Den lille vogn, der kunne
Lagwagon kæmpede sig igennem en koncert med flere udfordringer.
Det er søndag, men det føles ikke sådan, da vi går ned ad de smalle gader omkring Gråbrødre Torv. To fyre står og kigger forvirret omkring sig lige ved det offentlige toilet. De virker bekendte, og min veninde lader til at genkende dem. Hun spørger dem, om de er faret vild. Og sådan får vi hjulpet Chris Flippin og en roadie tilbage til Hotel Cecil, hvor han skal spille guitar for Lagwagon senere. Foran Cecil har samlet sig en bred skare af blandede punkere, der lige skal drikke den sidste kioskbajer, inden det går løs til det udsolgte show.
Men først skal vi høre lidt Canadisk punk rock fra Belvedere. Forsanger Steve Rawles forsøger at få publikum varmet lidt op med historier om ishockey, hvor flinke canadiske mennesker er etc., men lyden på hans mikrofon er så mudret, at det faktisk kan være lidt svært at tyde, hvad han siger. Medmindre jeg altså ikke forstår dialekten, og det bare er derfor, eh. Rawles prøver faktisk så ihærdigt oven på sit betydelige jetlag, at han indimellem ser lidt manisk ud.
Den eneste, hvis mikrofon er bare i nærheden af ok, er trommeslagerens. Og selvom Casey Lewis bag trommerne synger rigtig dejligt, så er det ligesom ikke nok til at kompensere for, hvor absolut forfærdelig lyden er på Cecil i aften: Rumlet, skramlet og tynd. Det klæder nok de færreste bands, men især hurtig skatepunk klæder det slet ikke. Det er virkelig ærgerligt, for man får det indtryk, at den her koncert havde været virkelig sjov, hvis lyden var bedre.
Min Shazam fortæller mig, at Lagwagon ankommer til temaet fra (åbenbart kult-)filmen ’The Warriors’. Det er dog ikke ligefrem kampånd, der lyser ud af det fem mand store band, da de indtager scenen. Bandet ankom i morges og det kan mærkes. Publikum står afventende lidt stille til de første par sange, men det ændrer sig med ét, da bandet spiller klassikeren ’Violins’. Herfra er der trykket start på den hemmelige knap, som de fleste familiefædre i Dickies-shorts har i nakken, og vi stopper ikke før de spiller ’May 16th’.
Lidt af en kamp
Joey Cape forsøger at sætte gang i en fællessang til ’Never Stops’, men her bliver det tydeligt, at Cape for det første ikke er i topform, for vokalen slentrer lidt ved siden af den forventede toneart, og for det andet er det faktisk decideret svært at høre ham. Heldigvis har publikum fanget retningen og overdøver al den dårlige, lave lyd. Det er fuldstændig menneskeligt og forståeligt, at en koncert ikke kan komme ud på toppen, når både bandet er jetlagged og lyden er fuldstændig horribel. Det er dog ærgerligt, at så meget af den spændende, melankolske finesse, der gemmer sig i Lagwagons melodiskrivning, ikke får lov at komme helt frem. Det er én af de ting, der nok i virkeligheden gjorde, at bandet klarede sig flere geledder længere frem i historiebøgernes erindringer, når vi snakker om skatepunk. De to uheldige sammenfald gør det en anelse sværere at se, at Lagwagon har været værd at vente på.
Publikums dom er anderledes
Kigger man modsat på publikum, så lader pittet i midten ikke til at ænse de omstændigheder. Sko og familiefædre flyver i luften. Tilbage til Joey Cape, der desværre heller ikke gør tingene bedre for sig selv. Hans kropsprog er lukket, og han griber om mikrofonen, så man får mindst mulig af hans artikulation ind i øregangene. Men måske er dagen også lidt hård. Det er nemlig på denne dag for ti år siden, at Tony Sly, forsanger i ’No Use For a Name’ og én af Cape’s nære venners døde i søvne. Nærmest kun den ene gang Cape dedikerer en sang til Sly, interagerer han med publikum.
Joe Rapasso på bas gør til gengæld sit for at holde festen i live. På sigt får han også førnævnte Chris Flippin og Chris Rest, begge på guitar, med på at danse lidt rundt. Alt i alt ender vi med en blandet pose bolsjer. Jeg er rimelig sikker på, at jeg, hvis jeg havde fået et par øller og kunne stå inde i moshpitten, så havde oplevelsen nok været en del større. Men desværre må jeg stå i kanten af scenen og kigge jaloux til. Ikke desto mindre, er det herfra, at jeg bedst ser, hvor meget publikum vil bandet, og hvor meget nogen af bandmedlemmerne vil deres publikum. Det kan ikke andet end at bringe et smil på mine læber, og af netop den grund trækker dansene til ’E Dagger’, ’Sleep’, ’Smile’, ’To All My Friends’ og endelig ’May 16th’ lige akkurat koncerten op på en middelmådig, men ikke så deprimerende oplevelse, som det kunne have været.