Den ekstrametalliske dimension: Cypress Hill – ‘Black Sunday’

D51CBB55-BF34-4609-A3E4-E26654E8F4F3
cypress-hill-480x360
Cypress-Hill-10-27-16
1_Y0ItVK0lzDAD87W-ryjstQ
SNYL549348LP-2_1024x1024
SNYL549348LP_624b421e-40e0-4940-91c7-61ecd5430a3f_1024x1024

Roskilde Festival-aktuelle Cypress Hill var et af de første hiphop-navne, der lykkedes med at krydse over til metalpublikummet uden at lefle for det. I starten, i hvert fald.

Kunstner
Titel
Black Sunday
Trackliste
I Wanna Get High
I Ain't Goin' Out Like That
Insane in the Brain
When the Shit Goes Down
Lick a Shot
Cock the Hammer
Lock Down
3 Lil' Putos
Legalize It
Hits from the Bong
What Go Around Come Around, Kid
A to the K
Hand on the Glock
Break 'Em Off Some

Med John Bonhams koloenorme, kontinentalpladeforrykkende trommer fra Led Zeppelins ‘When the Levee Breaks’ og Tony Iommis flintøkseudhakkede riff fra Black Sabbaths ‘Sweet Leaf’ åbnede Beastie Boys på ‘Rhymin & Stealin’ fustagen til alletiders længstvarende keg party og en lige så lang affære mellem hiphop og heavy metal. Det har langt fra altid været lige skønt at være vidne til: Da det først tog fart, var det en overgang i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, som om man ikke kunne sætte en hiphop-plade på uden at høre generisk rockguitar og ikke kunne høre en thrash metal-plade uden at skulle udsættes for forsangerens forsøg på at rappe.

Der er næppe nogen grund til at opremse lavpunkterne i kærlighedsaffæren in extenso her: Fra Anthrax og Public Enemys grelt klodsede samarbejde over Nas og Korn i outsiderduet og Jay-Z, der mimer følelser sammen med Linkin Park, til Natjager herhjemme. Højdepunkterne har været mere sparsomme med B-film-soundtracket ‘Judgment Night’ som et enligt zenit for genrehybriden, mens Rage Against the Machine velsagtens lykkedes i deres egen ret.

Det evige problem med affæren har været, at selvom hiphop og heavy tilsyneladende ikke kan få nok af hinanden – se bare, hvordan Lil Uzi mosher igennem til en The Faceless-koncert, eller Ihsahn bedyrer, at moderne hiphop hjælper ham med at skrive musik – trækker de hinanden ned til laveste fællesnævner, når de mødes. Rapperne prøver at lyde alt for barske, metallerne prøver at lyde funky, guitarerne bliver en karikatur af rock, og det hele bliver præcis så gumpetungt, ufunky og tåkrummende som Cypress Hill, der spiller Guns N’ Roses’ ‘Paradise City’ sammen med Slash og Fergie fra Black Eyed Peas.

Skælv lige ved den sidste tanke. Brrr. Lad for dit eget bedste være med at google det.

Lirekassemareridt
Måske er det derfor, Cypress Hill havde så stor succes med at nå metalfolket med deres andet album i 1993. Metallerne havde allerede fået øjnene op for hiphops kvaliteter, men havde fortsat svært ved at navigere i en genre, hvor der blev lagt vægt på nogle helt andre ting end i metal. ‘Black Sunday’ var genkendelig uden at tale ned til metallerne: Coveret var dystert og fuld af kranier, og musikken var tilsvarende mørk og mut, men det eneste spor af heavy, der var at finde på pladen, var den mundharmonika, der blev samplet fra Black Sabbaths’ The Wizard’ på ‘I Ain’t Goin Out Like That’.*

Det var med andre ord næsten subtilt, men det var så også det eneste subtile på en plade, der åbner med erklæringen “I want to get hiiigh, soo hiiigh” og indeholder mellemspillet ‘Legalize It’ og sangen ‘Hits from the Bong’. Åh jo, Cypress Hill var i den grad nede med the chronic og fejrede 4/20 året rundt, hvilket egentlig virker ret uansvarligt, når resten af sangene handlede om skydevåben og om at se sig over skulderen konstant i ghettoen, men sådan er der så meget, der ikke hænger sammen, når man er hashnarkoman.

Den tematik havde Cypress Hill allerede bevæget sig rundt i på den selvbetitlede debut, der kom to år tidligere og opnåede stor kommerciel succes uden for alvor at gøre indtog på metalscenen. Når ‘Black Sunday’ gennembrød den barriere, må det have skyldtes den langt mørkere, sine steder decideret ildevarslende, lyd, der var på pladen. Det kan godt være, at de fleste i dag primært associerer den med kæmpehittet ‘Insane in the Brain’, men selv den sang er der noget helt off, tydeligst i tredje vers, hvor lirekassen sætter ind.



Trusler i tågen
På det tidspunkt var bandets producer, DJ Muggs, allerede ved at skaffe sig sin egen signaturlyd efter året forinden at have scoret et lige så stort kæmpehit med House of Pains ‘Jump Around’,** men på ‘Black Sunday’ bevæger han sig altså væk fra den igen og over i et anderledes mørkt og tåget univers. Den stemning bliver hjulpet godt på vej af B-Reals besynderligt gnækkende og nasalt pibende stemmeføring og Sen Dogs sære grynten og stakåndede tilråb.

Cypress Hill lød decideret truende,*** samtidig med at de åbenlyst var så kogte, at man tvivlede på, de for alvor ville kunne forrette nogen større skade på andre end sig selv. Hvis altså ikke det var, fordi de på den anden side tydeligvis havde fuldstændig tjek på, hvad de foretog sig. 

Det var dengang.

På den efterfølgende plade, ‘Temples of Boom’, trak de lyden i en endnu mørkere, endnu mere urovækkende retning, der måske nok kan høres som en forløber for den mere voldsfikserede hardcore hiphop, som Non-Phixion, Necro og Jedi Mind Tricks kom frem med omkring årtusindeskiftet – i øvrigt alle med afsæt i dødsmetal – men også bare var mere af det samme. 

Selvom Cypress Hill siden med jævne mellemrum er blevet genoplivet og har udgivet nye plader, senest sidste år med den forbavsende hæderlige ‘Elephants on Acid’ – indsæt grineflip over dén titel – er de i den brede offentlighed for altid “dem med ‘Insane in the Brain’.”

Det er ikke fair over for Cypress Hill. Men når den umiddelbare glæde over, at bandet bliver annonceret til Roskilde Festival, har lagt sig, går det op for én, at det eneste, man egentlig gider høre dem spille til den koncert, er ‘Black Sunday’ fra ende til anden. Og når man så husker B-Real på scenen med Prophets of Rage på Copenhell i 2017 med kefije og så stor en koger inden for bæltet, at han væltede rundt og dårligt kunne øffe sig gennem ‘Insane in the Brain’, da de – selvfølgelig – spillede den, går det op for én, at det ønsker man nok i virkeligheden alligevel ikke. For den plades skyld.



Hvor langt væk fra metal er det her?
På papiret: Langt. Der er ingen guitar, og de sampler ‘Son of a Preacher Man’. Men reelt er der ikke så langt, som man skulle tro: Stemningsmæssigt er vi i området omkring doom metal, og der er masser af kranier og et Black Sabbath-sample til at gøre alle trygge og glade. 

Er der overhovedet noget metal over det?
Samme år, som ‘Black Sunday’ udkom, turnerede Cypress Hill med Rage Against the Machine, og et par årtier senere kom B-Real med i Prophets of Rage. Sen Dog har sit eget raprock-band ved siden af, Powerflo, og Cypress Hill var som de eneste med på hele to sange på det skelsættende soundtrack til ‘Judgment Night’.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi metallere tilsyneladende har lige så svært ved at slippe hiphop, som hiphopperne har ved at slippe metal, og det her er faktisk ikke et slapt blandingsprodukt.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Som Anthrax tydeligt har demonstreret, bør man ikke undervurdere faren ved at lade sig påvirke af hiphop: Konsekvenser kan være katastrofale. Men hvis ‘Black Sunday’ kan åbne ens øjne for noget, er det nok, at der er flere måder at være heavy på.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Ja, Black Sabbath. Det skal man i virkeligheden bare altid gøre, for så slipper man for at skulle forholde sig til noget som helst og rode sig ud i genrer, man senere kommer til at fortryde. Man kan leve et langt og godt liv med de seks første Black Sabbath-plader, og det er svært at se, hvorfor man ikke bare skulle gøre det.



* Indrømmelse 1: I væsentligt længere tid, end jeg bryder mig om at erkende, troede jeg, at ‘I Ain't Goin’ Out Like That’ handlede om en virkelig forfængelig fyr, der ikke ville gå ud, hvis han ikke havde det rigtige kluns på.

** Indrømmelse 2: Vi er kommet for at gøre afbigt for at have danset alt, alt, alt for mange gange til ‘Jump Around’ til gymnasiefester og på provinsdiskoteker.

*** Indrømmelse 3: Jeg havde først  ‘Black Sunday’ på kassettebånd og hørte den på walkmanen på vej ud til nogle gymnasievenner, der boede endnu længere ude i forstæderne end mig, og da jeg kom derud, hvor der ikke længere var gadelamper, og bare hørte den der grynten og hvinen henover beats og skurrende lyde, blev jeg så bange, at jeg endte med at sove på gulvet hos mine venner, fordi jeg ikke turde cykle hjem om natten.