Nødvendighedens brutalitet
Populær
At komme til provinsen og spille metal for 30 mennesker er sådan noget, der giver unge bands hår på brystet.
Provinskoncerten er en disciplin, der kræver sin performer. Det er der, hvor man spiller for 30 mennesker på en god aften, og hvor man både skal lade, som om det er lige så fedt, som hvis der var 300, og som om der plejer at være 300, når man spiller på hjemmebane.
Der skal en god portion attitude til at bære, samtidig med at det helst ikke må blive så meget, at man kommer til at distancere sig fra det publikum, der trods alt har valgt sofaen fra til fordel for noget tråd. Hvilken som helst tråd, i virkeligheden.
For det er til gengæld den anden side af provinskoncerten: Publikum er taknemmeligt. Det er trods alt begrænset, hvor ofte muligheden byder sig for at komme ud at høre metal, når man bor i provinsen, så når der kommer noget forbi, støtter man det. Næsten uanset hvad. Sådan bør det være, og sådan er det heldigvis for det meste også, når først der er blevet opbygget en kultur omkring det. Kom til provinsen, og du kan være sikker på, at du får solgt flere T-shirts og vinyler, end du gør på selv din bedste dag som lokal support for et internationalt navn på gennemfart. Publikum er taknemmelige for, at der overhovedet er nogen, der gider at lægge vejen forbi deres by og spille metal for dem, og de korslagte arme bliver lagt på hylden for en aften for i stedet at kyle noget fadøl og ryste det sparsomme garn.
Tæppebankerthrash
Der bliver set igennem fingre med mangt og meget, også når Stalker tager en tur med ‘Ace of Spades’ – i øvrigt præcis som Deadflesh gjorde det, da de spillede her for halvanden måned siden – og er ved at kløjes godt og grundigt i den teknisk udfordrende Motörhead-komposition. Jamen, bevares da. Senere under Dirt Forge råber en fra publikum op mod scenen: “Spil noget med Stalker!” “Så hurtigt kan vi slet ikke spille,” replicerer Dirt Forges Alexander Kolby fra scenen. “Det kan vi heller ikke!” råber en pænt overrislet Stalker-guitarist tilbage fra sit bord.
For det kan de kun lige med nød og næppe og en del god vilje. Det er ikke teknisk finesse eller lækre detaljer, der bærer det københavnske band igennem sættet. Det er primitiv tæppebankerthrash af den sorte 80’er-skole, hvor referencerne fra sang til sang svinger mellem helt tidlig Kreator – specielt vokalen kommer tæt på en yngre, arrigere Mille Petrozza, der endnu ikke er klavret op på barrikaderne for at agere thrashens Bono – og helt tidlig Morbid Angel. Helt tidlig er altså nøgleord.
Den slags har vi fuld forståelse for på Devilution, men det virker altså også lidt, som om Stalkers projekt ikke så meget er skabt ud af en trang til at dyrke det retro, som ud af manglende evner til at spille særlig meget andet. En nødvendighedens primitivisme og brutalitet, så at sige. Hvilket er helt fint at drikke bajere til en lørdag aften i provinsen, jo, selvom det ikke er sådan noget, der vinder én Steppeulven-prisnomineringer.
Termokande-boogie
Hovednavnet med det uheldige akronym er på en gang mere moderne og gammeldags i sit udgangspunkt. For det er Geezer Butler, som den godmodigt smilende Yannick Bünger Kristensen emulerer på sin lavthængende bas, men Black Sabbath-dyrkelsen er en del af en fortsat rullende bølge af sludge og doom, der endnu ikke viser tegn på at være løjet af. Det afspejler sig i de T-shirts, medlemmerne har på, Dopelord og High on Fire, hvor man kan sige, at det trods alt kræver sit mod at stille sig op og spille guitar og råbe på den måde, Alexander Kolby gør det, i en High on Fire-T-shirt, fordi man næsten uundgåeligt vil blive sammenlignet med dem. Og en sammenligning med Matt Pike er det trods alt de færreste af os, der kan bære.
Han gør nu ellers et fint stykke arbejde, selvom man lige savner det sidste skub ud over kanten, både i vokalen og guitaren. Trommeslageren med det flotte, velplejede hår og skæg og bassisten med en termokande kaffe stående ude i siden til at holde den gående igennem koncerten lægger til gengæld en upåklageligt solid bund. Og når først boogierocken kører, kan man se alle stå og nikke i takt med store smil på ansigterne, og så er det, det går op for en, at man selv ser ud på akkurat samme måde.
Så lad gå med, at Dirt Forge ikke tilføjer en i forvejen overbefolket genre noget som helst ekstra. Lad gå med klichéerne og det uforløste episke potentiale – for dér er en retning, som Dirt Forge for mig at se kunne få en del mere ud af, end de gør endnu. Men egentlig er vi jo bare glade for, at de gider at være her i aften.
Alle 30 stykker af os.