Copenhell 26: Så skal vi satme slås
Da britiske Malevolence brølede: "OPEN UP THAT PIT", vidste vi, at koncerten ville komme til at slå hårdt. Det blev til en tour de force i gammeldags metalcore.
Det var lidt i sidste øjeblik, at Malevolence kom på min anmelder-roster, og jeg vidste derfor nærmest intet om bandet, der skulle ende med udfordre både lydanlæg og publikum på Pandæmonium-scenen. En scene, der i øvrigt er voldsomt udfordret lydmæssigt af en lang væg med ledporte, der rigtig kan stå og rasle derudaf når musikken for alvor giver los. Til Malevolence var lydtrykket enormt, og man skulle temmelig langt væk fra bemeldte porte for ikke at få sit venstre øre forstyrret af rasleriet.
Malevolence havde mandefald. Det var sådan set ikke en nyhed - det var blevet annonceret tidligere på de sociale medier, men vi var jo vældigt spændte på hvem der så ville træde i stedet for frontmand Alex Taylor, der akut måtte en tur på hospitalet og derfor ikke kunne være der. Valget faldt - ikke overraskende på guitarist og tidligere sanger Konan Hall, der dog selv proklamerede, at han nok var en kende rusten. Men han klarede det nu meget godt, godt flankeret af guitarist Josh Baines, der i modsætning til de bistre/psykopatagtige vibes, der kom fra bassist Wilkie Robinson, var et stort smil hele koncerten igennem. Hall så ud som han havde været på druk hele natten, men ud over lidt trætte øjne var han veloplagt og havde i øvrigt helt styr på vokalen.
Jeg skal skynde mig med disclaimer her: Jeg har ikke hørt Malevolence live før, så det er muligt, at nogle vil mene, at jeg er helt off.
Off var ikke et ord, man kunne bruge om Malevolence. Med en historie om en kamp med selskaberne om at få kontrakter og med en glubende appetit på at smadre alt omkring sig med deres overordentligt aggressive metalcore/hardcore, var koncerten sindssyg nærmest fra begyndelsen. Der gik ikke mange sekunder af første sang, før de første pits var i gang, men grundet min ringe højde, var det et pit, der var klogt at holde sig udenfor. Flere kom løbende ud med næseblod, en enkelt med (temmelig) smadrede briller, og vi måtte alle trække støvmaske-bandanaen op foran ansigtet for at beskytte lunger og hals mod de enorme mængde støv, der blev hvirvlet op koncerten igennem. Malevolence slog hårdt. Det var mere fedt end godt, og der var steder i koncerten, hvor den musikalske side af løjerne blev lidt ensformig.
Nummeret ‘Self Supremacy’ stod dog ud som et af de virkeligt gode numre, der kompositorisk var nogle trin over resten af sættet og som også gav anledning til dagens - eller måske festivalens - vildeste cirkelpit. Med breakdowns, der fik kraniet til at runge og det herligt (måske) improviserede - og overraskende gode - indslag i form af et fint besøg fra Rot Aways Christian Hammer, var koncerten også en opvisning i, hvordan man leverer en rigtig god metalcore-koncert af den rigtig gamle skole. Der var ikke noget med blide stykker eller bløde tekster. Det var rå, maskulin energi, der ind imellem var ved at ende rigtig galt - og er det ikke sådan, det nogle skal være? En lille bitte smule farligt …