fremragende og virkede i det hele taget til at være et rigtig godt match med resten af bandet. Simon Sonne Andersen på vokal blev, med sin helt særlige karisma, koncertens naturlige midtpunkt og han skreg, brølede og sang os igennem koncerten, så hårene rejste sig på armene. Det var i det hele taget et velsammenspillet band, der tordnede ud over træerne denne aften.
Surf's up, Dude!?
Jeg var ikke misundelig på Orm over det tidspunkt, der var dem tildelt. Og jeg var heller ikke vildt begejstret for udsigten til at skulle holde mig vågen og på benene til de lyse timer. Men det blev jeg! For Orm lod sig ikke mærke med, at det var over sengetid for voksne mennesker og de sugede de sidste dråber ud af et publikum, der i løbet af koncerten blev så begejstrede, at de gav sig til at crowd surfe. Til Orm!
Det troede jeg faktisk aldrig, jeg skulle se – eller jeg har i hvert fald ikke været til nogen koncerter med Orm, hvor det var en ting. Måske var det bare generelt en ting på Copenhell 2022, for folk syntes at crowd surfe til alt mellem himmel og jord. Nuvel – Orm er måske ikke det mest velegnede band til den slags, og vagterne så da også til en start noget forbløffede ud. Men dille eller ej – det skaber en fest foran og får lige rykket de sidste branderter ud af deres halvslummer – om ikke andet, når de får et medmenneske i hovedet.
Jeg tog de første 20 minutter blandt publikum, og vi blev gradvist varmere og gladere og fik næverne i vejret. Den sidste del af koncerten fik jeg æren af at anmelde fra scenen, hvor vi i den grad kunne glædes over det syn, som mødte Orm, når de lod deres massive torden brage ud over Gehenna, som om der ikke var nogen morgendag. Det er jo ikke så tit, man får lov at anmelde et band fra scenen og det har både fordele og ulemper. Sceneshowet er jo således ikke helt så synligt, som det er for publikum, men vi mærkede varmen fra de flittigt brugte flammekastere på scenens kant og det så fedt ud, selv bagfra. 
Lyset var i øvrigt lidt til den underlige side, og i de første numre kiggede Orm ud på en hel masse meget blå smølfer, da lysmanden af en eller anden grund valgte bade publikum i stillestående blåt lys. Det blev en kende mere dynamisk undervejs, men det var først da ilden for alvor kom i brug, at lyset virkede rigtigt. Lyden havde en lidt hård start, men lydmanden var rimelig kvik ved havelågen og fik justeret ind i løbet af andet nummer. Til min store glæde, havde Orm også til denne koncert valgt at benytte sig af trompet. Og lad os lige dvæle et øjeblik ved lige præcis trompeten. Den var spillet så fint, så skrøbeligt og så fuldkommen magisk, at jeg stadig får gåsehud af at tænke på den her dagen efter. Eneste anke var, at publikum ikke fangede den lige så hurtigt, som de burde, så der var del mumleri og sludren indtil bølgen af hysseri havde lagt en dæmper på gemytterne. Men det er jo hverken trompetisten eller Orms skyld.
Det var også her, at koncerten for alvor tog fart - både blandt publikum og på scenen. Ikke at nogen af delene fejlede noget til at starte med, men vi blev løftet op i det rum, hvor cirkler sluttes og hvor alt går op i en højere enhed, og der blev bare bygget på og på og på i resten af koncerten. Efter 25 minutter i 'Klippens lyse hal', annoncerede Orm 01.40 sidste nummer. Vi fik ikke titlen på dette sidste nummer, men at Orm fortsætter med at skrive numre på 20-30 minutter, stod klart, da vi kl. 02.06 kunne sige farvel og tak til Orm.
Dette nye og endnu navnløse nummer tegner godt for fans af bandet. Orm er heldigvis ligeglade med genremæssige spændetrøjer, og det tyder på at vi får endnu en ny vinkel på, hvordan black metal også kan skæres. Det er en plade, man skal glæde sig til.
Vi sluttede koncerten på og foran scenen med glade smil og en følelse af at have været vidner til noget særligt. Væk var de ømme fødder og den ømme ryg, da Orm sendte os ud i sommernatten indhyldet i en sky af scenerøg.