Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Lummer aften med onkel Dave

Populær
Updated
_R7A4966 copy
_B2A5325 copy
_R7A5303 copy
_R7A5267 copy
_R7A4979 copy
_R7A4846 copy
_R7A5193 copy
_B2A5158 copy

Der var tropisk tirsdag i Horsens, da Foo Fighters spillede i Fængslet med smittende humør. Bandet var så legesyge, at det næsten overskyggede musikken.

Kunstner
Titel
+ Frank Carter & The Rattlesnakes + The Minds of 99
Dato
25-06-2019
Genre
Trackliste
1. The Pretender
2. Learn to Fly
3. The Sky is a Neighborhood
4. Times Like These
5. Rope
6. Sunday Rain
7. My Hero
8. These Days
9. Walk
10. Another One Bites the Dust/You're the One That I Want/Jump/Blitzkrieg Bop
11. Under Pressure (Queen cover)
12. All My Life
13. Run
14. Wheels
15. Monkey Wrench
16. Dirty Water
17. This is a Call
18. Best of You
19. Everlong
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
4

Fængslet i Horsens lagde tirsdag aften græsplæne til et af de helt store rockorkestre, da amerikanske Foo Fighters lagde vejen forbi. Vejret var nærmest tropisk i Horsens. Da denne anmelder sidst på eftermiddagen stiger ud af bilen på parkeringspladsen, viser temperaturmåleren, at der er 27 °C udenfor. Når man har kørt med aircondition, er det som at blive ramt af en dyne, når man stiger ud. Publikum er da også nødt til at tage deres forholdsregler, så der bliver indkøbt rigelige mængder væske i boderne. Køen til fadøl er noget længere end til vandposterne. 

Efter opvarmning fra Frank Carter & The Rattlesnakes og The Minds of 99, der hver især havde deres trofaste publikum, men overhovedet ikke fangede alle tilstedeværende, kunne man så gøre klar til aftenens hovednavn, der naturligvis var det altoverskyggende trækplaster. Stemningen helt oppe foran i ’Golden Circle’ er lige så elektrisk, som der er varmt. Folk glæder sig rigtig meget og snakker utrolig højt. Så højt, at anmelderen er nødt til at sætte ørepropperne i, før bandet overhovedet er gået på scenen. Sagt med andre ord; folk har en fest tirsdag aften!

Præcis 21.15 sker det så. Elguitaren giver lyd fra sig, og Dave Grohl kommer løbende ind over scenen, fuldstændig manisk og skriger ud mod publikum. Fantastisk energi fra start. Og Grohl slår akkorden an til ’The Pretender’ og så er der ellers fællessang fra første ord. Det er simpelthen publikum, der starter med at synge til koncerten. Imponerende. Den opløftede stemning fortsætter over i ’Learn to Fly’, hvor fællessangen og vanviddet på både scene og blandt publikum fortsætter. Intet står stille i Horsens. Udover luften, der stadig er tung som i troperne. Der er varmt.

Tempoet kommer en anelse ned under ’The Skys Is a Neighborhood’, men fællessangen fortsætter, og det er først efter en halv time, at folk får muligheden for at ånde lettet op efter en helt vanvittig start. Men så går det også galt for Foo Fighters. Trommesættet hæves højt op på scenen, og der sidder Taylor Hawkins så og buldrer løs. Det instrumentale lir på kedlerne akkompagneres af noget guitarlir, og hele seancen tager for lang tid og punkterer momentet. Men det giver publikum mulighed for at tanke op på fadøl, og så begynder de at snakke igen. Så meget, at man ikke rigtig kan skelne en koncert med Foo Fighters fra en havefest eller NorthSide-festivalen.

Problemet er så, at Dave Grohl ævler lige så meget som publikum. Han er selvfølgelig glad for at være i Horsens for første gang og for at spille, hvilket vi egentlig ikke havde behøvet få udpenslet, da den energi, han lægger for dagen oppe på scenen i sig selv er mere end rigeligt til at understrege det faktum. Han ville gerne synge solen ned, men det er jo umuligt her i Danmark på denne tid af året, og han vil også gerne spille fra samtlige plader, mens publikum gerne vil høre alle 200 sange. Foo Fighters kommer også godt rundt i deres bagkatalog, så den del af aftalen overholder Dave Grohl.

Der kommer lidt mere gang i koncerten igen under ’My Hero’, men så punkteres det igen af et medley, hvor der både spilles lidt Grease, Queen og lires lidt Beatles. Det er ligesom trommesoloen ren legestue, og det ødelægger lidt festen, hvis man er kommet for at høre Foo Fighters spille Foo Fighters. Det er selvfølgelig morsomt, når Dave Grohl og Taylor Hawkins bytter plads, og publikum bliver mindet om, at Grohl har en fortid som trommeslager i Nirvana. Og det er bundsympatisk, at hive datteren Violet Grohl med på scenen på kor. 

Da koncerten slutter, er der stadig 22 °C i Horsens, og vi nærmer os midnat. Det har været en varm aften, og Dave Grohl har hygget sig og været et kraftværk af energi på scenen. Den legestue hæmmer lidt helhedsoplevelsen, men man kan ikke tage fra Grohl, at han er en fantastisk personlighed, der formår at samle folk og inddrage dem i koncerten. Foo Fighters emmer af spilleglæde, og det smitter af på publikum. Absolut godkendt tirsdag aften udenfor Fænglset i Horsens, hvor de store hits til sidst i ’Best of You’ og ’Everlong’ naturligvis sørgede for, at publikum blev sendt ud i tropenatten med manér.