Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Rasende ligegyldige profeter

Populær
Updated
Rasende ligegyldige profeter

Da projektet blev kendt, gik internettet og fans af Rage Against the Machine og Public Enemy forventeligt i selvsving. Men der er intet at hidse sig op over.

Titel
The Party's Over
Trackliste
1. Prophets of Rage
2. The Party’s Over
3. Killing in the Name (Live)
4. Shut Em Down (Live)
5. No Sleep Til Cleveland (Live)
Karakter
1

Prophets of Rage er det, man kan kalde en supergruppe. Der er tre medlemmer fra Rage Against the Machine, et par stykker fra Public Enemy og B-Real fra Cypress Hill. Vi rapporterede fra bandets første koncert i Hollywood, da de gav koncert d. 31. maj 2016 på legendariske Whisky A Go-Go. Det var ikke overraskende en masse covernumre fra netop de tre bands med hovedvægt på Rage Against the Machine og Public Enemy.

Men det er hverken det ene eller det andet. Prophets of Rage er et sympatisk omend utrolig ligegyldigt opkog af de to bands. Mens mange fans verden over håber, at de tre medlemmer fra Rage Against the Machine finder sammen med forsanger Zack de la Rocha og laver en ægte gendannelse, så er Prophets of Rage i mellemtiden det bedste, man kan få. Stilmæssigt er kollaborationen med Chuck D fra Public Enemy og B-Real fra Cypress Hill jo ikke specielt mærkelig.

Problemet er bare, at denne single, 'The Party's Over', er så selvprofetisk, at det næsten gør ondt at lytte til. Covernumre. Livenumre. Ren fest og ballade. Men festen er allerede slut, hævder profeterne. Det har de så evindelig ret i. De har studieindspillet 'Prophets of Rage', der bærer bandets navn. Det er et cover af Public Enemy. Så er der 'The Party's Over', der er kedelig og ligegyldig.


(Alle fem sange kan streames på denne kanal).

Derudover er der tre livenumre, hvor det ikke overraskende er 'Killing in the Name', der lægger ud. Der er ingen tvivl om, at det politiske budskab er relevant i en brydningstid i USA, hvor Prophets of Rage allerede har forsøgt at lægge sig ud med det Republikanske parti og deres kandidat Donald Trump, hvis slogan 'Make America Great Again' er blevet omdøbt til 'Make America Rage Again Tour', som de netop har indledt tværs over kontinentet i Guds eget land.

Der er bare ikke så meget at komme efter. Det er et jamband. Sympatisk og med en dagsorden. Så på sin vis vigtigt. Det kunstneriske er bare ikke førsteprioritet. Det er budskabet. Kan man acceptere den præmis, og savner man en nyfortolkning af gamle klassikere fra rap metal, så er Prophets of Rage vand på en tørstig mølle. Hvis ikke, så fortsæt med det, du var i gang med for fem minutter siden.