Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '22: Farvel med et brag

Populær
Updated
Kiss_Copenhell_1
Kiss_Copenhell_3
Kiss_Copenhell_2
Kiss_Copenhell_5
Kiss_Copenhell_4
Kiss_Copenhell_6

Kiss overraskede med et velspillet og overdådigt ildshow, da legenderne tog afsked i Danmark på Copenhell.  

Kunstner
Dato
16-06-2022
Genre
Trackliste
1. Detroit Rock City
2. Shout It Out Loud
3. Deuce
4. War Machine
5. Heaven's on Fire
6. I Love It Loud
7. Say Yeah
8. Cold Gin
9. Lick It Up
10. Calling Dr. Love
11. Tears Are Falling
12. Psycho Circus
13. 100,000 Years
14. God of Thunder
15. Love Gun
16. I Was Made for Lovin' You
17. Black Diamond
Ekstra:
18. Beth
19. Do You Love Me
20. Rock and Roll All Nite
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det var en parodi, da de stod her sidst for fem år siden i Horsens Forum foran kun 2.500 tilskuere. Og det var ikke meget bedre få år før, foran 4.000 i Forum København.

Kiss har nemlig aldrig været et rigtigt stort navn i Danmark, modsat på den anden side af Øresundsbroen, hvor svenskerne har knuselsket Kiss, siden de ramte Europa for første gang i 1976.  

Efter 46 år stod de her så igen. For en 11. og sidste gang i  Danmark under banneret “The Final Tour Ever” på Copenhells store scene. Her, hvor vi i 2016 også tog afsked med Black Sabbath, der leverede en majestætisk koncert.

Lignende forventninger var der næppe til Kiss. Det er ikke mere end et par uger siden, at der blev sået tvivl om Paul Stanleys vokal var playback.

Efter tre årtier som fan af Kiss gjorde det vitterligt også ondt for undertegnede at opleve legenderne på slap line i Horsens.

Perfekte rammer
Men de gjorde det sgu. Kiss gav en næsten mirakuløst god koncert på Copenhell. På et sted, hvor rammerne var perfekte til amerikanernes store opsætning.

Showet var større end Gene SImmons ego, allerede eksempliviseret inden koncerten, ved at der var fire oppustelige kæmpedukker af de fire musikere, der stod og svajede i vinden. Klokken 21.25 bragede Led Zeppelins ‘Rock N Roll’ løs for en sidste gang som intro i Danmark. Og så gik det ellers løs.

Scenetæppet faldt til jorden med et brag, og Kiss kom ned på små platforme til tonerne af ‘Detroit Rock City’. Hittet fra 1976 skabte ekstase på de forreste rækker, hvor ansigtsmalede fans stod tætpakket. Og de gik næppe skuffet derfra. Nøjagtig som Alice Cooper leverede en nøje instrueret forestilling i KB Hallen for to uger siden, gav Kiss et to timers fuldstændig tilrettelagt show.

Selv replikkerne synes skrevet på forhånd. Altså de samme sætninger og gimmicks, som Kiss har fyret af i årtier. Paul Stanley, der svæver ud til publikum for at fremføre ‘Love Gun’ fra en platform, for ikke at glemme Gene Simmons der spyr ild og blod – og bliver hejst op under scenen til ‘God of Thunder’. Fuldstændig som Alice Cooper får hovedet kappet af i guillotinen.

Simmons sange holder
Denne aften havde Kiss på alle måder bare en god dag. Deres øjne udstrålede det. Humøret og spilleglæden var i top og Gene Simmons flirtede med en blondine på forreste række. Han fylder 72 til august... Men på trods af det er stemmen er stadig med ham. Når Kiss er bedst, er det når de spiller numre med Simmons på vokal.

‘Deuce’, ‘War Machine’ ‘Calling Dr. Love’ og i særdeleshed ‘God of Thunder var’ blandt aftenens højdepunkter. Paul Stanleys stemme har været notorisk slidt i årevis, men den 70-årige frontmand havde en overraskende god aften. Vokalen var anstændig og katastrofen udeblev.

Skuffende ekstranumre
Showet var enormt. Farvestrålende, visuelt og fuld af optagelser fra gruppens lange karriere. Igennem 120 minutter var Copenhell oplyst af et inferno af flammer og fyrværkeri.

Ekstranumrene havde desværre ikke samme eksplosive pondus som resten af setlisten. ‘Beth’ og ‘Do You Love Me'? Men ingen ‘Strutter’? Mærkeligt valg. Men bevares, i et inferno af konfetti sang et dansk publikum med på ‘Rock and Roll All Nite’, der lukkede det stortanlagte show med et brag for sidste gang i Danmark. Med æren i behold blev der taget afsked på Copenhell, hvor de ikoniske rockhelte var i de rette rammer og ramte den rigtige dag.