WOA'13: En historie om lort

Populær
WOA'13: En historie om lort

Anthrax' Scott Ian gik Henry Rollins i bedene på Wacken med et spoken word-show, der dog holdt sig fra at ytre sig om politik, men i stedet handlede om hans første tid i Anthrax og mødet med en gud: Lemmy.

Kunstner
Dato
03-08-2013
Koncertarrangør
Fotograf
C.V
Karakter
3

På samme scene, som Henry Rollins selv havde stået på natten til fredag efter Rammstein, indtog den selvudnævnte hobbit Scott Ian scenen med en mikrofon og et kig udover en ret begrænset publikumsmængde. Der var dog flere end 40, som Scott selv jokede med, da han sagde det måtte være det størst mulige drop i tilskuerantal fra bandets show foran 500.000 personer i Polen dagen før.

Efter på den måde at have løsnet op og præsenteret sig og fortalt, hvor underligt det var at folk af og til ville røre hans skæg - selv havde han fx aldrig i selskab med Kerry King eller Zakk Wylde haft det behov - kom han til sit onemanshow. Eller næsten - for han havde også taget en gut med i sofa, hvor hans rolle var at oversætte enkelte ting til tysk. Primært ting, der hed det samme, men et enkelt "puke out the ass" blev dog oversat til stor moro.

Scott Ians show blev fortalt med inddragelse af illustrationer og billeder. Udgangspunktet var en promo-tur til Europa før bandets første album. På en tilfældig bar mødte Scott Ian ikonet Lemmy fra Motörhead, og da Scott Ian endelig fik samlet sig mod til at hilse på sit idol og præsenterede sig som fan, fik han svaret "I can tell" med henvisning til den t-shirt, som Scott Ian havde på.

De to herrer drak herefter nogle whisky & colaer sammen (hvad Lemmy senere havde beskrevet som "an hour worth of drinking"), men den unge Anthrax-guitarist blev dårlig - trods sine 21 år var ikke helt vant til druk, da det åbenbart ikke var noget, han havde dyrket sammen med sine Marshall-forstærkere hjemme på værelset i moderens bolig. Så Scott Ian forsvandt uden et farvel ud af baren og vågnede næste morgen med tømmermænd fra helvede og godt med bræk omkring sig. Promotion-turen måtte videre og trods en ørlende Ian, så kom han alligevel med om bord på flyet videre.

En nødvendig sprøjte

Scott Ian lagde ikke fingre imellem i sin levende fortælling, der introducerede en læge, som skulle forsøge at rette op på den unge guitarists elendighed ovenpå indtagelsen af større mængder alkohol. Metoden var en sprøjte i ballen. Ned kommer bukserne, og her blev der heller ikke sparet på detaljerne i de illustrationer, som vores historiefortæller viste på en skærm bag sig. Efter bræk kom lort, og Scott Ian havde uden at vide det lavet i bukserne.

Videre gik historien om Lemmy, der senere dukkede op til en Anthrax-koncert og havde undret sig over Scott Ians forsvindingsnummer. Han fik den sande historie, og det morede tilsyneladende manden så meget, at et evigt venskab var født. Har man set Lemmy-dokumentarfilmen, så vil man have hørt Scott Ian udtale sig om Lemmys superkorte shorts, og i teltet på Wacken fik vi også lidt mere af den historie.

Ved at have fokus på Lemmy og på musikidoler ramte Scott Ian således også ind på det, som Henry Rollins havde talt om i sit "musik kan redde os alle"-show efter Rammstein-koncerten nogle dage før. Men Scott Ians show var bedre her, fordi man af Rollins nok havde forventet større bid end blot nogle historier om at møde sine helte. Ian var derimod ny på spoken word-scenen, og han gav med glimt i øjet en fin og humoristisk præsentation af et spædt Anthrax-univers. Timingen var som regel god, og illustrationerne fungerede rigtig godt. Til gengæld virker det, som om at man vil få serveret mere eller mindre den samme fortælling, hvis man vælger at overvære Scott Ian igen snart.

Amerikaneren var på scenen i en times tid og brugte de sidste 15-20 minutter til en omgang Q&A, der gav et relativt afvisende "måske" på spørgsmålet om, hvorvidt der kom mere fra The Damned Things, mens afvisningen var større over for S.O.D, selvom der blev åbnet for, at Anthrax måske ville spille lidt mere herfra, end de allerede havde gjort for nylig. En vittig person spurgte naturligvis også, om han måtte røre hans skæg ...

Et show i illustrationer

Nedenfor ses Scott Ians fortælling i billeder, så undlad at scrolle længere ned, når du læser, såfremt du ikke vil have oplevelsen spoleret, hvis du har planer om at fange Scott i en ordstrøm senere.

Here we go ...