Leveringen til forskel
Populær
Pumpehuset var vært for et norsk indtog af dødsmetal med Reptilian og Execration, hvor Slægt fik lov til at krydre aftenen med deres iørefaldende black heavy metal. Det kom der tre vidt forskellige koncerter ud af – hvad angik både musik og optræden.
1. Egovore
2. NY SANG
3. Remember It’s A Nightmare
4. Vidderne bag dig
5. I Smell Blood
Execration:
1. Eternal Recurrence
2. Hammers of Vulcan
3. Ritual Hypnosis
4. Grains
5. Nekrocosm
6. Cosmic Mausoleum
7. Through the Oculus
8. Return of the Void
9. Morbid Dimensions
10. Det Uransakelige Dyp
Kiltown Bookings havde inviteret den såkaldte pilrådne afdeling af norsk dødsmetal til København som første stop på Execrations 10-dages tour.
Første navn var Reptilian fra Fusa. Selvom de havde deres rødder i dødsmetallen – og især Entombed-stilen og generelt den svenske dødsmetal fra start-90’erne – så pegede de også i adskillige andre retninger genremæssigt. Vokalen mindede mig om en blanding mellem King Chip fra The Body og Anthony ”Rat” Martin fra The Varukers, men uden at have helt at kunne rumme samme vanvid som førstnævnte eller levering som sidstnævnte. Til gengæld var vokalen dejlig uskolet, hvilket gav deres lyd noget tiltrængt usleben råhed. Musikalsk set faldt det kun momentvis i denne anmelders smag. Eksempelvis under ’Possessed by the Eyes of the Living God’ fra bandets debutalbum, ’Perennial Void Traverse’ (2016), der havde et dejligt groovende midttempo-stykke halvvejs inde i skæringen. Medlemmerne spiller også i thrash-bandet Cockroach Agenda. Forkærligheden for denne genre kan også mærkes i Reptilians lyd, hvor der også er tilsat lige dele grunge, crust, doom og død. Kombinationen af disse tre sidste stilarter er ikke ligefrem revolutionerende, men Reptilian lader indimellem til at forsøge at parre og krydse genrerne på én og samme tid, hvilket gav koncerten et nærmest postmoderne touch for at bruge en overbrugt floskel. Selvom jeg var en anelse forbeholden over for deres koncert på selve dagen, så har jeg alligevel i skrivende stund, her et par dage efter koncerten, lyst til at give deres album en chance. Reptilians hybrid virkede en anelse fortænkt i min optik, men det var velspillet og havde nok hooks og iørefaldende stykker til ikke at gå i glemmebogen.
Legende dansk verdensklasse
At beskylde dem for at fortænke musik er nok det sidste, man kan sige om Slægt. Bandet behøver efterhånden ikke den store helt store præsentation her på siden. Med sidste års ’Domus Mysterium’ – en Devilution-favorit – og ikke mindst en vellykket Copenhell-koncert har kvartetten fået deres svært vanedannende blackede heavy tråd ud til et større publikum. Ganske fortjent, vel at mærke! Live besidder Slægt en tiltrængt uforudsigelighed, som alt for få bands tør og formår at inkorporere i deres livelyd. Det giver dem en fuldstændig uforceret farlighed, der dikteres af kompositionerne og den energi, som bandet lægger for dagen. I Pumpehuset blev nærmest alle fem skæringer leveret en anelse hurtigere, end jeg hidtil har hørt dem. Det gav netop denne koncert et mere indestængt og arrigt udtryk, der blev pacet frem af Olle Bergholz og Adam Kjær Nielsen. Tempoet resulterede også i, at de mere højtidelige momenter, som eksempelvis de sidste 2-3 minutter af ’Egovore’, fremstod knap så episke som normalt. Til gengæld blev disse stykker mere rockende og ikke mindst legende. Selvom der både har været bedre og værre Slægt-koncerter end i torsdags, så fik man det her herlige indtryk af, at dette band vitterligt kan stikke i alle retninger, uden at det kan gå helt galt. Det kan de, fordi de hver især bringer deres egen identitet og lyd ind i Slægt-foretagendet, men også fordi de er et så sammentømret band, at der er plads til at være eksperimenterende – også live – uden at det lader til at give nogen form for usikkerhed.
Denne utilregnelighed gør, at man har lyst til at se det her band så ofte som overhovedet muligt. Noget musik fungerer bedst i stramme, koncise rammer. Slægts tilgang til deres eget materiale minder mig om tidlig Metallica, The Who – Adam CCsqueles fills og drive har indimellem noget Keith Moon over sig – og ikke mindst Motorpsycho, hvor musikken og lyden på dagen dikterer koncerten fremfor aftaler og disciplin. Processen er mere interessant end selve resultatet, og ligeledeshar ingen af de efterhånden 7-8 Slægt-koncerter, som jeg har været vidne til, været helt ens. Dette på trods af mange gengangere på de forskellige koncerters sætlister.
Vi fik et nyt nummer, som lover godt. Flere magasiner har tilskrevet Slægts lyd 80’er-referencer, hvilket synes at være endnu mere fremhævet i denne skæring. Her et par dage er koncerten er det svært at huske længde og form. Der var dog fræsende hurtigt stykke på tammerne, der var i særklasse.
Slægt tager på tour med tyske Venenum i begyndelsen af februar. Til metalfolket, der endnu ikke har set giraffen – kom af sted!
Progget norsk død
Aftenens headliner var norske Execration. Modsat Slægts føromtalte utilregnelighed spillede de med et langt mere stramt og tilrettelagt udtryk. Det gjorde de præcist og godt, men det var svært at finde helt samme musikalske nysgerrighed efter den suveræne foregående koncert.
To tredjedele af sættet bestod af numre fra sidste års ’Return to the Void’. Et udmærket, album der dog ikke kommer helt op på siden af ’Odes of the Occult’ (2011). Execration er dødsmetal af den mere progressive skole. Flere af sangene virkede ganske fragmenterede i deres struktur – især sangene fra den seneste udgivelse. I denne anmelders optik er der proppet lidt for mange ideer i flere af Execrations skæringer. Det giver et mere frenetisk udtryk, men man savner simpelthen at have noget mere tid sammen med flere af deres vellykkede guitariffs. ’Return to the Void’ var et godt eksempel på dette. Her mangler især sangens sidste stykker mere tid for at kunne få et solidt greb om lytteren. Det er en balancegang – og helt sikkert en smagssag – hvor meget eller hvor lidt noget skal gentages.
Vokalerne vekslede mellem bandets to guitarister, der stod for henholdsvis growl og en mere snerrende og sammenbidt vokal. Trommeslageren Cato Syversrud var ganske kontrolleret i sin tilgang til trommerne. Det var imponerende at være vidne til, men det fremstod også en anelse stift, efter at man havde set Slægts levende koncert forinden. Vi er selvsagt ude i en anden lyd og i en anden genre her, men det tydeliggjorde blot, at vildskaben og den oprigtige rock-næve i lige så høj grad ligger i leveringen, som den ligger i materialet.
Begge norske bands forbliver på koncertradaren, såfremt de dukker op på disse breddegrader igen. Der var adskillige genre-afvekslende og spændende stykker hos både Reptilian og Execration, men man manglede indimellem noget mere dynamik i leveringen. Dette medførte også, at Slægt trak aftenens længste strå hos denne anmelder.
Reptilian: 3/5
Slægt 4/5
Execration 3/5