Fesent publikum
Populær
Selvom Hatesphere spillede præcist, hurtigt og hårdt, var det ikke publikumsgejst der prægede koncerten.
2. 500 Dead People
3. Floating
4. Ressurect with a Vengeance
5. The Coming Of Chaos
6. Murderous Intent
7. Drinking With The King of the Dead
8. Hell is Here
9. Bloodsoil
10. Hate
11. Clarity
12. Kicking Ahead
13. Need To Kill
14. Disbeliever
15. Sickness Within
Der ligger åbenbart en helligdag onsdag d. 9. maj. Det er der, hvor selv folk der ikke er på polterabend, renser hjernen igennem med finsprit og vågner i Malmö i en kulsort nat, og fortsætter deres voldsbrandert hele vejen hjem til Danmark, nok flankeret af en 5-6 joints som minimum. I hvert fald skulle man tro, at det var hvad aftenens publikum havde stået igennem, når man så ud over de blege menneskelignende cementblokke der udgjorde skuet for Mordax da klokken slog 21.00.
Mordax er de nye drenge i klassen, men har allerede slået sig fast i bevidstheden som værdige kandidater til at varetage den dyrebare arv, som bl. a. Hatesphere vil efterlade sig. Men selvom Mordax gjorde en imponerende figur og spillede et højspændt, indlevende supportjob, er der stadig langt op til Hatespheres trone.
Deres absolutte styrke er de melodiske indspark fra leadguitaristen, som formodes at dække sig ind under aliasset Lord Insane. Det skal han nu have ret til, for han spiller absurd fedt guitar og bærer på mange måder Mordax’ numre. En stor cadeau skal også gå til trommeslager Ejnar Videbæk for en kickass opvisning. Hvordan nogen igennem et helt sæt kan bære en lille rød tophue med så overlegen mine er beundringsværdigt, og at han spiller en topmotiveret gang trommer lader sig ikke gå ubemærket hen. Mordax gjorde hvad der stod i deres magt for at få gang i Vega, men uden den store succes. Skam jer publikum – Mordax skriver nogle solide numre og havde fortjent bedre.
Da Helhorse kort tid efter entrerede scenen, var der dog hørbar niveauforskel trods alt. Helhorse har også en vis erfaring at trække på og har allerede markeret sig tydeligt under navnet Dödning der dog blev skiftet ud med det nuværende bandnavn for lidt over et år siden. Helhorse spillede en fandenivoldsk koncert og havde en attitude, som stod de på Wacken foran mange tusinde mennesker. En energi der smittede og fik folk, deriblandt en del, der tydeligvis var fans, til at rykke nærmere scenekanten.
Thrash af international kaliber
Hvad skriver man når Hateshere sparker absolut lige så meget røv som de plejer? Måske bare det? Måske bare, at de trods 12 år i vælten ikke har tabt gejsten. Og med det kan man lige så godt sige Peter ”Pepe” Hansen, der som den eneste har været en del af Hatesphere hele vejen igennem og på mange måder er Hatesphere. Han skinner allermest, svinger mest med garnet, smiler bredest og lader i det hele taget til at feste lige så meget som publikum, hvis ikke mere. Når det er sagt, er det jo en umulighed at spille på det niveau, hvis ikke man har nogle gode hoveder ved sin side: En tændt Esben "Esse" Hansen (Numbnuts samt tidl. As We Fight) klarede ærterne på vokal med stort engagement, ligesom senest ankomne medlem, Jimmy Nedergaard, gjorde et solidt arbejde på bassen. Det efterlod overskud til, at Jakob Nyholm på rytmeguitar kunne køre både de karakterisk nakkebetvingende riffs, samt stærke løb i samspil med Pepe, mens Mercenarys tidligere trommeslager Mike Park beviste hvorfor han er så ultimativ i stolen, også når det gælder Hatesphere.
De leverede tilsammen et solidt hælspark lige i maven og slog fast at Hatesphere spiller thrash af en international kaliber man som dansker kun kan være stolt af!
(Så skulle vi måske lige genoverveje den der selvopfundne helligdag dagen før dagen, så vi kan stille med et anstændigt publikum, næste gang de gæster København).