Metaldiktator: Kreator – ‘Extreme Aggression’

Metaldiktator: Kreator – ‘Extreme Aggression’

De er ikke de allerstørste, men de er Copenhells moralske hovednavn i 2018: Kreator har gennem tre årtier stredet sig støt mod toppen. ‘Extreme Aggression’ var et tidligt vendepunkt.

Kunstner
Titel
Extreme Aggression
Genre
Trackliste
Extreme Aggression
No Reason to Exist
Love Us or Hate Us
Stream of Consciousness
Some Pain Will Last
Betrayer
Don't Trust
Bringer of Torture
Fatal Energy
Karakter
666

“Festivalplakater er en god målestok,” filosoferede Nick Holmes fra Paradise Lost sidste år i Close-Up Magazine om bandets langtidsholdbarhed.

“Så længe man befinder sig i den øvre ende, hvor bandene præsenteres med deres logo, har man sit på det tørre. Bare man ikke er allerhøjest oppe, hvor man hurtigt kan komme i uføre. Anden og tredje række er magelige. Der er en tryghed der, som man savner i toppen.”

Den forretningsfilosofi kan man med god ret overføre på Kreator, og så kan man samtidig spørge sig selv, hvorfor de på årets Copenhell-plakat lige akkurat ikke står med deres logo, selvom de godt nok er det første navn i rækken under bands med logo. Kreator er festivalens moralske hovednavn, hvad de færreste, der bevidnede bandets koncert på Copenhell i 2015, vil betvivle. For har Kreator aldrig haft den samme brede appel som de største af deres samtidige på 80’ernes thrash metal-scene, har de til gengæld vist sig at være i den grad langtidsholdbare. Det er sket med et dedikeret slid og en fortsat tæft for riff-skrivning, som de fleste andre veteraner i dag må misunde dem.

Sådan har det på sin vis altid været. Kreator eksploderede ikke på scenen, de væltede lidt klodset ind på den med debuten ‘Endless Pain’ i 1985. På de efterfølgende plader, ‘Pleasure to Kill’ i 1986 og ‘Terrible Certainty’ i 1987, udviklede de sig betragteligt som musikere og sangskrivere, uden at de ligefrem udgjorde nogen trussel mod Metallica og Slayers popularitet eller landsmændene i Sodoms folkelighed. Sodom, der i øvrigt står lige før Kreator på plakaten – med logo. Og Sodom, hvis tidligere og netop tilbagevendte guitarist Frank Blackfire i en årrække var med i Kreator. Men sammenlignet med konkurrenterne var Kreator både mere aggressive, mere tekniske avancerede og samtidig mere socialt bevidste på tekstsiden.

Virkelighedsnær blodrus
Det beviste de for alvor i 1989 på deres fjerde plade, major label-debuten ‘Extreme Aggression’. Sammen med sin forgænger og den efterfølgende ‘Coma of Souls’ står den ikke alene som topmålet af prøjser-thrash, helt uden Sodoms pøllede Motörhead-fascination, Destructions speed metal-flirt og landsmændene i Tankards øllede jokes til at dække over et svagt materiale. Kreator havde ikke brug for at gemme sig bag noget, for Mille Petrozza var blevet så ferm til at skrive det ene vilde riff efter det andet med effektive breakdowns.

Det står klart fra det øjeblik, hvor titelnummeret indleder pladen. Et midtempo-breakdown, som starter forskudt og allerede der skaber spænding i strukturen, afløses af et af Mille Petrozzas karakteristiske vræl. Det er ikke et skrig, snarere et afmægtigt råb, der munder ud i en rallen. Det er langt fra kønt, men det er den tilstand, han beskriver, heller ikke. “Extreme aggression / From an extremely insane mind,” lyder de uforsætligt kluntede åbningslinjer med tyk tysk accent. Men den blodrus, der besynges, er ikke fra Slayers splatterfilmunivers, afsløres det i den bro, der leder over i en gentagelse af åbnings-breaket: “Society, what have you done to me? / Society, bring you to your knees.” Jeps, det er samfundets skyld, og det skal hævnes, men bødlen er selv et offer.

Meget dybere end det stikker refleksionen ikke, men det er heller ikke det vigtigste: Det virkelig vigtige er samspillet mellem musikkens aggression og teksternes samme og det ekstra lag, der modsvares af de komplekse melodilinjer, der kører under versene. Allerede på sangene ‘Storming with Menace’ og ‘As the World Burns’ på ‘Terrible Certainty’ var Mille Petrozza begyndt at arbejde med riffs, der foldede sig ud som lange, palm-mutede melodier, og den formel perfektionerede han på ‘Extreme Aggression’. Som Metallica havde gjort det på milepælen ‘Master of Puppets’ – som man i øvrigt kan ane en tydelig inspiration fra i ‘Bringer of Torture’ – er titelsangen, ‘Love Us or Hate Us’, ‘No Reason to Exist’ og ‘Fatal Energy’ bygget op med en overflod af melodiøse riffs, breaks og temposkift, der skaber dynamik og fremdrift både i de enkelte sange og på pladen som helhed.

Før fællessangene
Fremdriften er i sig selv en pointe: Det decideret melodiøse havde endnu ikke indtaget en dominerende rolle, som det ville gøre det på den efterfølgende ‘Coma of Souls’ og for alvor i comebacket fra ‘Violent Revolution’ og frem til de seneste års kommercielle succeser ‘Phantom Antichrist’ og ‘Gods of Violence’. ‘Extreme Aggression’ har sine ørehængere, men de er ikke på samme måde egnede til at få en markfuld af festivalgængere til at skråle med, som nutidens Kreator-sange er det.

Der var dog et tydeligt skift fra de første tre plader på ‘Extreme Aggression’, som var bandets debut på Epic Records uden for Europa – hjemme udkom de fortsat på det tyske flagskib Noise Records. Både i lyden og sangskrivningen åbnede Kreator for et større publikum. Hvor kompleksiteten i riffopbygningen havde gjort ‘Terrible Certainty’ til en hermetisk oplevelse, gør den melodiøse opbygning af de enkelte riffs på ‘Extreme Aggression’ pladen langt mere tilgængelig uden at være simpel på samme måde som ‘Pleasure to Kill’ og ‘Endless Pain’. Der var heller ikke tale om, at Kreator solgte ud, fordi de var kommet på et major label: Sangene er uforsonligt rasende, og kun ‘Some Pain Will Last’ antyder den vej ud i midttempo-sange, som Kreator siden ville følge.

Crossover-appeal
‘Extreme Aggression’ var derfor en plade med klar appel til det crossover-publikum, som flere metalselskaber anede et kommercielt potentiale i mod slutningen af 80’erne – et potentiale, der kun delvist blev opfyldt med enkelte bands som Biohazard, der ville komme til at hitte, uden at det smittede af på scenen som sådan. Et af de bands var Excel, der i dag nok huskes bedst for at være dem, hvis sang ‘Tapping Into the Emotional Void’ Metallica plagierede temmelig åbenlyst i hittet ‘Enter Sandman’. Deres gennembrud var albummet ‘The Joke’s on You’, der tilfældigvis udkom dagen efter ‘Extreme Aggression’, 20. juni 1989. 

Greg Saenz og Dan Clements fra Excel medvirker på ‘Don’t Trust’ og den ætsende single ‘Betrayer’, der stadigvæk indgår som et af ekstranumrene ved Kreators koncerter, men at kalde ‘Extreme Aggression’ en decideret crossover-plade vil trods alt være at strække den. Godt nok skilte coveret sig markant ud fra såvel deres egne tidligere udgivelser som de fleste andre thrash metal-plader ved for første gang ikke at have et maleri af bandets maskot, en skaldet dæmon. I stedet prydedes det af noget for genren så uhørt som et bandfoto. Det var nu ikke et udtryk for en gennemtænkt marketingstrategi, der skulle gøre Kreator mere streetwise, men en hasteløsning, fordi tegnerens bud på en coverillustration ikke var godt nok.

Det skulle gå stærkt dengang. Det gør det også på ‘Extreme Aggression’. Rasende stærkt. Og Kreator har både fuld kontrol over farten og substansen i de sange, der fyger om ørerne på en. I dag er ‘Pleasure to Kill’ en langt mere populær plade blandt retro-thrash-publikummet på grund af dens charmerende primitive brutalitet. Det er også titelsangen fra den plade, der i dag afslutter Kreators koncerter, lige efter ‘Betrayer’. Men vil man forstå, hvordan Kreator er blevet det band, de er i dag, er det på ‘Extreme Aggression’, vendepunktet indtræffer. Det er også her, man kan få en fornemmelse af, hvilket band Kreator kunne være i dag, hvis de havde fulgt et andet, mere uforsonligt spor. Det kan man så stå og drømme om på Copenhell, indtil ‘Betrayer’ flår en ud af døsen og tilbage til sommeren 1989.



Artiklens hovedbillede viser forfatteren i sommeren 1989 med nyindkøbt Kreator-T-shirt. Tilsyneladende rakte dømmekraften trods alt til at købe en T-shirt med motivet fra EP'en 'Out of the Dark' i stedet for bandbilledet fra 'Extreme Aggression'. At samme dømmekraft ikke forhindrede ham i at have bundesligahår er en anden sag.