En skærsommernatsdrøm

Populær
En skærsommernatsdrøm

En lang aften i Pumpehuset i hardcorens tegn vil især blive husket for stemningen og thrashmetalbandet Municipal Waste.

Titel
Ignite + Trapped Under Ice + Rise And Fall + Poison Idea
Spillested
Dato
20-07-2012
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Højsommer, selvom det måske ikke lige var til at se på vejret. Midt i juli var det i hvert fald, og ikke en periode, der huser mange koncerter. Arrangørerne af Hardcore Showdown havde dog valgt at gå mod strømmen og fylde en hel lørdag aften i Pumpehuset med en række bands der alle har ét eller andet at gøre med hardcore, punkrock og/eller thrash-metal.

At projektet i mere end én forstand var sat i verden for at gå imod strømmen kunne man bl.a. se på de salgsboder der var for Sea Shepherd, som vil redde truede havdyr fra udryddelse, og Anima som vil redde bondegårdsdyrene fra at blive spist – synspunkter, som i forskellig grad kalder på hovedrysten i den brede befolkning.

Vegetarmad var også det eneste på menuen, hvis sulten skulle melde sig, men havde tanken også været, at folk på bedste straight-edge-manér skulle have afstået fra at drikke, må man sige at dét budskab var druknet i, ja, øl. Folk var nemlig generelt set hyggeligt overrislede, som man vil forvente det til en metalkoncert.

Folk var der i øvrigt rigtig mange af – i hvert fald da der var flest, men da jeg selv var forhindret i at komme kl. 18, da det startede, skal jeg ikke kunne sige, hvor mange der kom dryppende ind, som jeg selv gjorde. Til gengæld blev jeg til den desværre alt for bitre ende, og dén var der ikke specielt mange der overværede. Det vender jeg tilbage til.

For sent på den var jeg altså, og nåede kun frem til de sidste døende, men energisk knasende toner af Hårda Tider, og missede således Vittu, Ays og Night Fever – sidstnævnte hørte jeg flere tale godt om, så det var jo lidt ærgerligt ...

Fed sanger, knap så fede sange

Første hele show blev derfor gamle Poison Idea, som ligger i den punkede ende af hardcorespektret. Bandet spillede på Pumpehusets store scene, og hvad der var bemærkelsesværdigt ved denne performance, var kontrasten mellem det mægtige lydbillede og det ganske stillestående show. Lyden var mægtig i både top og bund, detaljeret samtidig med at den var dejligt smadret. Niveauerne mellem instrumenterne var også lige i skabet. Bandet derimod stod hovedsageligt stille.

Trommeslageren er selvfølgelig lovligt undskyldt, men strengespillerne stirrede bare på strengene det meste af koncerten. Frontmand Jerry A er måske også lovligtundskyldt for sin immobilitet, da han så afgjort er på den fedladne side. Han havde dog lidt mere af en showmand i sig, og pjattede flere gange med at stagedive ud i, hvad der ville have været en dødsdømt pit. Musikken er der derudover ikke så meget at sige til. Den blev leveret tjekket nok, men numrene er måske ikke musikhistoriens mest spændende. Men energien var bestemt tilstede. I musikken altså.

Belgiske Rise and Fall var det næste band, og det spillede på den mindre, nedre scene. Stilen er metallisk hardcore/post hardcore, og RAF udmærker sig ved at male nogle meget dystre stemninger op på tonelærredet med en voldsom brutalitet, samtidig med at der er meget melankoli at finde i hjørnerne af musikken – man kan nærmest føle, at hvis støjen var et klippelandskab, så ville man stå på en klippekant et sted og stirre ned i afgrunden. Når stemningerne bandet leverer hermed er blevet rost, så skal det også siges, at det kniber lidt mere med riffene. Et nummer – 'Breathe' hed det vist -  havde dog både stemningen og et enkelt, men effektivt riff, som viste at bandet bestemt har det i sig – altså evnen til at skrive riffs. Men bestemt en dyster og ond oplevelse af de bedre.

Ølthrashfest

Aftenens højdespringer var ølbølle-thrasherne Municipal Waste. Her var det god gammeldags thrashmetal fra start til slut, og folk elskede dem for det. Municipal Waste er ikke et band der bærer verdens byrder på skuldrene, så tekstuniverset handler ofte om at drikke sig fuld på den ene og den anden måde, og tilskuerne lod ikke den opfordring sidde overhørigt. Der blev drukket tæt.

Frontmand Tony Foresta var virkelig god til at skabe kontakt til publikum, og hans vokal, der egentlig ikke er så farlig og forvrænget endda, gav den ellers hurtige musik en vis ro, fordi man faktisk kunne høre hvad der blev sunget og sagt. I forlængelse af det må man sige, at Municipal Waste bestemt ikke er hverken et ondt eller et farligt band, men bare et pisse godt festindslag med numre som 'You're Cut Off' (der handler om når en bartender nægter at servere mere for én, når man har fået for meget), 'Beer Pressure', 'The Art of Partying' osv.

Musikalsk set var det håndværksmæssigt i det store hele ret ok, selvom der da var nogle steder, hvor det kneb lidt med at holde tempoet nede og den slags ... men pyt, hvem bekymrer sig om det fra bunden af en øltønde. Det var i hvert fald dén koncert denne aften, der fik flest til at hoppe med, og det er jo ret spøjst, når aftenen nu engang handlede om hardcore – hvad Foresta da også undrede sig over. Altså, at de som thrashband overhovedet var blevet inviteret med.

I underetagen var det derefter tid til Trapped Under Ice fra USA, som nok var dét act der kom tættest på at være renddyrket hardcore. Her er nemlig tale om meget effektiv hoppehardcore, der frem for at vinder på energien og attituden, som virkelig fik sat gang i pitten foran den lille scene. Når det er sagt, er musikken, på trods af bandets ellers fine anmeldelser, ellers ikke så vanvittigt original, og bandets åbenbare trang til at smide overtøjet for at vise veltrænede og tatoverede overkroppe frem, gjorde det lidt svært at lade være med at tænke på Chippendales. Men det er nok uretfærdigt, for der var virkelig en god kontakt til publikum som reagerede energisk på musikken, og ikke på herrestripshowet. Men en helt uforglemmelig oplevelse var det nu alligevel ikke.

Ingen tænding

Som den mægtige rosin i tofupølseennden var Ignite, som faktisk er et ganske stort navn. Stilen er melodisk punkrock, og det har amerikanerne spillet i snart tyve år. Hvad der skulle få stor indflydelse på aftenen, var, at forsanger Zoli Teglas (som man også kender fra Pennywise) grundet sygdom ikke kunne være tilstede på bandets europatourne. En afløser, Jon Bunch (Sense Field), var derfor kørt i stilling, men det kom bare aldrig til at fungere. Han kæmpede godt nok bravt, den gode  Bunch, men selv om han egentlig ikke sang galt, kunne man tydeligt høre, at numrene ikke var hans egne.

Stemmen lød ofte lidt presset, og han var derfor ikke rigtig i stand til at lægge nogen følelse bag ordene. Om det var af den grund skal jeg ikke kunne sige, men resten af det egentlige Ignite lettede derfor heller aldrig, og hele koncerten var faktisk ret pinlig at være vidne til. Tilskuerne blev færre og færre, og af dem, der var tilstede, var der ikke så mange der gav lyd af sig. Ingite så også ud som om de bare ville have det overstået, selvom de da prøvede med nogle scenegimmicks fra rygraden.

Det var lidt synd for aftenen, at den skulle løbe ud i sandet på den måde, for følelsen i kroppen bagefter var, at det nu samlet set havde været en rigig god måde at bruge en sommeraften på, hvor især stemningen sejrede.

Karakterer:

Poison Idea: 3
Rise and Fall: 4
Municipal Waste: 4
Trapped Under Ice: 3
Ignite: 1