Copenhell 24: I wanna see 500 crowdsurfers, now!
Vi nåede ikke målet, men australske Make Them Suffer leverede derimod et yderst vellykket grundlag for crowdsurf-galore.
Det er varmt foran Gehenna. Så meget skygger træerne ikke, og der, hvor der er skygge, er der allerede godt fyldt. I det hele taget er pladsen foran den intime scene fyldt. Af lige dele glæde, spænding og forventninger. Og mange tømmermænd. Det står ud af øjnene på flere af gæsterne, på samme vis som sveden løber ned af panden. Kunne Make Them Suffer spille tømmermændene væk og skabe fornyet vitalitet?
’Ghost of Me’ indleder koncerten. Der er ingen smalle steder. Ingen plads til tømmermænd. ”Copenhell get the fuck UPPPPP!” lyder det fra første moment. Kvintetten fra Perth er lige præcis skideligeglad med tømmermænd. Sean Harmanis sidder lige i struben på den forreste del af pitten.
På tilsvarende vis levner guitarister Nick McLerno heller ingen plads til pauser. Det er vind eller forsvind, og bandet spiller for at vinde.
’Bones’ følger trop. Vi får de gyngende hoppe-riffs og Alex Reades flotte vokal. Det sublime og oftest melodiske supplement til Harmanis. Gennem koncerten er vi vidne til en ping-pong, der flyder som varmt smør. Når det er melodisk, men ditto når de to vokalister selv trækker i modsatte rolle. Harmanis rene vokal står ligeså skarpt som Reades hæse skrig. Sublimt.
”If you still haven’t moved, this is the time” proklamerer Hermanis. Benene på en uheldig publikummer står nærmest lodret i vejret. Han bliver justeret og surfet ind over barrieren, i samme moment breder en mindre byge af sæbebobler sig over pitten. Kontrasterne er konstante – men vi passer på hinanden, selvom det efterhånden går ret vildt for sig.
Publikum har vundet, Make Them Suffer har vundet, det til trods for, at vi midtvejs i koncerten oplever en mindre intens periode. Det vender med bandets seneste single, ’Epitaph’. Dundrende tung og hidsig. Hardcore elementer og melodisk metalcore brager ind i hinanden, på samme vis som publikum.
’Contraband’, ’Soul Decay’, ’Erase Me’. Alle fungerede som hjertemassage på det publikum, der før start så ud, som om de var ved at dø i solen. Støvet rejser sig, fadøl begynder at smage godt og livet kan igen leves.
’Doomswitch’ lander tungt som den solide lukker, nummeret er. ”More! Bigger! Faster!” lyder den energiske opfordring. ”I wanna see 500 crowdsurfers!” lyder opfordringen. Optimistisk om man vil, alligevel vælter publikum ind over hegnet i en konstant strøm, indtil Hermanis proklamere koncertens sidste wall of death. Reads river keytaren fra stativet, og vi får hele bandet minus trommeslager Jordan Mather i front, til et sidste breakdown af dimensioner.
Make Them Suffer gav os en fantastisk formiddagskoncert i den stegende sol. Et eksprestog af solide kompositioner, der gav lyst til meget mere.