Copenhell '19: Tungt og funky

LRM_EXPORT_928261792530906_20190622_163244104
LRM_EXPORT_928231473776966_20190622_163213785
LRM_EXPORT_928238375894923_20190622_163220688
LRM_EXPORT_928246694662301_20190622_163229006
LRM_EXPORT_928290135574924_20190622_163312447
LRM_EXPORT_928327478688743_20190622_163349790
LRM_EXPORT_928389528003391_20190622_163451840

Der var umådelige mængder velproportioneret guitarlir og slapbas til strengehøvlings-elskerne, da Living Colour åbnede Helviti, men helt vedkommende blev det aldrig.

Dato
22-06-2019
Genre
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
3

Living Colours frontmand Corey Glover gik på scenen i den bagende lørdagssol iført festivalens flotteste blazer, mens Vernon Reid havde stemt guldguitaren, og det sagde vel alt om, at Living Colour hørte til blandt programmets mindst metalliske udtryk – og det er med vægt på udtryk, ikke på lyd.

For godt nok er Living Colour funky som få, men de tunge riffs gik rent ind foran Helviti-pladsen, og Corey Glovers vokal havde et råt og hidsigt islæt. Godt hjulpet af et perfekt trimmet lydbillede stod detaljer såvel som den solide bund klart, og selv de funky baslinjer fik en lille snert af brutalitet.

Men mere end det virkede det ikke, som om Living Colour havde tænkt sig at gøre for at passe ind på en metalfestival – i stedet stolede de på, at musikalitet og materiale var nok til at skabe en fest. Det lykkedes dog ikke rigtigt, og derfor var højdepunktet først og fremmest det overlegne sammenspil frem for samspillet med publikum. Vernon Reid lirede sine lange soloer af og kastede sig ud næsten duet-lignende kampe med Corey Glover, mens Doug Wimbish og Will Calhouns veltimede rytmesektion stod for en lignende flirt i de dybere toner.

Desværre for Living Colour har de ikke nok af oplagte hits i bagkataloget, hvor ’Cult of Personality’ ellers står stærkt, og de kunne godt have brugt en stensikker basker til at aktivere pladsen – frem for at lade dem forfalde til kun at nyde den instrumentale overlegenhed. Noget, som stod klart, da The Clash-klassikeren ’Should I Stay or Should I Go’ afsluttede sætlisten og endelig fik ølkrusene hævet respektfuldt i vejret. Alt for sent til at hæve koncerten til over middel.