Copenhell 23: Ikke-pensionsmodne veteraner
Der var fishboner-mikrofoner, quasi-ironiske dansetrin, faretruende lavthængende bukser og imponerende trombonelangkast. Og så var der en musikalsk fest.
Fishbone, som blev dannet helt tilbage i 1979, spiller en fusion af ska, reggae, funk, jazz, punk og metal, som kan synes aparte på en metal- og rockfestival som Copenhell, men som bandets primære sanger og saxofonist, Angelo Moore, selv sagde efter en overbevisende magtdemonstration af et jazz/funk/punk-nummer: “And that’s why we can play at a metal festival, motherfuckers”. Bandet solgte virkelig varen godt, og gik også til tider aggressivt til værks, men koncerten startede et langt mere stille sted, nemlig med feelgood-reggaevibes.
Vi fik dog forholdsvist hurtigt blandet lidt festlig punkenergi i partygryden med ‘I don’t care’ fra gruppens aktuelle selvbetitlede EP, som i øvrigt er produceret af Fat Mike fra NOFX – de to bands har en lang fælles historie. En EP og en sang, som viste, at bookingen af Fishbone på årets Copenhell ikke blot var en nostalgibooking, selv om en del af det lidt ældre publikum måske primært husker bandet fra perioden i starthalvfemserne, hvor bandet med albummet ‘Give a Monkey a Brain and He'll Swear He's the Center of the Universe’ tog et skarpt sving væk fra rødderne i ska-musikken og over i en langt mere metallisk retning. Det var også her, bandets tekster blev mere eksplicit politiske med et antiracistisk og venstreorienteret udgangspunkt.
Fishbone er i 2023 et band, som ikke giver en skid for konventionerne og derfor spiller lige præcis det, de vil, og som stadig lyder friske, når de gør deres ting. Angelo Moore, der i dag er 57 år, synger stadig med en ovebevisende kraft og vitalitet. Det kunne visse andre lære noget af.
En god eftermiddag
Vi fik lækre reggaegrooves, som ikke mange battleveste skankede til, men de hyggede sig vist alligevel. Vi fik også bluesgrooves og på tirsdag-trommer mod racisme, og vi fik, som et af højdepunkterne, en elegant og groovy version af ‘Alcoholocs’ fra ‘Chim Chim’s Badass Revenge’. Fishbones stilblanding er måske ikke det hippeste lige nu, men kampen for social retfærdighed og mod racisme går aldrig af mode, og denne lørdag eftermiddag spillede Fishbone med så stort overskud og herlig spilleglæde, at selv den sureste ligsminke måtte krakelere i et smil. Det fik i hvert fald denne anmelder til at kaste sig ud i lidt gammelmandsskanking, for som Public Enemy engang rappede, så bør man jo “party for your right to fight”.