Fællesskrål i natten

Populær
Fællesskrål i natten

Det danske syrerock-ensemble i Spids Nøgenhat spillede et faretruende festivalramt publikum op efter nattens mørkebrud.

Dato
02-07-2011
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Spids Nøgenhat har i år ti års jubilæum for udgivelsen af deres til dato eneste fuldlængde, 'En Mærkelig Kop Te'. For nogen kan det derfor måske synes som lidt af en perifer og ikke særlig aktuel omstændighed, at de skulle spille på årets Roskilde Festival, men hurra for det da! For hvis der ikke er plads til et mere eller mindre wicked, far-out dansk genre-band på Roskilde, hvor så?

Faretruende publikum 

Og lad det bare være sagt med det samme, at Spids Nøgenhat gjorde præcis det, de skulle og også mere til: De leverede musikalsk syre til Roskilde-bålet og spillede op til sen feststemning, der burde havde fået det bedste frem i folk.

Men omstændighederne ødelagde det desværre for undertegnede, der aldrig helt fik mulighed for at lukke den indre syretrold ud, der ellers bankede på derindefra. Der var noget anmasende og mærkeligt under opsejling næsten hele koncerten igennem, og man mindes faktisk ikke at havde været til nogen anden koncert på Roskilde, hvor der var samme ubehagelige stemning i midten af teltdybet, som der var foran Pavilion denne sene nattetime.

Hvilket var en skam, for det blev alt sammen leveret efter syrerockens suveræne formularer, der dikterer at det handler mere om følelsen og stemningen, end det nødvendigvis handler om dynamik og variation. Indenfor disse restriktive og af samme grund ofte meget opfindsomme musikalske vægge finder man noget af det bedste musik overhovedet, og Spids Nøgenhat var da også så kompromisløst ærlige i både deres udtryk og lyd, at de i andre koncertrammer ville have været pokkers svære ikke at være blive revet dét med af. Men et udsyret, fjendsk og syvdagsgammeldruk-publikum gjorde det ikke let for én, også lige meget hvor man så end placerede sig i teltet.

Dan Turéll-romantik

Men når man endelig fik lov til at koncentrere sig om musikken, spillede det fantastisk under. Når man som band kun har udgivet omkring fyrre minutters musik, må der selvfølgelig stjæles og improvisere lidt for at fylde koncerttiden ud, og det fik Nøgenhatten gjort med bravour. Specielt afslutningsvis hvor der blev sendt en hyldest til den danske syrerocks guldalder i form af en stribe på fire covernumre. Da blev der for en stund fornemmet good feeling-vibes rundt omkring i teltet. Det var som om, at det gamle men ikke decideret mere kendte materiale, ligesom fik folk til at falde dét mere ned.

Covernumrene kom slag i slag og fyldte vel rundt regnet koncertens sidste halve time. Fra Young Flowers' 'Oppe i Træet' til Røde Mors 'Lil' Johnnys Mund' til en udsyret og smukt nedbarberet version af Gasolin's 'Langebro' til en smuk hymne af Aron & the Blackbeacons, 'Ud På Landet', der med en form for Dan Turéll-romantik afslutningsvis fik samling på publikum og sendt dem ud i nattens tåger skrålende sidste strofe fra den sang: "Er vi de sidste her på Jorden?", lød det igen og igen og igen og igen.

Det burde have været den ypperste kulmination og en ualmindelig smuk afslutning og var det på mange måder også, men med de retrospektive briller på, ødelagde publikum altså det samlede indtryk for én.