Far vel
Franklin Zoo sagde farvel med manér efter 13 år foran et stort set fyldt Hotel Cecil og kunne dermed sætte punktum for et kapitel i dansk hard rock. Det blev til en kavalkade af gamle og nye numre, og et ikke alt for sentimentalt farvel fra bandet.
2. My Dying Day
3. Lost Cause
4. Walk Alone
5. No One's Slave
6. Red Skies
7. The Chameleon
8. The Dandylion Child
9. Left for Dead
10. The Cynic
11. The Abandoned
Ekstranumre
12. It's not Me
13. Fail Again, Fail Better
Franklin Zoo startede karrieren ét sted og bevægede sig siden hen et helt andet sted hen, hvis man lytter til deres plader i kronologisk rækkefølge. Og sådan skulle aftenen på Hotel Cecil også forløbe, da Franklin Zoo så at sige tog fat ved begyndelsen, blandede lidt gammelt op med lidt nyt og fik sluttet med et brag til publikums store fornøjelse.
Fornyet grunge
Vi kom igang på en af de tungere numre, ‘Overflown’, fra deres debutalbum fra 2013. Det vakte ganske sikkert genkendelsens glæde hos mange i publikum, hvoraf flere virkede til at være die hard fans af bandet, som aldrig rigtig blev rigtigt stort, men som mange alligevel har kendt til og hørt om. Det er ingen hemmelighed, at Franklin Zoo i deres præ-'Dandelion Child' materiale læner sig mere end en hel del op af den scene, der opstod i Seattle i starten af 90'erne, og ej heller er det en hemmelighed, at Rasmus Revsbechs vokal er mere end bare almindeligt tæt på salig Chris Cornells.
Og således var musikken i første halvdel af koncerten også i den grungede ende. Når det alligevel undgår at lyde som en kopi af Soundgarde, Alice In Chains eller andre af de gode, gamle Seattle-bands, er det fordi der under overfladen ligger noget og krøller sig lidt den anden vej. Det blev også tydeligt i aften, hvor Franklin Zoo præsterede mere end bare at være endnu et bagudskuende grunge-band. Og det er det fede ved Franklin Zoo. De smager af en hel masse, man kender, men de får blandet retten på en ny måde, og smager den pludselig helt anderledes.
Der var var krøllede elementer at spore alle steder i numrene, der på sine steder blev så mørke, at man nærmest blev kastet ned i midten af en Mad Season-plade, men vi fik også de gode, tempofyldte numre, der rummede energi nok til hele salen. Trommeslager Lars Bahr havde fint styr på tropperne bag sit sæt, mens der blev spillet bold med både guitarister og bassist Anders Rune Hansen. Det må være udpræget underligt at stå og spille sit sidste gig nogensinde som band, men de lod til at have det sjovt mens de gjorde det, og det var godt at se på for os nede i salen.
Et imponerende vokalregister gør ingen stor taler
Forsanger Rasmus Revsbechs vokal var imponerende, og efter et par numre var guitarist Daniel Hecht også varm og kunne levere gode guitarsoli, som mest af alt lød som om de havde rødderne helt nede i 70’erne. Kernen i foretagendet er dog ubestridt Revsbech, der mestrer en utrolig rækkevidde både i toneregisteret og i sangstile. De spontane klapsalver der opstod efter særligt krævende vokallinjer var bestemt velfortjent.
Revsbechs små taler mellem sådan cirka hvert tredje nummer var derimod ikke alle steder så velsmagende, og således blev de mere bedagede i publikum både forsikret om at at “ikke var bøs’” at knytte bånd til andre mænd, ligesom klaveret sarkastisk blev præsenteret som et meget maskulint instrument. Anmelderen bekendt er der en hel del ret fantastiske mandlige pianister derude, og det lader ikke til at de blev mindre maskuline af den grund. Ligesom vi heller ikke behøver at "frygte", at vi bliver homoseksuelle af at knytte bånd til mennesker af vores eget køn.
Da tæerne havde rettet sig ud igen, fik vi heldigvis et par gode afsluttere, fra den proggede 'The Dandylion Child', der med en tung hånd i ryggen fik publikum ud af den herlige grungeverden og over i en verden, der nærmest smagte lidt af Tool. Her var det det skæve, der herskede og her så vi for alvor bandets store kollektive styrke udfolde sig. Pladen fik stor ros af vores anmelder, da den udkom i sin tid, og vi fik heldigvis også hele 4 numre fra den.
Far vel
Men en farvel-koncert er en farvel-koncert og den slags skal helst indeholde det, som fansene kan synge med på. Derfor sluttede vi også med to ekstranumre fra de lidt ældre plader og aftenens første crowd surfer tog mod til sig og hoppede ud i det. Vi fik også den langsomste crowd surf, jeg personligt har set til dato. Revsbech selv nåede også at crowd surfe, ligesom dele af 'Fail Again, Fail Better' foregik på gulvet nede ved publikum.
Inden det sidste krudt blev brændt af, filosoferede Revsbech lidt over ordet ‘farvel’, der som bekendt ønsker et andet menneske en god færd. Videre i livet, over i nye projekter, eller til noget helt nyt. Vi ved ikke hvad fremtiden holder for Franklin Zoos medlemmer, men vi ønsker dem alle en god videre færd.