Fest frem for musikalsk præcision
Populær
Blazing Eternity fulgte op på sit show på Metal Magic-festivallen i sommer med en fest i København, hvor der også blev plads til materiale fra album nr. 2 og en opvarmning fra Empire Drowns.
Det var svært at komme gennem døren ind på Lygten Station - det kommunale kulturhus lige ved Nørrebro Station i den gamle stationsbygning - for gennem den smalle dør kom kun få personer af gangen. Bygningen har meget højt til loftet og en flot lysekrone midt over gulvet. Der er vel ikke plads til mange flere end 150 personer, da man ikke kan stå i flere lag, hvad der ellers sikkert ville hjælpe på de noget udfordrende akustiske forhold.
Men for folk i den tætpakkede sal skulle det i løbet af aftenen hurtigt vise sig, at det ikke var lydforholdene, som betød så frygteligt meget. Det var festen og stemningen, som var så høj, at kondensen drev ned af væggene.
Ydmyghed fra rost band
Først på scenen var det Empire Drowns, der lige for tiden høster meget udmærkede anmeldelser for sin første promo-skive, der viser et band, der godt kan lide Paradise Lost anno 'Draconian Times' samt samtidige udgivelser fra bands som Sentenced og Cemetary. Det var en ret ydmig frontmand i Michael H. Andersen, der også kendes fra dødsmetalbandet Thorium og hedengangne Withering Surface. I hvert fald fik han antydet, at folk nok var der mest for den senere koncert med Blazing Eternity, og at folk nok hellere ville høre nogle 90'er klassikere, som de kunne synge med på.
Men Empire Drowns havde nu masser at berettige sin opvarmningstjans med. 'Crawl' og især 'Abundance' lagde catchy ud med fede melodier, som man kun kunne lade sig rive med af - førstegangslytter eller ej. Det var især det effektive og medrivende spil fra trommeslageren Kim og Michael med sin kraftfulde vokal, der fornemt blander en lidt rå vokal med lidt mere melodi, som bar energien frem.
Guitaristen Anders med sin helt egen fanbase smilede over hele femøren og nød showet, mens den anden guitarist var lidt mere cool i baggrunden. Bassist Jan spillede sikkert, men gjorde dog ikke så meget væsen af sig performancemæssigt.
I forhold til præsentationen overfor nye lyttere, så kom bandet rigtigt godt fra start, men de stærke og catchy omkvæd tog lidt af for at vise en anden drejning på bandets musik. Det gjorde det måske svært at holde gejsten helt oppe hos publikum mod enden, men til gengæld vidnede især den tunge og i sammenligning ret anderledes afslutter i 'Rats', om et band, hvor 30 minutter ikke er nok til at vise hele paletten. Fremtiden synes spændende for dette band.
Lyden var ikke som til en perfekt koncert på et af de mere etablerede spillesteder, men både Empire Drowns og Blazing Eternity slap nu meget godt fra det, især længere fremme, hvor man fik lidt mere af baggearets lyd, var det rimelig fornuftigt at høre på. Der var teknikaliteter som et dårligt mikrofonkabel og så guitarer der ikke helt stemte overens - noget der blandt andet gik udover Empire Drowns cover af 'Once Solemn' (Paradise Lost).
Nostalgien besejrede ustemte guitarer
Falske toner og ustemte guitarer ramte Blazing Eternity hårdere. Til gengæld var der så meget nostalgi og fest (i visse tilfælde ret intern mellem band og venner), at det betød mindre, at der var en "skæv" lead i 'Fortabte Horisonter' eller en frontmand, der måtte afbryde et nummer for lige at bede guitarist Lybecker om at stemme spaden, til at ødelægge stemningen.
Humoren var med, hvilket Morten Lybecker viste, da sange fra bandets såkaldte anden æra blev spillet: sange fra 'A World to Drown In'. Han forklarede pænt, hvad de andre på scenen havde lavet af "flops", men de sange blev skrevet. Afsluttet med "jeg selv var perfekt". Det var interessant at høre de her Katatonia-rockede numre, der ikke havde skygget af den atmosfæriske black/doom, som bandet leverede tidligere i sættet fra den tidligste del af karrieren. Numrene blev fremført uden frontmand Mesnickow, der i stedet fandt sig lidt at drikke backstage.
Trods en varm modtagelse af numrene uden frontmanden, så var publikum helt bestemt mere med på klassikere som 'Dark Summernights of Eternal Twilight' og afslutteren - selvfølgelig - 'Over Sorte Heder'. Så det var godt, at Peter ikke forsvandt helt, men kom på scenen igen til en afslutning med masser af fællessang.
Skulle dette være et foreløbigt københavnsk punktum for Blazing Eternity, så vil det sikkert blive en legendarisk afslutning (bandet har annonceret en "foreløbig" sidst koncert til Mono Goes Metal, 13. januar 2012 - red.). Og så skal man ikke lægge så meget i den noget svingende aflevering af numrene og en brugbar men langt fra optimal lyd. Anmelderen kan ikke se bort fra dette i karaktergivningen, men det må og skal anerkendes, at det denne aften ikke handlede 100 % om musikken. Det handlede måske mere om festen, nostalgien og stemningen, som selv to idioter, der skulle slås flere steder i starten af sættet, ikke kunne ødelægge.
Karakterer:
Empire Drowns: 3
Blazing Eternity: 3
Tjek et par numre ud fra hhv. Empire Drowns og Blazing Eternity ud herunder: