Top 5 – Bands, som Jon ikke forstår

Populær
jon_unnamed

Metal er en kamp, også internt på Devilution. Vi er ikke enige om alt, men særligt én skribent lader til at være afsporet, hvad angår bestemte bands. Vi giver en gennemgang af Jon Albjerg Ravnholts største kætterier.

Forfatter

Der er løgne, og der er sandheder, og selvom der er flest af de første, hører metal blandt de sidste. Men selv i metallens tjeneste kan de mest skråsikre stemmer tage fejl.

Hos Devilution er Jon Albjerg Ravnholt, lederskribent og hårdnakket anmelder, en af de skråsikre stemmer. Han er måske på den rigtige mission, men oven på sidste uges top 5, hvor Jon i et forsøg på at forudsige det drømmenavn, der er booket til Copenhell næste år, gav lussinger ud til nogle af de mest elskede metalnavne, så andre redaktionsmedlemmer sig ramt af historiekætteriet.

I denne uges top 5 giver vi derfor en gennemgang af uomgængelig metal, som Jon Ravnholt ikke forstår sig på. Det er selvfølgelig noget, hvorom vi er helt skråsikre.

1. Dio
Hvilket metalhoved med respekt for sig selv forstår ikke Dio?

Du gættede rigtigt: Det er Jon.

Det var i hvert fald stødet mod metallens største magiker, der stod ud i sidste uges artikel.

”Alle elsker jo at synge ‘Holy Diver’ i Biergarten, og hvis man så kan få den med manden selv i næsten levende live sammen med hans andre store hits som … øhh, det der andet rigtig kendte nummer fra Dios solokarriere … der må være et par stykker … er der ikke?” stod der hånligt.

Så som en servicemeddelelse kommer her en liste over andre udødelige Dio-hits, som Jon kan lytte op på, indtil hologram-Dio måske/måske-ikke besøger landet engang næste år:

’Rainbow in the Dark’, ’The Last in Line’, ’We Rock’, ’Stand Up and Shout’ og ’Don’t Talk to Strangers’.

Og her er bare en brøkdel af alle de øvrige Dio-sange, der ikke nødvendigvis kan bryste sig af millioner af Spotify-afspilninger, men som stadig bare er pissefede:

’Dream Evil’, ’Gypsy’, ’All the Fools Sailed Away’, ’Egypt (The Chains Are On)’, ’Like the Beat of a Heart’, ’Sacred Heart’, ’Straight Through the Heart’ (okay, Dio har et eller andet med hjerter), ’Invisible’ og ’One Night in the City’.

Alle sammen fra perioden 1983 til 1987, fordi Dio selv efter sin tid i Rainbow og Black Sabbath stadig var on fire.

Det er den slags overmenneskelige kvalitetsbevidsthed og konsekvent høje niveau igennem en 10+-årig periode, der gør en udødelig.

Men det forstår Jon selvfølgelig ikke.

2. Mike Patton (og Faith No More)
I samme top 5 måtte et andet favoritband i hvert fald se sig angrebet: Faith No More, der med deres genre-mashups af alt-rock, funk, soul, hiphop, pop, en snert af jazz og, ja, metal kan siges at være indbegrebet af musikhistoriens mest skamløse årti, 1990’erne.

Det var selvfølgelig med energibomben og vokalakrobaten Mike Patton i front, at de toppede, men for Jon er det de to første post-punk-lænende plader med den noget mere amatøristiske Chuck Mosleys begrænsede evner, der er højdepunktet i Faith No Mores diskografi.

Fordi ”Mike Patton endnu ikke var kommet til og havde gjort bandet til en showcase for, hvor fed han selv synes, at han er”.

Jaja, Jon. Det siger du jo kun for at vise, hvor fed du selv synes, du er.

Skal vi lige minde om, at blot et par måneder før du forsvor et af 1990’ernes største – og bedste! – crossoverhits i ’Epic’, forsvarede du selveste Red Hot Chili Peppers i en alenlang Metaldiktator? Ahem.

3. Daughters
Man kunne knap nok nå at glæde sig over sidste uges glimrende Daughters-koncert, før Jon, der ikke var til stede på aftenen men korrekturlæste artiklen, kom med sit bitre input: Noget med punk og senmodernitet, puha, det lød godt nok skidt. Noget med, at hypen ikke holder. Noget med, at Swans sikkert har gjort det bedre.

Du er bare ved at blive gammel. Skriv en anmeldelse af endnu en ny, overlang Swans-plade, og lad ellers the kids have some fun, ikke?

4. Cattle Decapitation
Om en lille måned lander ’Death Atlas’, det nye album fra amerikanske Cattle Decapitation. En gruppe, der har taget dødsgrind (og miljø- og klimakritik) langt videre end de fleste, og som med ’Monolith of Inhumanity’ og ’The Anthropocene Extinction’ har udgivet to skelsættende album i 2010’erne – hvorfor sidstnævnte for nylig var det første indslag i vores nye artikelserie, der sætter fokus på ti definerende plader for årtiet, hvis afslutning vi snart ser.

’Death Atlas’ kan siges at tage tråden op, hvor ’The Anthropocene Extinction’ slap, men udbygger også de melodiske elementer, der er kommet tydeligere til udtryk på de seneste plader.

Men Jon behøvede selvfølgelig ikke engang høre albummet for at danne sig en mening, fordi han ikke bryder sig om melodier i sin grind. Til gengæld kunne han byde ind med en velformuleret mening om dødsgrind som ”den største blindgyde af en lortegenre”.

Stærke holdninger kendetegner måske Devilution, men her er en af dem, der skyder ved siden af. Du kan som andre elitære fremover holde dig til pionerer som Siege og fængselsvæsensgrinderne (!) i Regional Justice Center og lade os andre nyde den fede miljøgrind uden sure miner.

5. Judas Priest
Judas Priest, et af de største, vigtigste og mest betydningsfulde metalbands nogensinde. På en og samme tid det mest macho og mest queer band derude. Og ikke mindst et af de sejeste, stilede og allerbedste.

Der er mange årsager til at elske Judas Priest, der hele 50 år inde i karrieren holder tårnhøjt niveau og vender tilbage som hovednavn på Copenhell næste år.

Hvilket metalhoved med respekt for sig selv forstår ikke Judas Priest?

Du gættede rigtigt: Det er Jon.

Årsagen er ukendt, og holdningen er så kontroversiel, at den aldrig er blevet tilkendegivet offentligt her på Devilution – hvorfor det her selvfølgelig kommer til at fremstå som urimelig udskamning.

Men sådan må det være. Når man stikker røven frem, risikerer man også et par slag bagi, hvilket er en filosofi, vi selv forsvarer vores udmeldinger med her på sitet.

Så kan det godt være, at Jon har nok så mange gode og velunderbyggede holdninger til alt fra Slayer, Kreator og Vampire til Cult of Luna, Terror, Agnostic Front og selveste The Cure og Cypress Hill. Men som sagt, så kan selv de mest skråsikre stemmer tage fejl.

For I ved, hvad man siger: Holdninger er som røvhuller. Alle har et.

Og Jon, du har tydeligvis stadig nogle punkter, du kan arbejde på.