Copenhell 26: Hvem der bare var ung igen
Aarhusianske Slytter fik den utaknemmelige tjans at spille eftermiddagsgigget i den allerfarligste time på Copenhells lille Boneyard-scene. Det gjorde de fortrinligt.
Med medlemmer fra blandt andre Troop Transport, Tazer og Fright Eye var musikerne på scenen bestemt ikke uden liveerfaring, og det kunne både høres og mærkes fra første tone.
Det var mit første møde med bandet live og det var nær ved ikke at lykkes, da havnebusser åbenbart også kan løbe tør for strøm. Men det gik og i den stegende eftermiddagshede rykkede Slytter et forbavsende energisk og veloplagt publikum rundt med deres kompromisløse, tunge postpunk, der med lige dele groove og smadder fik taget livtag med punken. Sejrrigt vel at mærke.
Det var ikke kærlighed ved første blik. Det skal jeg gerne indrømme. Det har måske lidt at gøre med, at det er tæt ved at være et selvovergreb at rejse sig fra kontorstol og ansættelsessamtaler og styrte direkte ind på Boneyard til en rå punkkoncert. Kontrastfyldt er et fattigt ord. Og så synes jeg, at lyden var lidt rigelig skramlet i det første nummer. Vokalen var til gengæld kærlighed ved allerførste blik og her skal vi lige løfte pegefingeren til Copenhells egen foromtale, der beskriver vokalen som "naiv". Den påståede naivitet måtte vi godt nok spejde langt efter. Der var intet naivt ved vokalen. Eller noget som helst andet. Det var vrede og fuckfingre skreget og brølet ud, og det var fedt og efter to numre måtte jeg overgive mig betingelsesløst.
Med dansksprogede tekster lægger Slytter sig i slipstrømmen af den efterhånden lange trend med at lave metal på sit eget sprog og selvom tekstuniverset til tider måske godt kan beskrives som lidt naivt, så kammede det aldrig over og blev åndssvagt. Musikalsk og særligt på vokalen blev der delt cirkelspark og lussinger ud så, ingen af os helt vidste, hvilket ben vi skulle stå på, men den rene vokal fik også lidt plads cirka midtvejs i koncerten, hvor også guitaristen bød ind med en art råb, der måske fungerer godt på plade, men som var mikset alt for langt frem i livelyden og derfor fyldte for meget. Det var lidt ærgerligt, men det var ikke nok til at for alvor at spolere glæden over, at bands som Slytter findes, og ikke mindst at de har taget oprøret på sig, gjort det til deres eget - præcist som det skal være.
Hvem der dog bare var ung igen…