Ekstatisk energiudladning

sh_XTD2840
_XTD2567
_XTJ1885
_XTJ1933
_XTD2688
_XTD2997

Det var på alle måder intenst, da Daughters trynede Loppen med et inferno af støj, sved og en umådeligt udadvendt forsanger. De gendannede Jeromes Dream var langt mere introverte.

Kunstner
Titel
+ Jeromes Dream
Dato
23-10-2019
Genre
Trackliste
The Reason They Hate Me
The Lords Song
Satan in the Wait
The Dead Singer
Our Queens (One Is Many, Many Are One)
Long Road, No Turns
Less Sex
The Hit
The Virgin
Guest House
Daughter
Ocean Song
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Det er lang tid, siden jeg har set Loppen være så pakket og svedig som onsdag aften.

Mængden af rock- og metalbands, der har spillet for et talsvagt publikum har syntes stort, men det kan omvendt også være, jeg bare ikke er kommet til de rigtige koncerter. Vi skal i hvert fald helt tilbage til Mglas black metal-opvisning for over to år siden før jeg sidst så et fremmøde, der kunne måle sig med dette.

Anledningen kunne nu også siges at være særlig: Efter otte års albumpause vendte amerikanske Daughters sidste år tilbage med albummet ’You Won’t Get What You Want’, der med sit infernalske sammensurium af skurrende noiserock, postpunk og industrial og tilhørende desperate tekster har ramt et ømt punkt i tiden.

Introvert screamo
Der var i hvert fald mange – og mange unge – der var dukket op i god tid, da det gendannede screamo-band Jeromes Dream stod for opvarmningen. Gruppen var aktiv fra årene 1997 til 2001, hvor de udgjorde en vigtig del af en vital scene sammen med ligesindede navne som pageninetynine og Orchid, hvoraf de siden af en række album og EP’er udgav en split med sidstnævnte.

Ligesom et andet indflydelsesrigt screamoband, Majority Rule, der besøgte København sidste år, har Jeromes Dream fundet sammen igen og har før Daughters turneret med nogle af deres arvtagere i Touché Amoré.

Det var nu ikke, fordi begejstringen lyste ud af dem: Bandet stod konsekvent med ryggen til publikum, og med truckerkasketten trukket godt ned i ansigtet var forsanger og bassist Jeff Smith ualmindeligt stillestående og meget lidt frontmandsagtig.

Guitaristerne gjorde en dyd ud af at spasse lidt mere ud, og foranlediget af Erik Ratenspergers energiske trommespil og nogle ret så eksplosive sekvenser spillede bandet ret så iltert. Men som de skar sig igennem materiale fra det nye album ’LP’ og ældre numre som den effektivt opbyggende ’It’s More Like a Message to You’, var kontakten til publikum også ret så fraværende.

Så kan det godt være, der var nogle kids oppe foran, der havde travlt med at skubbe hinanden rundt på et meget lille areal. Men det var intet sammenlignet med den energiudladning, der kom efterfølgende.

I sveddryppende storform
Fra Daughters gik på scenen omkring halv elleve og satte gang i den hårdtslående ’The Reason They Hate Me’ (med den fremragende linje ”don’t tell me how to do my job!”), forvandledes området foran Loppens scene til et kludetæppe af kroppe, der asede og masede frem og tilbage og ind i hinanden. Det var ikke en moshpit, for det var der ikke plads til, men det var en meget svedig, intim og lettere homoerotisk omgang, hvor lemmer kom på afveje og varme numser rytmisk blev hamret ind i ens skridt midt i virvaret.

Var der én, der svedte mere end andre, var det dog frontmand Alexis Marshall, karismatisk og intens, der med åbentstående skjorte, svedglinsende brystkasse og vådt hår kastede sig rundt på scenen og udfordrede tyngdekraften, når han ad adskillige omgange tog turen ud på folks hænder og forsøgte at gå på Loppens lave bjælkeloft.

Slumpunket udstråling
Daughters er ganske vist fra Rhode Island i USA, men med sit indsunkne ansigt, magre og overtatoverede krop og fedtede, sorte hår, der bliver strøget tilbage i en slikket frisure, ligner Marshall en Alex Turner, der har tilbragt lidt for mange år på livets skyggeside.

Han har en slumpunket udstråling, der synes mere i tråd med britisk punk end amerikansk støjrock, og derfor gav det også kun god mening, at der inden koncerten blev afspillet numre med legendariske britiske goth- og postpunk-bands som Bauhaus og Killing Joke.

Daughters drager dog fra lidt af det hele, og selvom det er svært at kategorisere deres lyd, så kan det høres som en form for postpunk, hvor alle virkemidler fra guitarernes dissonanser til synthesizerens skurrende støjflader og sangteksternes nihilisme er yderligere forvrænget og skruet op.

Efterladt uforløst
”Enough with the cameras. Let the kids come up front and have some fun”, lød det fra scenen allerede efter første nummer, hvorefter vi blev ført igennem ’Satan in the Wait’, ’Long Roads, No Turns’ og den ældre ’The Dead Singer’, før ’Less Sex’ gav et kortvarigt pusterum. Altså indtil den voldsomme ’The Hit’ skruede tempoet og intensiteten i vejret igen.

Daughters var eksplosive, sprængfarlige og nærværende, men efterhånden som folk i publikum svedte igennem T-shirts og trøjer, hvilket foranledigede flere til at smide kludene undervejs, sev energien også en anelse ud undervejs.

Den afsluttende ’Ocean Song’ er med sin historie om en mand, der søger efter en mening bag den bølge af meningsløshed, der i senmodernitetens tidsalder er ved at opsluge ham, en effektiv opsummering af bandets udtryk. Spændingen opbygges igennem mange minutter, men lader sig aldrig forløse og stopper i stedet midt i uvisheden, desperationen og lidelsen.

Det satte et noget ambivalent punktum for en voldsomt intens koncert. Men det var nok også meningen med det hele.