Copenhell '22: Fest og stiløvelser
Stilige svenskere skabte tidlig fredagsfest med kapper og progget orgelrock.
Svenske bands er altid så stilige. Hällas er ingen undtagelse. Vampyrkapper, diskret make-up under øjnene, masser af look.
Musikken er ingen undtagelse: Hällas spiller en progget gang orgel-70'er-hard rock med en snert af metal og spacerock og et meget, meget fantasyinspireret tekstunivers. Det er nærmest så stiligt, at det får karakter af stiløvelse, men det gør ikke så meget, hvis bare stiløvelsen er god.
Det synes publikum foran Gehenna-scenen, at det er. Endda overmåde god at dømme efter reaktionen ret langt ned i menneskehavet på Copenhells lille scene ude mellem træerne; det passer godt til Hällas' univers. Der er simpelthen godt gang i publikum tidligt fredag aften, og der er noget så sjældent som fest ud over de forreste rækker.
Alligevel har jeg det, som om jeg ikke selv helt er med i festen. Og grunden til det skyldes til dels Hällas' materiale, hvor lidt for mange numre går en anelse i tomgang med forholdsvis ordinær 70'er-hard rock, hvor vokalen savner mere personlighed, og vokalmelodierne ikke er helt stærke nok til, at rumraketten for alvor letter; en genre, der ikke ligefrem er mangel på i disse år, og hvor der skal være et meget højt niveau i sangskrivningen, før det løfter sig ud i stratosfæren. Dér er Hällas ikke helt i mine ører. Men det er dejligt at høre en forholdsvis varm og ren guitarlyd, der spiller på andet end hårdhed og aggression.
Bedst er de, når de progger den, skruer ned for hard rocken og bliver mere drømmende og atmosfæriske og rammer teksternes fantasyunivers mere rent. Her løfter koncerten sig for alvor for mig, og bandets sangskrivning bliver eventyrlysten, mindre præget af stiløvelse. Det er mindre festligt, men det drømmende, introspektive klæder Hällas bedre i mine ører. Selvom en stor del af publikum sikkert er uenige med mig.