En stækket ugle
Populær
Kvelertak ramte Amager Bio med masser af energi, men der kom aldrig helt nok luft under vingerne.
1985
Mjød
Bronsegud
Månelyst
Berserkr
Evig Vandrar
Blodtørst
Ondskapens Galakse
Nekroskop
Svartmesse
Offernatt
Heksebrann
Bruane Brenn
Kvelertak
Nattesferd
Utrydd dei svake
Da vi ankommer til Amager Bio på denne umådeligt almindelige tirsdag aften, er pladsen foran indgangen til spillestedet pakket med rygende gæster og en summen af pik og voldtægt. Det sidste opvarmingsband har netop afsluttet deres sæt. Et norsk band ved navn The Dogs. En optræden, som vi altså ikke nåede. Men at dømme ud fra flere af de samtaler, som foregik på kryds og tværs i den røgfyldte salon under åben himmel, så burde vi nok. For efter sigende var forsangeren i The Dogs, som spiller en art rock og rul, én af de særdeles udfarende af slagsen. En lige dele rystet og entaustisk gæst lod denne skribent vide, at forsangeren tilsyneladende flere gange undervejs i sættet have truet med at voldtage alle blandt publikum, hvis de ikke gav efter for bandets musik og festede med. Selvfølgelig med et pløret glimt i øjet.
Men her stoppede det ikke, for ifølge en anden gæst havde forsangeren også undervejs besluttet sig for, at blotte sine ædle dele og forevige dem med et kamera fra en de tilstedeværende fotografer. Ingen havde tilsyneladende noget at sige til musikken, men det havde været en oplevelse. En voldsom, men god en af slagsen.
Således var spillestedet altså blev varmet godt og grundigt op til hovednavnet Kvelertak. Den velsmurte norske sekstet, som over tre album har skabt deres egen energiske hybrid af black metal, punk, hardcore og rock i alle afskygninger. En medrivende mikstur, som straks kapapulterede bandet til stjernestatus på den mørke metal-himmel, da de slap debutalbummet i 2010. Siden er altså fulgt to yderligere udgivelser, hvoraf den seneste 'Nattesferd' er fra tidlligere i år. Alle sammen fine udgivelser på hver sin måde, og de har da ogsår afstedkommet op til flere roste shows på dansk jord. Senest i sommer på Roskilde. Men denne aften i Amager Bio stod det desværre også klart, at når det gælder live, så er Kvelertak allerbedst, når de vender blikket mod debuten. Modsat de to nye er den nemlig skåret mere ind til benet, og den gennemgående punkede energi er, hvad Kvelertak har brug for på scenen for at overleve. De lange melodiske stykker og spredte vokalharmonier, som præger det nye materiale, lyder godt på anlægget, men live virker Kvelertak hæmmet af deres egne kreative valg.
I front er forsangeren Erlend Hjelvik en elskværdig skrigebasse, der stolt viser sin velpolstrede sixpack frem. Og til at starte med også med en ugle-maske på hovedet (uglen er en slags maskot for Kvelertak), der dog hurtigt røg af. Bagved sig havde han et band i evig bevægelse, hvor især bassisten og den ene af de tre guitarister i sælger-skjorten lod sig suge helt ind i deres egen optræden med et eksplosivt output til følge. Som det bør være. Der er simpelthen for mange bands, som bare står kedelige og meningsløse, når musikken skriger på action. Men det problem har Kvelertak ikke. Tværtimod. Alle medlemmer ligner folk, som er klar til at dø for det. For nu at bruge den mest kraftfulde af alle metaforer.
Men der er sket et skred i det band, som Kvelertak gerne vil være på scenen, og til det, som går i studiet. Det kom især til udtryk i ellers stærke numre fra det nye album som den Kings of Leon på syre-agtige ‘Heksebrann’, ‘Nattesferd’ og slagsangen for ét af de vigtigste år i menneskets historie, ’1985’. Alle numre, som mere lever på melodi og overrasskende velfungerende vokalharmonier end på aggressivitet. Og selvom bandet spiller upåklageligt live (det gør de virkelig), så fungerer det bedst, når aggressiviteten fører an som i numre som Blodtørst’ og ‘Mjød’.
Det kan måske virke paradoksalt at hænge et band ud for at spille deres egen musik til en koncert. Men i Kvelertaks tilfælde mangler de stadig at finde en bedre balancegang mellem de hårde og knap så hårde numre. Dertil var lyden også for lav i Amager Bio, så håndblæseren på toilettet gav et større sug end de mange blastbeasts, som i høj grad er det gennemgående element i Stavanger-gruppens musikalske udskejelser.
Det havde dog ikke den store betydning for stemningen i salen, hvor de vel omkring 300 gæster gjorde deres til at skabe en intens atmosfære. Helt til slut, selvom koncerten sneg sig op på næsten halvanden time. Lang tid for de fleste bands at underholde i, men her viste Kvelertak en stor standhaftighed ved nærmest ikke at udvise træthedstegn. Og på den måde var det egentlig ganske passende, at de lukkede af med den thrashede ‘Utrydd Dei Svake’.