Cph-Psych-Fest'16: Et solidt trip

Populær
Cph-Psych-Fest'16: Et solidt trip

Spids Nøgenhat skuffede ikke, da de spillede deres eneste show i 2016 ved Copenhagen Psych Fest.

Spillested
Dato
15-07-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Philip B. Hansen
Karakter
4

En stærkt tiltagende duft af marokkansk røgelse i minutterne op til koncertstart indvarslede, at Spids Nøgenhat endelig var tilbage i Den Grå Hal.

Koncerten er indtil videre syrerockernes eneste i 2016, så der var lagt op til noget særligt. 
Ceremonimester Guf (alias forsanger Uffe Lorentzen) og hans tro væbnere lagde stærkt fra land med 'Mere lys' og 'Lever vi nu', to meget stærke numre fra 2013's store gennembrud 'Kommer med fred'.

Numrenes iørefaldende kvaliteter og stærke hooks har gjort begge skæringer til åbenlyse hits, som samtidig har den særlige naturlighed over sig, som gør numrene langtidsholdbare. Således også i Den Grå Hal, hvor Guf og bandet stod næsten i silhuet og i stedet lod de fantastiske projektioner og visuals på bagtæppet udgøre det visuelle virkemiddel.

Dem var der generelt lagt et kæmpe arbejde i på Psych Fest, og det gav pote. Sjældent har man set så flotte og gennemførte visuals, som virkelig formåede at løfte koncerterne op over det sædvanlige.   

Således også denne, hvor især Spids Nøgenhats coverversion af den gamle syrereockperle 'Den gennemsigtige mand' sendte koncertoplevelsen op under taget af Den Grå Hal. Her fik Guf rigelig plads til at lege på Farfisa-orgelet, og publikum fik mulighed for at skråle med af fuld hals på det stærke, inderlige omkvæd.

Lyden var skarp som et barberblad, og det var en fornøjelse at overvære det meget sammenspillede orkester arbejde sig igennem materialet. Især må trommeslager Anders Grøn fremhæves for sit levende og højenergiske trommespil, hvor der hele tiden var ild under tammerne på det lille kit. Det skabte en gevaldig bund under lyden, så hele salen blev varmet af fyldigheden og intensiteten i udtrykket, som også blev understreget af guitaristerne, som leverede sammenspil af høj klasse.

Sættet blev sluttet med 'Kommer med fred', som dog endte med at blive en lidt for lang og udsyret messe. I stedet for den afsluttende jammende finale kunne vi sagtens have fået et nummer eller to mere.

Bortset fra det var koncerten dog en gennemgående fornøjelse, som på sikker vis indfriede de høje forventninger.