Top 5 – Drømmenavnet

Copenhell har allerede booket drømmenavnet, siger de: Vi gætter på, hvad det kan være.

“Har du et absolut drømmenavn?” blev Copenhells Jeppe Nissen i den forgangne uge spurgt af Ekstra Bladet, da festivalen offentliggjorde den første gode bunke navne.

“Ja, og det er allerede booket! Det er bare ikke offentliggjort endnu,” lød svaret fra den storsmilende festivalleder. 

Men hvilket navn gemmer der sig mon bag de ord? Vi kan sandsynligvis se frem til et par offentliggørelser mere året ud, og det kunne meget vel være et par af hovednavnene, der kommer på her. 

Det kan vi selvfølgelig ikke vente på, så vi har taget detektivhatten på og nærlæst vores tre år gamle 10 hurtige med Jeppe Nissen for at finde ud af, hvad hans drømmenavn er.  

1. A vulgar display of powerballader
Med Vinnie Paul begravet er der ikke længere nogen hindringer for, at Phil Anselmo kan genoplive Pantera sammen med hvem, han nu kan lokke til det job. Og i 2016 indrømmede Jeppe Nissen modvilligt, at Pantera var hans absolutte yndlingsband: “Det er selvfølgelig lidt presset efter den seneste tids fjollerier, men gennem tiderne et vigtigt band for mig.”

Ret beset har Phil Anselmo bare allerede været i Danmark med sit Pantera-show: På Roskilde Festival i år sled han sig gennem klassikerne, og selvom det var i eget navn, vil det alligevel fjerne noget af nyhedsværdien, hvis han hiver fat i sin tidligere Down-kollega Rex Brown og kalder sig Pantera igen ...

… med mindre Anselmo ryster posen og spiller et set, hvor han udelukkende vil forsøge at ramme de høje toner i bandets største powerballader: ‘Hollow’, ‘Flood’, ‘Cemetery Gates’. Det ville helt sikkert ikke blive kønt. Det ville helt sikkert heller ikke blive populært ikke at spille ‘Walk’ eller ‘Cowboys from Hell’. Men det ville være både ømt og fucking hostile og dermed essensen af Pantera.

2. I går betyder ikke en skid
Alternativt kunne et gendannet Pantera benytte sig af lejligheden til at fejre 20-årsjubilæet næste år for bandets sidste plade, den noget ildesete ‘Reinventing the Steel’. Forestil jer en hel festivalplads, der står og venter på ‘5 Minutes Alone’ (og ‘Hollow’!) og bare får ‘Yesterday Don't Mean Shit’, ‘We'll Grind That Axe for a Long Time’ og ‘It Makes Them Disappear’. 

Vi spår, at aftenens største bifald kommer, når de namedropper Slayer i ‘Goddamn Electric’. Muligvis også det eneste.

3. Holo Dio
Seks år efter hans død var Ronnie James Dio stadig den musiker, Jeppe Nissen allerhelst ville drikke en øl med, da vi spurgte ham i 2016. Og det kan godt være, at Dio er død, men hologram-Dio lever, og det har været en af de oplevelser, publikum på Copenhell har spurgt efter. Alle elsker jo at synge ‘Holy Diver’ i Biergarten, og hvis man så kan få den med manden selv i næsten levende live sammen med hans andre store hits som … øhh, det der andet rigtig kendte nummer fra Dios solokarriere … der må være et par stykker … er der ikke? Er der nogen, der på stående fod kan nævne én eneste anden sang med Dio? Som ikke er fra hans tid med Black Sabbath eller Rainbow?

Nåh, hul i det, han er jo et hologram, så vi kan bare starte ham forfra og få ham til at synge ‘Holy Diver’ én gang til. Og én gang til. Den varer små seks minutter, så de kan nå den ti gange. Det bliver super. 

4. Vi bryder os om ting
Et andet af Jeppe Nissens yndlingsbands er Faith No More. Han er trods alt årgang 1974, så det er svært at undgå. Faith No More ville faktisk være lidt af et scoop for Copenhell, selvom de har spillet på både Tinderbox og Roskilde Festival efter gendannelsen: Bandet har ikke turneret siden 2015, og der er rygter om et nyt album i 2020. Som om nogen som helst af deres fans er interesserede i at høre dem spille andre sange end dem, der får dem til at føle sig 15-20 år gamle og udødelige igen, men alligevel.

Faith No More er også bare herostratisk berømte for at gøre tingene på deres helt egen måde – helst en måde, der pisser så mange som muligt af deres fans af. Så vores bedste bud på en Faith No More-koncert er et sæt, der udelukkende koncentrerer sig om de to første plader, ‘We Care a Lot’ og ‘Introduce Yourself’. Der som bekendt er de bedste, fordi Mike Patton endnu ikke var kommet til og havde gjort bandet til en showcase for, hvor fed han selv synes, at han er.

Derfor kan Mike Patton selvfølgelig heller ikke yde de sange retfærdighed, og da den originale sanger, Chuck Mosley, døde i 2017, er det oplagt at invitere Bad Brains’ H.R. til at synge dem på hans vegne. Det er kun fair: Chuck Mosley tog pladsen fra H.R. i Bad Brains i 1990, da han selv var blevet smidt ud af Faith No More, og H.R. havde forsvoret alt, der ikke var reggae. At H.R. samtidig er en om muligt endnu mere excentrisk sanger og personlighed end Chuck Mosley (og Mike Patton – tilsammen!) gør det til et drømmescenarie.

Og vi slipper for at høre ‘Epic’.  

5. 24-7 Spyz
Hvis ikke vi kan få Faith No More, er vi nødt til at have funk metal repræsenteret af nogle andre. Det er ikke godt nok bare at have Korn på plakaten, med mindre selvfølgelig de vælger udelukkende at spille sange fra den plade, de udgav som L.A.P.D. Uden Jonathan Davis.

I år gav Copenhell os et gensyn med Living Colour, som absolut ingen mennesker i hele verden havde savnet at høre siden 1991, så i år er vi nødt til at grave dybere.

Det første navn, der dukker op, er 24-7 Spyz. Det viser sig endda, at de er blevet gendannet og har udgivet en plade i år. Der er simpelthen nogen, der har syntes, at tiden var moden til en ny plade med 24-7 Spyz: Så må der også være grundlag for en koncert på Copenhell, hvor vi kan give den gas til ‘Grandma Dynamite’ og, ej at forglemme, deres metalcover af ‘Jungle Boogie’.

Det er i hvert fald vores fem bedste bud. Kan I måske komme på noget bedre?