Copenhell 26: Lånte fjer
Permanoia præsterede et usammenhængende og flyvsk show med musik, der mest af alt lød af noget andet.
Permanoia havde fået æren af at lukke Boneyard for året og med adskillige fine koncerter på netop den scene, havde de faktisk lidt at leve op til trods de lidt rustikke rammer i en gammel container.
Af uransagelige årsager var bandet næsten 20 minutter forsinket, og hvad det skyldtes er svært at sige. Boneyard har et ry for at være lidt ustabil i varmen, fordi PA’en overopheder, så det er meget muligt, at det ikke var bandets skyld. Men at de skulle bruge ekstra 5 minutter på at få deres flag til at sidde fast på kanten af containeren bag sangeren så to venner lige kunne lave the great reveal i første tunge riff, var måske ikke helt nødvendigt. Dels var effekten af tæppefaldet næppe, hvad bandet havde håbet på og dels er en af lektierne til de unge bands, at man må improvisere lidt nogle gange. Ikke alt går som man håber - særligt ikke når man ikke er et navn endnu. Sådan er det, og det havde havde klædt dem at forsøge at starte så rettidigt som muligt, givet at programmet på resten af scenerne jo ikke holdt pause.
Nå, men var de så ventetiden værd? Desværre heller ikke. Mest af alt lød de, som om de forsøgte at lyde som Deaftones “Passenger”. I alle numre. Med besynderlige effekter på vokalen og en noget ujævn præstation på instrumenterne, var det bare en virkelig underlig oplevelse at være vidne til og selvom intentionen sikkert har været at være helt unikke, lød Permanoia mest af alt som nogen andre og som et band, der stod og påfuglede den med lånte fjer. Vokalen var utroligt lav, og alt var så sovset ind i effekter, at de eksplosive passager, som ellers godt kunne have fungeret og sikkert gør det på studieoptagelsen, simpelthen fes ud. Der er ikke mangel på talent i bandet. Der er helt klart noget at bygge videre på, men min næste oplevelse med Permanoia må vente, til de har fundet sig en lyd, der er deres egen, i stedet for at forsøge at kopiere alle yndlingsbands i den progressive ende samtidig.
Det var en ærgerlig afslutning på et ellers ret habilt program på Boneyard, og selvom vennerne og/eller trofaste fans hang ved, så var publikum for længst sevet videre til Katla, da sidste nummer klingede ud.